Forsker til Danske Regioner: Kig op, kig ud og tag så ansvar

Sådan som situationen er på regionale sundhedsområde flere steder i landet, er der vist ikke nogen, der kan være uenige i, at der er behov for handling og for ændringer.

Men set fra et perspektiv tættere på virkelighedens verden, ville det være mere aktuelt for Danske Regioner at bruge kræfter på at få styr på egne rækker, inden man udnævner sig selv som den myndighed, som kan bære endnu større ansvar for danskernes velfærd på sundhedsområdet.

Velfærden smuldrer

Min indignation over Danske Regioners fremfærd bunder i en frustration, vrede og bekymring over, hvordan vores velfærd på sundhedsområdet smuldrer. 

Her tænker jeg på vores hospitalsbaserede pleje- og behandlingsområder, som i stigende grad er under afvikling.

Her bliver initiativer, som over de seneste mange år, er sat i værk for at sikre patienterne pleje og behandling af høj kvalitet og større lighed i vores sundhedsvæsen, raskt skåret væk, fordi budgetterne i flere regioner er løbet løbsk. 

En udmelding om stillingsnedlæggelser i denne størrelsesorden betyder kun endnu en mavepuster til de sygeplejersker, læger og andre sundhedsprofessionelle, der i måneder har håbet på, at det snart blev muligt at ansætte en ny kollega

Birgitte Lerbæk
Sygeplejerske og seniorforsker ved Aalborg Universitetshospital

I Region Nordjylland ser vi konsekvenserne af dette ved, at der i disse uger drypvist præsenteres nye områder, hvorpå der skal spares. Og konsekvensen er, at velfærden forsvinder.

Her er et par konkrete eksempler: 

Overordnet set nedlægges 229 stillinger på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Hjørring.

I den forbindelse udtalte regionsrådets formand, Mads Duedahl, at det var vigtigt at pointere, at en del af disse stillinger i forvejen var ubesatte blandt andet på grund af det aktuelle ansættelsesstop. Men hvordan skulle dette være en formildende omstændighed?

En udmelding om stillingsnedlæggelser i denne størrelsesorden betyder kun endnu en mavepuster til de sygeplejersker, læger og andre sundhedsprofessionelle, der i måneder har håbet på, at det snart blev muligt at ansætte en ny kollega.

I stedet nedlægges stillinger og sengepladser. Det som før blev tolereret, som en midlertidig situation i den enkelte afdeling, er nu blevet til den hverdag, man skal møde ind til i hver vagt.

Et andet eksempel handler om ulighed i sundhed.

Brobyggersygeplejerskerne på Aalborg Universitetshospital. Her er tale om en lille gruppe sygeplejersker, der yder ekstra koordinerende støtte til de borgere, som har behov for dette i mødet med sundhedsvæsenet.

I praksis betyder det støtte til mennesker i særligt udsatte positioner.

De har siden opstarten i 2019 opbygget en funktion, som er lykkedes med at skabe samarbejde på tværs af specialer og sektorer. En bedrift som mange andre har måtte give fortabt overfor.

Samtidig formår de at støtte nogle af vores samfunds mest udsatte borgere i komplekse forløb med samtidig fysisk og psykisk sygdom og svære sociale problemstillinger så som misbrug og hjemløshed.

På trods af protester fra talrige samarbejdspartnere, vores lokale faglige organisation (DSR) og fra patienter nedlægges denne funktion fra 2024 på baggrund af aftaler om budget 2024 vedtaget af regionsrådet.

Med nedlæggelsen af denne funktion efterlades en gruppe af samfundets mest udsatte uden den ekstra støtte, som de har behov for. 

Samtidig bliver Region Nordjylland også landets eneste region der har hverken brobyggersygeplejersker eller socialsygeplejersker. Besparelsen for denne funktion var 4.75 millioner. Samtidig fandt regionsrådet dog 27 millioner, som kunne prioriteres til kræftområdet.

Ingen dyner til nyrepatienter 

Endnu et eksempel relaterer sig til en særlig gruppe patienter, som ofte besøger de nordjyske hospitaler. Som borger med nyresygdom kommer man ambulant på hospitalet flere gange om ugen og modtager dialysebehandling. Det varierer, men kan for eksempel være fire timers behandling tre gange om ugen.

Besparelser betyder, at først dyner og tæpper og siden måltider til patienterne i dialyse, er skåret væk. Det er besparelser, som en af landets førende økonomer har kaldt ubetydeligt små i det store regnskab

Birgitte Lerbæk
Sygeplejerske og seniorforsker ved Aalborg Universitetshospital

Indtil for kort tid siden, fik man som ambulant patient tilbudt en dyne eller et tæppe, som man kunne sidde med under behandlingen. Derudover var der omkring frokost mulighed for at få en sandwich og en proteinbar.

Besparelser betyder her, at først dyner og tæpper og siden måltider til patienterne i dialyse, er skåret væk. Det er besparelser, som en af landets førende økonomer har kaldt ubetydeligt små i det store regnskab. Dog er det samtidigt besparelser, som sætter yderligere pres på patienter i udsatte positioner på grund af kronisk sygdom. 

Derudover ser vi ind i et sygehusvæsen med mindre rengøring, hvor serviceteams fjernes og med længere ventetid på akutområdet…

Jeg kunne blive ved og desværre er det svært at vide, hvornår denne deroute ender.

Set ude fra ser det ud til, at det prioriteres at gennemføre besparelser rundt omkring, der gør, at de tilbageværende kræfter smøres så tyndt ud, at endnu flere risikerer at brænde ud eller at flygte fra deres job. 

I stedet for at være sig ansvaret bevidst og beslutte, hvilke behandlingstyper man ikke længere kan varetage på grund af fejlslagen økonomi vedrørende hospitalsdrift.

Det er fuldstændig horribelt at være vidne til de beslutninger, der træffes lige nu – og som vil få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser for danskerne i vores region. Også fordi det synes at være dem, der i forvejen er i udsatte positioner, der rammes hårdest. 

Selv om nogle af de beslutninger, der træffes lige nu, ikke alene hviler på regionerne – lokalt spiller hospitalsledelserne også en væsentlig rolle – så ligger det overordnede ansvar for at sikre kvaliteten af de pleje- og behandlingstilbud, der udbydes på hospitalerne for mig at se fortsat hos regionerne. 

Så en opfordring til Danske Regioner er; kig op og kig ud i virkelighedens verden; Vi har ikke brug for at være vidne til jeres offentlige positioneringskamp. Vi har brug for, at I tager ansvar for jeres aktuelle opgaver på sundhedsområdet.