Forskere bag ny rapport: Nydiagnosticerede med type 2-diabetes savner tidlig indsats

At få diagnosen type 2-diabetes indebærer en radikal forandring af tilværelsen.

Diagnosen betyder et liv med medicin, løbende kontakt med sundhedsvæsenet og flere svære livsstilsændringer med fokus på sund kost og mere motion.

Det er en stor opgave at finde ud af, hvordan den nye livsstil skal se ud, og hvordan man holder fast i de gode vaner. Og opgaven bliver ikke mindre af, at den skal udføres, mens man er i chok og usikker på fremtiden.

Personer med type 2-diabetes har et stort ansvar for behandling, egenomsorg og forebyggelse af følgesygdomme i deres hverdag.

I den første tid efter diagnosen spiller sundhedsvæsenet og især den praktiserende læge en væsentlig rolle for, hvordan den enkelte lærer at leve med sygdommen.

Men mange nydiagnosticerede oplever at stå alene uden hjælp fra sundhedsvæsenet på dette kritiske og sårbare tidspunkt. De oplever også, at deres læge ikke har specialiseret viden om type 2-diabetes og ikke har den fornødne viden til at støtte dem i at tilpasse kost og motion.

Det viser en ny undersøgelse af hverdagslivet med type 2-diabetes, som VIVE har udført for Steno Diabetes Center Odense. Analysen er baseret på en litteraturgennemgang og interviews med voksne med type 2-diabetes, som bor i Region Syddanmark og modtager behandling i almen praksis.

Behov bliver ikke mødt
Undersøgelsen peger på, at de interviewede har et udtalt behov for at vide, hvad deres nye diagnose betyder for lige præcis dem – både lige nu og i fremtiden. De fleste interviewede oplever dog ikke, at dette behov bliver mødt. For eksempel oplever de, at gruppebaserede tilbud som patientskoler er for generelle og ikke tilstrækkelige til at dække deres individuelle behov.

Indsatsen skal være mest intensiv i starten af forløbet, men strække sig over en længere periode, alt efter hvad den enkelte har brug for

Emmy Hjort Enemark-Topholm og Helle Max Martin
Analytikere, Vive

Spørgsmål som: Hvad kan jeg spise? I hvilke mængder? Hvor meget motion er nødvendigt for mig og hvilken type? står derfor ofte ubesvarede hen.

Når der ikke er hjælp at hente i sundhedsvæsenet, vender patienterne sig mod Google og online diabetesfællesskaber. Men det kan være en forvirrende og uoverskuelig opgave at sortere i det væld af informationer, der er tilgængelige på nettet, eller gøre brug af andres erfaringer.

Det går igen i undersøgelsen, at patienterne efterspørger individuel og intensiv sparring om kost og motion med uddannede fagpersoner. En sådan indsats kan støtte dem i at finde den rette kombination af behandling og livsstil, som passer med netop deres tilværelse.

De få deltagere i VIVEs undersøgelse, som har fået en individuel indsats tidligt i forløbet, har gode erfaringer med den. De er overbeviste om, at den har været afgørende for, at de er lykkes med at ændre deres kost og motion og fastholde de nye vaner. Indsatsen har også spillet en vigtig rolle i deres accept af sygdommen og håndtering af bekymringer for fremtiden.

En intensiv og individuelt tilrettelagt indsats kan altså hjælpe nydiagnosticerede på vej mod at få en god hverdag med sygdommen.

Tre afgørende fokuspunkter
Så hvad skal der til, for at patienterne, der går ud af konsultationen med en diabetes 2-diagnose under armen, får en god indsats, der kan hjælpe dem til livsstilsændringer og reducere den usikkerhed og sårbarhed, som følger med diagnosen? Patienterne efterspørger især tre elementer:

For det første er timingen afgørende: Indsatsen skal tilbydes så tidligt som muligt, efter at diagnosen er stillet. Indsatsen skal være mest intensiv i starten af forløbet, men strække sig over en længere periode, alt efter hvad den enkelte har brug for. Det vil give en løbende bekræftelse fra relevante sundhedsprofessionelle, om det, som man gør, er det rigtige, og vil give mulighed for at stille spørgsmål, hvis noget ikke virker.

For det andet skal indholdet i højere grad målrettes den enkelte: Indholdet skal primært være individualiseret rådgivning og løbende dialog om ændringer i kost og motion, som matcher den enkeltes krop, vilkår og præferencer. Der er også behov for støtte til sygdommens psykiske påvirkning, som er størst i starten, men som kan udvikle sig til alvorlige psykiske følgevirkninger. Viden og støtte bidrager til, at den enkelte udvikler kompetencerne til at tage vare på sygdommen resten af livet.

For det tredje er afsenderen vigtig: Indsatsen skal leveres af sundhedsprofessionelle med ekspertise i type 2-diabetes, eksempelvis diabetessygeplejersker og diætister. Det skaber tryghed og tilfredshed.

Deltagerne i undersøgelsen tillægger det en afgørende betydning for deres håndtering af sygdommen, at de kan fåsvar på deres spørgsmål fra sundhedsprofessionelle med specialistviden om diabetes og hjælp til at omsætte den viden til deres egen situation.