Gymnasielærer: Budgetlovens økonomiske spændetrøje går ud over borgernes retssikkerhed

Dette problem genfindes også i kommunerne. På det specialiserede socialområde kan antallet af fejl i kommunernes sagsbehandling ikke være tilfældigt. I 2022 var omgørelsesprocenterne på henholdsvis 48,8 procent på børnehandicap, 38,9 procent på voksenhandicap, 37,5 procent på hele socialområdet i 2022. I enkelte tilfælde såsom Langeland var der endda fejl i 100 procent af sagerne på børneområdet i 2022. Læg dertil det forventede mørketal fra borgere, der ikke har klaget.

Kræftskandalen på AUH og det specialiserede socialområde har det tilfælles, at der budgetmæssigt bliver talt om forholdsvist dyre enkeltsager, og at der er tale om administration under myndigheder, der reelt ikke selv har kontrol over deres eget budget. I spørgsmålet om rettigheder, er disse enkeltsager således kanariefuglen i kulminen. Det er især i disse tilfælde, at budgetloven skaber en offentlig sektor, der i sidste ende tilsidesætter borgernes retssikkerhed, selv når der er overskud på de offentlige finanser.

En offentlig sektor, der peger fingre af sig selv
Via de årlige økonomiaftaler, bestemmer regeringen egenrådigt, hvor mange penge, der må blive brugt i regioner og kommuner. Det djævelske ved dette er, at dem, der i sidste ende udløser besparelserne i vores velfærdssamfund, ikke er de samme, som skal stå til ansvar for dem.

Når andre EU-lande i sparebanden kan overholde EU’s regler uden disse udgiftslofter for regioner og kommuner, så kan Danmark også. 

Morten Rudfeld Henriksen
Gymnasielærer

Når en regering på det statslige niveau har bestemt, hvor mange offentlige udgifter en region eller kommune ”bør have” for det kommende år, så er løbet reelt kørt. Så skal pengene passe.

Kigger man på det kommunale niveau, hvor størstedelen af vores velfærdsstat ligger, er tendensen klar. Slankekur har stort set været fast kost i økonomiaftalerne siden 2010. Selv i den tidligere S-regerings valgperiode med rødt parlamentarisk grundlag fik kommunerne samlet set færre midler til at prioritere for, når man medregner demografi, udgiftsvækst på det specialiserede socialområde, samt manglende pris/lønregulering.

Men ansvaret for alle møgsagerne er noget, som region og kommune skal håndtere. Ikke regeringen. Hverken regioner eller kommuner kan reelt udskrive nye skatter, medmindre andre sætter deres skat ned først. Sker dette ikke, vil det netop udløse budgetlovens sanktionsmekanisme.

Derved har vi skabt en offentlig sektor, hvor det statslige og det regionale/kommunale niveau peger fingre af hinanden, hver gang en borgers sag bliver tabt på gulvet. Regioner og kommuner har pligt til at overholde love og regler, der beskriver borgernes rettigheder, og har således også ansvar for at sikre den bedst mulige prioritering af pengene.

Men de bestemmer bare ikke selv, hvor mange penge borgernes rettigheder som helhed må koste at administrere. Det gør alene regeringen. Som skatteborger, der har gjort sin pligt fristes man til sammenligningen med situationen, hvor børn siger ”det var ham, der startede!”

Manglende autonomi
Budgetloven har sin rod i EU's finanspagt. Danmark har i budgetlovens nuværende form valgt en meget stram implementering af de regler, som finanspagten foreskriver. I tidsskriftet ’Politik’s tema om kommunalreformen ti år efter skriver Niels Jørgen Mau Pedersen i 2016 følgende:

"På den anden side er det et faktum, at Danmark adskiller sig fra andre lande derved, at budgetloven har fået virkning, ikke blot for staten men også for kommuner (og regioner). Herved adskiller Danmark sig fra Sverige, Holland og Østrig, som ellers i et vist omfang har været forbilleder for den danske udgiftslov (Regeringen 2011)."

Sverige, som vi ynder at sammenligne os med, har ikke centralt fastlagte udgiftslofter for regioner og kommuner, hvis overtrædelse medfører sanktioner. I stedet for arbejder de ifølge Vives rapport ”Statens styring af kommuner” fra 2018 med:

”at kommunerne skal fastsætte egne finansielle mål og have en langsigtet holdbar økonomi”.

Vi har selv skabt en velfærdsstat, der krænker borgerens rettigheder ved at skubbe ansvaret nedad og magten opad.

Morten Rudfeld Henriksen
Gymnasielærer

Altså har svenske kommuner tilsyneladende en højere grad af autonomi, der ikke er bundet af etårige centralt fastsatte udgiftslofter. I Danmark har disse to niveauer ingen autonomi, når det kommer til estimeringen af deres forventede udgifter.

Magten og ansvaret
Som det står nu har regioner og kommuner ansvaret for borgerens retssikkerhed (og liv) uden magten til at sikre sig et realistisk budget til at garantere selvsamme.

Når andre EU-lande i sparebanden kan overholde EU’s regler uden disse udgiftslofter for regioner og kommuner, så kan Danmark også. Frygten for at miste kontrollen med de offentlige udgifter kan stadig imødekommes via de årlige økonomiaftaler og ved at kigge mod Sveriges regler for regionale og kommunale budgetter. Alternativt bør det statslige budget hæfte for regionale og kommunale overskridelser på særlige områder, så ansvaret for at holde det samlede udgiftsloft passer til den magt Finansministeriet og regeringen har over de regionale og kommunale budgetter.

Vi har selv skabt en velfærdsstat, der krænker borgerens rettigheder ved at skubbe ansvaret nedad og magten opad i vores budgettering. Tilsyneladende uden grund: Budgetloven er ikke grundlovsfæstet, vi bliver ikke smidt ud af EU, hvis den modificeres, riget fattes ikke penge.

Budgetloven skal først revideres i 2033. Skal vi ikke gøre det lidt bedre?