Psykologforening: Lægen er ikke den eneste, der kan vurdere psykolog-behov

DEBAT: Den praktiserende læge spiller en vigtig rolle, når det handler om at opspore børn og unge med behov for psykologhjælp, men selv uden henvisningskrav vil der altid være fagpersoner, der psykologfagligt kan vurdere behovet, skriver Eva Secher Mathiasen.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand for Dansk Psykologforening

Når noget nyt er på vej, er vi ofte tilbøjelige til at blive bekymrede for de problemer, det nye kan skabe, eller de dilemmaer, der kan opstå ved en forandring. Vi glemmer ofte at se på det eksisterende og tage stilling til, om det reelt indeholder flere problemer og større dilemmaer, end alternativet vil løse. At undlade udvikling er også en beslutning om, at det, vi har, er bedre. Og ofte er det ikke den bedste måde at arbejde videre på.

Sådan er det også, når vi begynder at tale om direkte adgang til psykolog for børn og unge, hvor flere partier har udtrykt ønske om at fjerne krav om diagnose og lægehenvisning i en ordning om gratis psykologhjælp til børn og unge mellem 6 og 24 år. Forleden udtrykte Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, sin bekymring for, at gratis psykologhjælp uden henvisning kan øge ulighed i sundhed. Det skrev han i et debatindlæg i Altinget.

Der er ingen tvivl om, at mange børn og unge med psykiske vanskeligheder i dag får hjælp for sent. Der mangler relevante tilbud, og samtidig er der i dag ikke offentligt tilskud til psykologhjælp for børn og unge under 18 år med behov. Det eksisterende skaber en betydelig ulighed. I dag er hjælpen nemlig typisk forbeholdt dem, der enten kan betale eller bor i et af de områder, hvor lokalpolitikere har besluttet, at psykologhjælp skal tilbydes.

Sådan rykker vi ulighedsbalancen
I Norge har man allerede etableret mere direkte adgang til psykologhjælp efter det engelske forbillede IAPT, hvor englænderne siden 2008 har kunnet gå direkte og gratis til psykologbehandling.

De norske erfaringer viser i øvrigt, at der ikke er forskel på voksne klienternes socioøkonomiske baggrund – uanset om de kommer selv eller er henvist fra lægen.

Noget lignende viser sig, når vi spørger psykologerne i Dansk Psykologforenings ventetidsundersøgelse. Blandt de 40 procent, der svarer, at de behandler flere 18-20-årige i den nye ordning om gratis psykologhjælp, vurderer næsten ni af ti, at de får nye unge i behandling, som ikke har opsøgt behandling tidligere, fordi de ikke havde råd. I mine øjne er det et godt eksempel på, at vi netop rykker på ulighedsbalancen, når vi gør tilbuddet tilgængeligt for flere.

Hurtigere psykologisk vurdering
Hvis man fjerner henvisningskravet, så vil man ud over at opleve et mere tilgængeligt tilbud også skabe mulighed for at få den psykologfaglige vurdering hurtigere.

Det er vigtigt at vide, at en psykolog, der får en ny klient ind, altid indledningsvist laver en psykologfaglig vurdering af klientens symptomer og behov. Herunder ser psykologen også på, om psykologhjælp er den bedste faglige hjælp – eller om klienten for eksempel skal videre til psykiatrien.

Den praktiserende læge spiller en vigtig rolle, når det handler om at opspore de børn og unge, der har behov for psykologhjælp. Fremover bør det også være lægens opgave at hjælpe med at vise videre til psykolog, hvis man som læge møder en ung eller en familie med behov. Lægen er blot ikke den eneste, der er i stand til at identificere eller vurdere et menneske med brug for vurdering hos en psykolog.

Det sker faktisk allerede i dag, at voksne patienter kommer i offentlig behandling uden lægehenvisning. Det er Internetpsykiatrien i Region Syddanmark, som tilbyder psykologbehandling til mennesker med angst og depression, et godt eksempel på.

Her henvender man sig direkte uden lægehenvisning. De udfylder et spørgeskema, hvor psykologer inden for fem arbejdsdage vurderer, om man er i målgruppen for behandlingen. Herefter inviteres klienten til en videosamtale, hvor man afklarer, om tilbuddet er egnet.

Ventelister og afvisninger
Man kan også være bekymret for, om gratis psykologhjælp skaber længere ventelister hos psykologerne. Det kan jeg på sin vis godt forstå. For mange steder er der ventetid i dag – selvom der er kvalificererede psykologer nok.

Derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at man politisk udvider ordningen uden samtidig at øge behandlingsloftet og tilføre ordningen flere psykologer med ydernummer. Skulle man bekymre sig, om der er kapacitet blandt psykologer, kan jeg berolige med, at det ikke er kvalificerede psykologer, der mangler. Heller ikke i yderområderne.

Der er sket en eksplosiv udvikling i antallet af børn og unge i psykiatrien. Fra 2009 til 2017 er antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling steget med cirka 70 procent, viser tal fra Danske Regioner. Mange børn og unge med psykiske problemer henvises direkte til psykiatrien eller havner i en gråzone mellem forebyggende kommunale tilbud og behandlingspsykiatrien, fordi vi ikke har en såkaldt ”stepped care-model”, der fungerer godt.

Når vi samtidig ved, at knap 20 procent af alle henviste børn afvises i børne- og ungepsykiatrien, fordi de ikke hører til i psykiatriens specialiserede tilbud, så får man den tanke, at alt for mange børn og unge lades i stikken i det nuværende system.

Det viser alt sammen, at det eksisterende system ikke fungerer.

Kræver flere ressourcer
Når alt dette er sagt, kan jeg ikke lade være med at tænke, at Anders Beich og jeg er enige om det væsentligste. Vi kan begge se fordelene i, at et fremtidigt tilbud om gratis psykologhjælp til børn bliver forankret i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). PPR er tæt på i barnets liv, kan tilbyde en helhedsorienterede indsats og kan samarbejde på tværs.

Derfor er der store fordele i, at PPR både kan rumme den rådgivende funktion og en ny behandlende rolle. Det kræver flere ressourcer, og at man etablerer nye muligheder, der også koordinerer med eventuelle socialfaglige indsatser i barnets familie. Når det handler om de unge, der ikke hører til i PPR-regi, er det relevant at udvide målgruppen og rammerne i den eksisterende gratis-ordning, så flere unge kan få direkte hjælp.

Børn og unges psykiske mistrivsel vedrører os alle, og vi er mange, der er enige om, at området trænger til handling. For der er brug for, at børn får de bedste muligheder for at udvikle sig sundt og godt. Det kræver, at vi skaber gode løsninger i fællesskab – og koordinerer samarbejdet tæt og effektivt, så færre børn i fremtiden vil lide en unødig overlast, som vi sammen kunne have handlet på.

Forrige artikel Udsatterådet: Sundhedsvæsenet er ikke indrettet til mennesker, der aldrig kigger i e-Boks Udsatterådet: Sundhedsvæsenet er ikke indrettet til mennesker, der aldrig kigger i e-Boks Næste artikel Aktører: Psykisk syge tabes mellem sektorerne Aktører: Psykisk syge tabes mellem sektorerne
Driver det offentlige klapjagt på syge og ledige?

Driver det offentlige klapjagt på syge og ledige?

PODCAST: Driver det offentlige ledige ud i stress og selvmord med hård og lang sagsbehandling? Hvordan er førtidspensionsreformen både bedre og dårligere end sit rygte? Det diskuterer vi i denne udgave af Politisk Stuegang med speciallæge og centerleder Sven Viskum. Vi taler også sundhedsreform, ny lægeformand og meningitis-dødsfald.