Læge: Sundhedsvæsenet svigter de svageste

En ond spiral

Incitamentstrukturen har undermineret vores fag. Vi skriver papirer om professionsidealer, og vi har faglige pejlemærker for lægen, der arbejder personcentreret, lader de raske være raske, giver mest til dem med størst behov.

Når det kommer til handling, så er læger selvfølgelig bare mennesker, som, så længe kerneopgaven ikke er defineret, og da kontrakten tilskynder til det, søger hen, hvor gærdet er fagligt lavest, ansvar og arbejdstid mindst og pengene tilmed flest.

Når vi stiller os til rådighed, stort set uden ventetid for banaliteter, tilstande der ville gå over af sig selv, og problemer af alle slags, så øges forventningsniveauet yderligere og er den største kilde til, at lægen udøver defensiv medicin, det vil sige går på kompromis med sin faglighed. En ond spiral af overundersøgelse, potentiel overdiagnostik og overbehandling fodres deraf.

Mange borgere har toppet forventningsniveauet med sygeforsikringer, som i sig selv får dem til at søge læge og kræve handling, når nu de har betalt.

Samfundet må definere lægens kerneopgaver

Vi ved, at lægetid brugt med kronisk syge og sikring af kontinuitet for dem vil gøre en betragtelig forskel i forhold til livskvalitet, sygelighed, indlæggelser og død. Tid brugt på at opsøge eller indkalde de syge med størst behov, dårlig egenomsorg og færrest krav ville sikre dem en del i dette udkomme. Vi skal også have tid til at sikre rettidig pallitation, når det er behovet.

For samlet set at frigøre mere tid til sådanne kerneopgaver så må vi overveje, om vi skal fortsætte med opgaver, der savner dokumentation for at være bedst placeret hos egen læge, og om ikke andre aktører kunne agere første led i sundhedsvæsenet for mange af disse opgaver.

• Borgere med problemer i bevægeapparatet eller mentalt kunne gå direkte til fysioterapi eller psykolog.
• Børn og unge i mistrivsel kunne håndteres rettidigt i PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning).
• Screening af raske gravide og børn kunne overlades helt til jordemødre og sundhedsplejersker.
• Stress på arbejdspladsen kunne håndteres netop der, hvor det kan løses i stedet for med (for) lange sygemeldinger fra egen læge.
• Jobcenter-attester kunne udfærdiges af den regionale socialmedicinske koordinatorfunktion.
• De fleste andre lægeerklæringer attesterer bare borgerens egen forklaring og kunne erstattes af tro og love-erklæringer.
• Alt vedrørende udlevering og håndtering af medicin kunne foregå på apotek, så lægen var fokuseret på ordinationen, varighed og genvurdering i stedet for dosisposer, receptfornyelser og restordreproblemer.
• Sundhedsforsikringer er støj hos egen læge – forsikringsselskabet kunne selv varetage deres kommercielle forretninger fuldt og helt.

Det fokuserede, primære sygdomsvæsen i fremtiden

Praktiserende lægers licenser (ydernumre) fordeles nu efter behovet for lægens kernefunktioner. 1600 friske, unge mennesker, der flytter til byen, udløser ikke længere et nyt ydernummer. De raskes umættelige behov og krav om tilgængelighed bliver ikke længere overserviceret, og vi undgår derved både at nære erosionen af individets egne sundhedskompetencer og unødig medikalisering af hverdagslivet.

Nu er der igen adgang til egen læge der, hvor de syge og omsorgskrævende har bosat sig.

Lægerne arbejder med lægelige opgaver, hvor vi gør veldokumenteret gavn.

Anders Beich
Praktiserende læge og tidligere DSAM-formand

Nogle læger har nu langt flere end 1600 borgere tilknyttet (lav andel af syge). Andre har langt færre end 1600 (større andel af syge) patienter at tage sig af.

De opgaver, som ikke løses bedst af egen læge, ligger nu hos andre fagpersoner. Lægerne arbejder med lægelige opgaver, hvor vi gør veldokumenteret gavn og bliver honoreret efter tid brugt med relevante patienter. Vi træner vores faglige dømmekraft ved at have mere med de syge at gøre, og vi har god adgang til konference med lægekolleger på sygehus og i speciallægepraksis.

Egen læge bruger ikke en masse tid på at undersøge raske eller banalt syge børn og voksne, ej heller på administrative opgaver som attester, recepter og unødvendige henvisninger. Lægerne servicerer ikke forsikringsselskaber for offentlige midler.

Lægerne bor stadig lige der, hvor de gerne vil i lille Danmark. Vi ved, at de sagtens kan pendle og arbejde samtidig. Der er attraktive rullende kontorbusser til rådighed, så lægerne arbejder undervejs med al det, man kan lave som læge, uden patienten er til stede fysisk (video- og telefonkonsultationer og nødvendigt papirarbejde), mens de fragtes frem til og tilbage fra lægehusene i egne og områder, hvor de syge før blev svigtet.