Øjenforeningen og professor: Der er brug for mere kontrol over udbuddet af lægemidler

Vi ved alle, at det er vigtigt med nye og bedre lægemidler. De har en helt central betydning for udviklingen af mere effektive behandlingsformer. Inden for øjenområdet har det betydet, at vi i dag kan behandle sygdomme, hvor vi for 30 år siden var magtesløse. I stedet for, at folk skal indstille sig på blive blinde, kan vi i dag redde deres syn.

Prisen på nye lægemidler er løbende til debat, fordi prisen ofte er meget høj. Grunden er den enkle, at det koster rigtig mange penge at udvikle og få godkendt nye lægemidler. Høje sikkerhedskrav til test- og godkendelsesfaser gør, at det kun er et fåtal af de udviklede lægemidler, der kommer på markedet.

Men hvad sker der egentligt med kendte og velfungerende lægemidler? Det er en problemstilling, der tales meget mindre om. Nok fordi, man ikke kan forestille sig, at det er et problem. Men det er det.

Kendte og velfungerende lægemidler trækkes tilbage
Udbud af lægemidler sker på et privat og kommercielt marked. Udbyder bestemmer, hvad der skal være tilgængeligt. Det sker af og til, at velfungerende lægemidler trækkes tilbage, uden der er noget alternativ.

Det kan også ske, at vi bliver nødsaget til at skifte til et lægemiddel, der er dyrere end det kendte og velfungerende, uden det nye sikrer en bedre behandling

Miriam Kolko og Marijke Vittrup
Hhv. professor på Københavns Universitet og direktør for Øjenforeningen

Det kan også ske, at vi bliver nødsaget til at skifte til et lægemiddel, der er dyrere end det kendte og velfungerende, uden det nye sikrer en bedre behandling. Andre gange er der tilmed tale om lægemidler, som godt kan fås i andre lande, men som af en eller anden grund ikke er tilgængelige i Danmark.

Inden for de store øjensygdomme findes der desværre flere eksempler, hvor velfungerende lægemidler er taget af markedet eller ikke kan fås i Danmark. Det gælder for eksempel øjendråben betaxolol (Betoptic S), der tidligere fandtes uden konserveringsmidlet benzalkoniumklorid (BAK), men nu kun fås som BAK-holdigt produkt.

Tiltagende forskning viser, at BAK (det samme stof, der er i Rodalon) er giftigt for såvel øjets overflade som for de dybereliggende væv i øjet ved kronisk behandling.

Betaxolol er en effektiv og velfungerende betablokker, der bruges til behandling af patienter med grøn stær, der ikke tåler den mest almindelige betablokker, timolol, enten på grund af allergi eller luftvejsproblemer. Det er således uforståeligt, at denne dråbe nu kun findes med BAK.

Et andet eksempel på en øjendråbe, der er taget af markedet, er øjendråben Pilocarpin, der blandt andet bruges til patienter med risiko for akut grøn stær. Der er desuden eksempler på BAK-frie øjendråber, der findes andre steder i Europa, som ikke kan fås i Danmark. Eksempler på dette er øjendråben Alphagan samt flere forskellige generiske BAK-frie latanoprost øjendråber.

Problemet eksisterer sikkert også inden for andre specialer.                

Patienter kommer i klemme
Som læge med ansvar for behandlingen er det frustrerende, når patienter, der før var velbehandlede og trygge ved et kendt lægemiddel, pludselig må standse deres behandling, uden de har reelle alternativer.

Som læge med ansvar for behandlingen er det frustrerende, når patienter, pludselig må standse deres behandling, uden de har reelle alternativer

Miriam Kolko og Marijke Vittrup
Hhv. professor på Københavns Universitet og direktør for Øjenforeningen

Hvor gerne vi end vil hjælpe patienter i den situation, kan vi ikke stille noget op. Vi har ingen indflydelse på, hvilke lægemidler der er på markedet, og hvilke der trækkes tilbage.

Skal vi undgå, at patienter kommer i klemme, vil det være godt, hvis der var et samarbejde mellem medicinalindustrien og lægerne, når selskaberne overvejer at trække et lægemiddel tilbage.

En anden vej kan være, at der er mulighed for at stille krav om, hvilke kendte og velfungerende lægemidler, der skal være på markedet. Det er naturligvis et indgreb i medicinalselskabernes forretning.

Men over for det står ikke alene spørgsmålet om patienters helbred og livskvalitet, men også økonomiske tab og omkostninger for samfundet. Måske ser patienten sig nødsaget til at stoppe med at arbejde for i stedet at blive rehabiliteret og måske med behov for varig hjælp.

Spørgsmålet er ikke alene teknisk og økonomisk, men også etisk.