Pårørende i Danmark: Vi har brug for klare aftaler og rettigheder, hvis vi skal overtage opgaver

At der er mangel på hænder i pleje- og omsorgssektoren, er vist gået op for de fleste, ikke mindst for os pårørende, som nu selv må påtage os mange opgaver uden klare aftaler eller et fagligt sikkerhedsnet.

Vi ser nemlig nu et tydeligt brud på den ’kontrakt’, velfærdssamfundet igennem generationer har været bygget på. Begge køn er kommet ud på arbejdsmarkedet for at bidrage til velfærden, mod at fællesskabet til gengæld sørger for tryg pleje og omsorg til børn, syge og svækkede gamle i form af veluddannede og professionelle hænder.

Nationaløkonomiske og strukturelle udfordringer, som eksempelvis en rekrutteringskrise, kan derfor ikke – hverken praktisk, etisk eller moralsk – løses ved blindt at vælte opgaver tilbage på individuelle pårørende. Det kræver en gennemtænkt tilgang.

Tæt dialog med pårørende
Borgmestre, plejehjemsledere og mange andre har svært ved at få borgernes plejebehov til at rime med budgetterne og det tilgængelige personale. Det er vældig bekymrende, men måske ikke særligt overraskende, at de nu ønsker sig, at vi pårørende kommer mere på banen.

Problemet er nemlig, at pårørende altså ikke sidder med et stort uudnyttet potentiale for at levere hverken personnær omsorg eller liv og glade dage på plejehjemmet

Marie Lenstrup
Formand, Pårørende i Danmark

Problemet er nemlig, at pårørende altså ikke sidder med et stort uudnyttet potentiale for at levere hverken personnær omsorg eller liv og glade dage på plejehjemmet.

Rekrutteringskrisen i velfærdsfagene kradser virkelig grimt i pleje- og omsorgssektoren. Den kan ikke løses med det sædvanlige ”send flere penge”, for der er simpelthen ikke nogen at ansætte, hverken uddannede eller ufaglærte. Dermed ikke sagt, at personalet ikke kunne trænge til en klækkelig lønjustering, men det er en anden sag.

Som pårørende håber vi naturligvis inderligt, at det endelig vil lykkes at reducere personalets tid på kontoret til fordel for tid hos borgerne. Men det er næppe tilstrækkeligt i sig selv, og det er heller ikke al dokumentation, der kan undværes.

Så vi forstår godt den stigende efterspørgsel efter pårørendes indsats. Men hvis den mangeårige samfundskontrakt, som velfærdssamfundet bygger på, skal udvikles eller forandres, er det helt centralt, at det sker med omtanke og i tæt dialog med pårørende om, hvilke strukturer og systemer der skal til for at støtte op om vores indsats.

Det skal være muligt at bidrage til omsorgen, uden at det nedbryder pårørendes eget fysiske eller mentale helbred.

Erhvervsaktive skal ikke presses
Det er ligeledes bydende nødvendigt at overveje, hvordan ekstra opgaver og ansvar kan påvirke pårørendes erhvervsarbejde. Det giver jo ingen mening at løse personalemangel i velfærdsfagene ved at presse erhvervsaktive pårørende fra alle mulige andre brancher til at gå ned i tid eller gå på efterløn for at leve op til pårørendeforpligtelserne.

Helt tosset bliver det for pårørende, der selv arbejder som eksempelvis sygeplejersker eller pædagoger – de presses til at gå på fuld tid, samtidig med at de får flere ubetalte omsorgsopgaver derhjemme.

En undersøgelse fra KMD om erhvervsaktive pårørende fra 2018 viser blandt andet:

• at over 50 procent af de pårørende ikke kun hjælper af lyst, kærlighed eller overskud, men bliver presset til at tage affære, fordi den offentlige hjælp er utilstrækkelig.
• at 25 procent har stor grad af mentale belastningsreaktioner
• at 20 procent har stor grad af fysiske belastningssymptomer. 
• at 17 procent overvejer eller allerede har besluttet at forlade arbejdsmarkedet på grund af pårørendeforpligtelser
• at sygedage på grund af pårørendebelastninger beløber sig til anslået 314 millioner kroner årligt

Tre principper
En ny ’kontrakt’ for velfærdssamfundet kræver et paradigmeskift i forståelse og organisering af pårørendeinddragelse og pårørendesamarbejde. Foreningen Pårørende i Danmark vil gerne byde ind med tre klare principper:

1. Ansvar og opgaver skal følges af aftaler og strukturer. Når opgaver flytter fra fagprofessionelle til pårørende, skal det være efter en klar aftale, hvor den pårørende har en reel mulighed for at sige fra over for det, man ikke kan eller vil påtage sig. Forventningsafstemninger skal gå begge veje, ikke som nu blot fungere som en afgrænsning af det offentliges indsats.

Det giver jo ingen mening at løse personalemangel i velfærdsfagene ved at presse erhvervsaktive pårørende til at gå ned i tid eller gå på efterløn

Marie Lenstrup
Formand, Pårørende i Danmark

En jævnlig, struktureret dialog mellem personale og pårørende skal være en selvfølge. Og pårørende skal tilbydes de nødvendige redskaber til at løfte deres valgte opgaver, hvad enten det drejer sig om et kursus i medicinhåndtering eller en badestol.

2. Pårørende skal have selvstændige rettigheder. Hvis pårørende skal påtage sig konkrete forpligtelser for at bidrage til løsningen af et fælles, strukturelt problem i velfærdssamfundet, må vi til gengæld forlange, at vi formelt og reelt betragtes som parter i omsorgsopgaven med de rettigheder, det medfører. Retten til at blive informeret, at få sine spørgsmål besvaret, at få sine bekymringer hørt, at blive taget med på råd om beslutninger.

Retten til sparring, udvikling og støtte til opgavevaretagelsen, også fra pårørendevejledere og ens ligestillede blandt andre pårørende. Retten til at holde fri fra sit erhvervsarbejde, når omsorgsarbejdet kræver ens ubetingede tilstedeværelse. Retten til at holde en pause og restituere sig. Simpelthen bare retten til fair vilkår, der gør, at man kan løfte sine opgaver og forpligtelser i det lange løb.

3. Det her er ikke bare din udfordring eller min udfordring, det er vores udfordring, hele velfærdssamfundets udfordring. Den skal ikke løses individuelt af hver enkelt pårørende, men overordnet og struktureret gennem dialog, samarbejde og gensidig tillid.

Når opgaver flytter fra fagprofessionelle til pårørende, skal det være efter en klar aftale, hvor den pårørende har en reel mulighed for at sige fra

Marie Lenstrup
Formand, Pårørende i Danmark

Pårørendes indsats skal anerkendes, vores viden om borgeren skal anvendes, og pårørendes egne behov og interesser skal tænkes ind, så vi bliver ligeværdige parter i samarbejdet – ikke bare en ressource, der bruges vilkårligt, hvor der nu lige mangler hænder.

Pårørendes viden skal anerkendes
Vi er dybt bekymrede for, om vores kære får en god og værdig pleje, så naturligvis ønsker vi at bidrage til at finde de gode løsninger, både på det individuelle og på det organisatoriske plan. Men den nuværende mangel på struktur og rettigheder gør det ualmindelig svært for os pårørende at yde den indsats, vi gerne vil.

Langt de fleste vil rigtig gerne hjælpe alt det, vi kan. Det kan være meget givende og meningsfuldt som pårørende at påtage sig en omsorgsrolle med veldefinerede rammer og grænser. Vi har brug for at føle os trygge ved det ansvar, vi påtager os. Vi ønsker, at vores viden om vores nærtstående høres og anerkendes. Og vi vil have gode rammer for samarbejdet med de fagfolk, vi kommer i kontakt med undervejs.