Kronik

Læge: Sundhedsvæsenet svigter de svageste

Det danske sundhedsvæsen er ramt af udbrændthed, hvor de sygeste og svageste forsømmes gang på gang til fordel for de raske. Det kalder på en fagligt stærk primærsektor, som afgrænser sig fra en vildtvoksende og kommerciel sundhedsmarkedsplads, skriver Anders Beich.

Man
har ignoreret hvilke borgere det enkelte lægehus har tilknyttet, om de er gamle
eller unge, syge eller raske, og hvilke opgaver der bliver løst, skriver Anders Beich.
Man har ignoreret hvilke borgere det enkelte lægehus har tilknyttet, om de er gamle eller unge, syge eller raske, og hvilke opgaver der bliver løst, skriver Anders Beich.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Beich
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedsvæsenet er ramt af udbrændthed – alt for mange patienter forsømmes og medarbejdere bruges op. Vi kan ikke tale det op længere. Nu må vi standse ulykken og prioritere indsatsen i et bæredygtigt offentligt sygdomsvæsen, hvor aktørerne hver for sig fokuserer på deres kernefunktion, det som netop de gør bedst for den syge.

Det offentlige sygdomsvæsen må afgrænse sig fra en vildtvoksende og kommerciel sundhedsmarkedsplads og levere veldokumenteret indsats til objektivt trængende.

Det offentlige sygdomsvæsen må afgrænse sig fra en vildtvoksende og kommerciel sundhedsmarkedsplads.

Anders Beich
Praktiserende læge og tidligere DSAM-formand

Der er enighed om behovet for en fagligt stærk primærsektor. Der er dokumentation for, at for kronisk syge borgere har kontinuiteten i egen-læge modellen stor betydning for sygelighed og dødelighed. Den fører til færre uundgåelige indlæggelser, og at de undgåelige indlæggelser kvalificeres.

Egen læge har den speciallægeuddannelse, der er nødvendig for at tage hånd om de kronisk syge og multisyge. For at være troværdig som sektor skal vi selvfølgelig være tilgængelige for de syge, uanset hvor de bor. Kommunerne, som er presset af flere opgaver og er færre til at udøve dem, har så meget brug for egen læges opbakning, tid og kompetencer for at kunne levere den gode omsorg for de syge.

De sygeste og svageste svigtes til fordel for de friske

I både by- og landområder med mange kronisk syge, ældre og svage er tilgængeligheden til ”egen læge” helt paradoksalt faldet støt de senere år, nogle steder til slet ingen adgang. Aftalerne mellem Danske Regioner og almen praksis har favoriseret tilgængelighed og service for de sundeste og stærkeste borgere i tiltagende grad.

I både by- og landområder med mange kronisk syge, ældre og svage er tilgængeligheden til ”egen læge” helt paradoksalt faldet støt de senere år.

Anders Beich
Praktiserende læge og tidligere DSAM-formand

Man har ignoreret, hvilke borgere det enkelte lægehus har tilknyttet, om de er gamle eller unge, syge eller raske, og hvilke opgaver der bliver løst, bare lægen har 1600 borgere på listen.

Det er hverken lønsomt eller attraktivt for lægerne at arbejde med de syge medborgere. Især de multisyge og borgere med dårlig egenomsorg bliver til ”tunge patienter”, fordi den indsats, der fagligt er brug for, ikke kan rummes i den tid, der kan afsættes.

I områder med mange sunde og yngre har vi i samme periode øget service og tilgængelighed i unødvendig og potentielt skadelig grad.

Den skattebetalte adgang til på mail, video, telefon eller personligt at kunne konsultere en speciallæge med 12 års uddannelse, benyttes flittigt af den friskeste del af befolkningen, med alt fra fodvorter, over banale infektioner til dårlig fysisk eller mental form.

Mange søger deres læge for eksistentielle vanskeligheder, ensomhed, belastninger, frihedsangst, sociale problemer og mange andre tilstande, som lægen bare ikke er uddannet eller bedst til at håndtere. Og vi kommer meget nemt til at medikalisere og medicinere for at kunne tilbyde hjælp til sådanne problemer.

Læs også

En ond spiral

Incitamentstrukturen har undermineret vores fag. Vi skriver papirer om professionsidealer, og vi har faglige pejlemærker for lægen, der arbejder personcentreret, lader de raske være raske, giver mest til dem med størst behov.

Når det kommer til handling, så er læger selvfølgelig bare mennesker, som, så længe kerneopgaven ikke er defineret, og da kontrakten tilskynder til det, søger hen, hvor gærdet er fagligt lavest, ansvar og arbejdstid mindst og pengene tilmed flest.

Når vi stiller os til rådighed, stort set uden ventetid for banaliteter, tilstande der ville gå over af sig selv, og problemer af alle slags, så øges forventningsniveauet yderligere og er den største kilde til, at lægen udøver defensiv medicin, det vil sige går på kompromis med sin faglighed. En ond spiral af overundersøgelse, potentiel overdiagnostik og overbehandling fodres deraf.

Mange borgere har toppet forventningsniveauet med sygeforsikringer, som i sig selv får dem til at søge læge og kræve handling, når nu de har betalt.

Samfundet må definere lægens kerneopgaver

Vi ved, at lægetid brugt med kronisk syge og sikring af kontinuitet for dem vil gøre en betragtelig forskel i forhold til livskvalitet, sygelighed, indlæggelser og død. Tid brugt på at opsøge eller indkalde de syge med størst behov, dårlig egenomsorg og færrest krav ville sikre dem en del i dette udkomme. Vi skal også have tid til at sikre rettidig pallitation, når det er behovet.

For samlet set at frigøre mere tid til sådanne kerneopgaver så må vi overveje, om vi skal fortsætte med opgaver, der savner dokumentation for at være bedst placeret hos egen læge, og om ikke andre aktører kunne agere første led i sundhedsvæsenet for mange af disse opgaver.

  • Borgere med problemer i bevægeapparatet eller mentalt kunne gå direkte til fysioterapi eller psykolog.
  • Børn og unge i mistrivsel kunne håndteres rettidigt i PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning).
  • Screening af raske gravide og børn kunne overlades helt til jordemødre og sundhedsplejersker.
  • Stress på arbejdspladsen kunne håndteres netop der, hvor det kan løses i stedet for med (for) lange sygemeldinger fra egen læge.
  • Jobcenter-attester kunne udfærdiges af den regionale socialmedicinske koordinatorfunktion.
  • De fleste andre lægeerklæringer attesterer bare borgerens egen forklaring og kunne erstattes af tro og love-erklæringer.
  • Alt vedrørende udlevering og håndtering af medicin kunne foregå på apotek, så lægen var fokuseret på ordinationen, varighed og genvurdering i stedet for dosisposer, receptfornyelser og restordreproblemer.
  • Sundhedsforsikringer er støj hos egen læge – forsikringsselskabet kunne selv varetage deres kommercielle forretninger fuldt og helt.

Læs også

Det fokuserede, primære sygdomsvæsen i fremtiden

Praktiserende lægers licenser (ydernumre) fordeles nu efter behovet for lægens kernefunktioner. 1600 friske, unge mennesker, der flytter til byen, udløser ikke længere et nyt ydernummer. De raskes umættelige behov og krav om tilgængelighed bliver ikke længere overserviceret, og vi undgår derved både at nære erosionen af individets egne sundhedskompetencer og unødig medikalisering af hverdagslivet.

Nu er der igen adgang til egen læge der, hvor de syge og omsorgskrævende har bosat sig.

Lægerne arbejder med lægelige opgaver, hvor vi gør veldokumenteret gavn.

Anders Beich
Praktiserende læge og tidligere DSAM-formand
Lægen har mere tid til de sygeste. Når ældre læger i områder med mange yngre og raske borgere går på pension, opkøbes deres ydernumre af en statslig fond. Ydernumrene fordeles nu områdemæssigt efter patienternes kompleksitet og behov.

Nogle læger har nu langt flere end 1600 borgere tilknyttet (lav andel af syge). Andre har langt færre end 1600 (større andel af syge) patienter at tage sig af.

De opgaver, som ikke løses bedst af egen læge, ligger nu hos andre fagpersoner. Lægerne arbejder med lægelige opgaver, hvor vi gør veldokumenteret gavn og bliver honoreret efter tid brugt med relevante patienter. Vi træner vores faglige dømmekraft ved at have mere med de syge at gøre, og vi har god adgang til konference med lægekolleger på sygehus og i speciallægepraksis.

Egen læge bruger ikke en masse tid på at undersøge raske eller banalt syge børn og voksne, ej heller på administrative opgaver som attester, recepter og unødvendige henvisninger. Lægerne servicerer ikke forsikringsselskaber for offentlige midler.

Lægerne bor stadig lige der, hvor de gerne vil i lille Danmark. Vi ved, at de sagtens kan pendle og arbejde samtidig. Der er attraktive rullende kontorbusser til rådighed, så lægerne arbejder undervejs med al det, man kan lave som læge, uden patienten er til stede fysisk (video- og telefonkonsultationer og nødvendigt papirarbejde), mens de fragtes frem til og tilbage fra lægehusene i egne og områder, hvor de syge før blev svigtet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00