Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar

REPLIK: Det er svært for psykologforeningens formand at holde tungen lige i munden, når hun skal sørge for mere indtjening til psykologer, samtidig med at hun skal rådgive os andre om værdien af det arbejde, skriver DSAM-formand Anders Beich.

Af Anders Beich
Praktiserende læge og formand, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)

Vi kan i Dansk Selskab for Almen Medicin godt forstå, at det er svært for Psykologforeningens formand, Eva Secher Mathiasen, at holde tungen lige i munden, når man på en og samme tid skal sørge for mere arbejde og indtjening til psykologer, samtidig med at man skal prøve at være saglig, faglig og rådgive os andre om værdien af det samme arbejde. 

Efter at vi som lægevidenskabeligt fagligt selskab uden andre interesser end det rent faglige og patienternes ve og vel har bidraget med analyse af, hvilke udfald der kan komme af at indføre en gratis, selvhenvenderpsykologordning for børn og unge, så har Psykologforeningens formand nu to gange med en uges mellemrum været i Altingets debatspalter. 

Her bringer hun en psykologisk analyse af, hvad der er galt med os læger, når vi ikke når samme resultat som psykologforeningen i spørgsmålet om fri adgang uden henvisning til gratis psykologtilbud. 

Det kalder på et svar.

Risiko for unødvendig behandling
I en tilsyneladende empatisk og forstående tone fremstilles praktiserende læger som bange for forandring, ude af stand til at tænke nyt, ude af stand til at forstå det geniale i forslaget, som blandt andre forsøges lobbyet igennem Folketinget af SF's psykiatriordfører, der tilfældigvis også selv er psykolog. 

Men vi kan da sagtens forstå, hvor svært det må være at håndtere disse interessekonflikter og samtidig holde tungen lige i munden i debatten.

Praktiserende læger har faktisk erfaring med, hvor svært det kan være i en uvisiteret funktion at sørge for populationsomsorg, altså at give mest til dem med størst behov.

Der er en tendens til, at de mindst syge og stærkeste patienter mange steder er bedst til at bemægtige sig lægers og behandleres tid med bekymringer og problemer, som ofte ville kunne løses af dem selv eller andre. 

Det giver dog mening i almen praksis, fordi der trods alt er en mulighed for at opbygge en relation, og vi lærer patienterne og familierne at kende over tid. Det skaber tillid og giver mulighed for, at vi kan forebygge den næste konsultation for de bekymrede raske ved psykoedukation og ved understregning af, at sundhed ikke primært genereres i sundhedsvæsenet. 

Det at undersøge raske i fravær af signifikante symptomer er af tvivlsom værdi og risikerer at medføre sygeliggørelse og unødvendig behandling. Det har vi hverken som individer eller samfund nogen interesse i.

Styrk samarbejdet omkring børn og unge
Vi har på intet tidspunkt advokeret for, at den praktiserende læge skulle være "den eneste", der kan vurdere psykologbehov hos børn og unge. Det er en solid stråmand. Vi har intet behov for mere arbejde i almen lægepraksis. 

Vi mener dog, at det er afgørende, at også psykologer får adgang til oplysninger fra egen læge og til de observationer, der måtte være gjort i skoler og institutioner om de børn, der har størst behov for hjælp, inden de kaster sig ud i arbejdet med det store flertal af landets børn og unge, som under opvækst og udvikling vil opleve modgang. 

På den måde kan vi undgå at bruge ressourcerne forgæves, og vi undgår individualisering, psykologisering og medikalisering af problemer, der går over eller bør løses på systemisk niveau.

Vi mener, at princippet om lavest effektive omkostningsniveau også bør gælde, når det gælder børn og unge med trivselsproblemer og mulig psykisk sygdom.

Vi mener, at man bør investere mere i velfungerende institutioner og skoler, et opgraderet PPR, og reelle og tilgængelige tilbud, som også egen læge kan motivere for og henvise til af både psykologisk og psykiatrisk karakter, selvfølgelig efter udelukkelse af somatiske årsager til de aktuelle problemer.

Samarbejdet omkring disse børn og unge bør styrkes, og det er dér, indsatsen skal lægges.

Ufiltreret, fri og gratis henvendelse til psykolog kan muligvis hjælpe nogle, men det er ikke omkostningseffektivt for samfundet, og det vil med stor sandsynlighed være svagt til at opfange dem med størst behov.

Eva Secher Mathiasen kommer ikke med argumenter, der understøtter andet, end at psykologisk hjælp til børn og unge bør være gratis. Det er vi helt enige i.

Forrige artikel Lægeformand: Politikerne skal turde tage debatten om alkohol Lægeformand: Politikerne skal turde tage debatten om alkohol Næste artikel V om alkoholpolitik: Lad os håndhæve de gældende aldersgrænser frem for at sætte dem op V om alkoholpolitik: Lad os håndhæve de gældende aldersgrænser frem for at sætte dem op