Debat

Professor harcelerer mod tolkegebyret: En klyngebombe af dyb foragt for patienter og sundhedsansatte

Tolkegebyret er en social klyngebombe, der rammer og skader både patienter og ansatte. Det er en del af et større netværk af særlove, der har skabt kaotiske og vilkårlige retslige og sundhedsmæssige forhold for en større og større del af befolkningen, skriver Morten Sodemann.

Tolkegebyret er udtryk for en dybereliggende foragt for fremmede og syge. Men det er også en bekymrende foragt for velfærdssamfundets ansatte i frontlinjen, skriver Morten Sodemann.
Tolkegebyret er udtryk for en dybereliggende foragt for fremmede og syge. Men det er også en bekymrende foragt for velfærdssamfundets ansatte i frontlinjen, skriver Morten Sodemann.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Morten Sodemann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En patient og flygtning sagde engang til mig, at ”hos lægen taler jeg med fingrene”. Lægen brugte ikke tolk, og patienten havde ikke ordforråd til at fortælle om de smerter, hun havde i armene og ryggen og den åndenød, hun havde kæmpet med i flere år. Hun havde en kræftsygdom, der havde spredt sig til hele kroppen.

Anvendelsen af tolke er faldet med 30-40 procent  i 4 ud af 5 regioner efter indførelsen af tolkegebyret. I et samråd 3. oktober 2022 i Folketinget om gebyret opfattede daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Integrationsminister Kaare Dybvad (S) det som et positivt tegn, at beskæftigelsen var steget siden indførelsen af gebyret.

Man har ret til sine egne meninger, men ikke til sine egne fakta. De to forhold har intet med hinanden at gøre, for hvordan vil de to ministre så forklare, at anvendelsen af sundhedstolke i samme periode er steget 30 procent i Region Syddanmark?

Dem, der har mest brug for tolk, er dem med færreste ressourcer og de mindst velstillede, som netop ikke har råd til tolk. De har ikke engang råd til bussen til sygehuset

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Region Syddanmark har som den eneste region et offentligt korps af sundhedstolke, som er særligt udvalgt og trænede i opgaven. Regionen er også den region, der aktivt har udbredt anvendelsen af videotolkning gennem mere end 13 år.

Gebyr for at overholde sundhedsloven
Man lærer ikke dansk af at skulle betale for at tale med lægen. Vi har i Indvandrermedicinsk Klinik i flere rapporter påvist, hvor skadeligt det er for patienterne, når der ikke anvendes tolk. Når man er syg, har man sværere ved at lære dansk og sværere ved at arbejde.

Der er mange gode grunde til at anvende tolk. Og dem, der har mest brug for tolk, er dem med færreste ressourcer og de mindst velstillede, som netop ikke har råd til tolk. De har ikke engang råd til bussen til sygehuset.

En tolk under indlæggelse koster 1675 kroner Men vi kan som læger ikke finde ud af, om der brug for en tolk uden at anvende en tolk, så det er reelt et gebyr på, at lægen kan overholde sundhedsloven, men udgiften pålægges patienten.

Der er heller ikke nævnt noget i loven om, at lægen har pligt til at sikre sig, at det er en tolk, der taler pågældende sprog og dialekt, eller om tolken reelt er kvalificeret sundhedstolk, og der er heller ikke nævnt, hvad patienten gør i forhold til betaling, hvis tolken oversætter forkert eller undlader at oversætte. Der er hverken beskrevet bilateral retssikkerhed, sprogsikkerhed eller patientrettigheder i loven.

Læger er ikke sproguddannede og har ikke en jordisk chance for at vurdere de forhold, som loven beskriver.

Ministrenes bekymrende vidensgrundlag
Lytter man til ministrenes svar i samrådet, bliver man som fagperson bekymret over det sparsomme vidensgrundlag, der ligger bag tankesættet, der præger de to ministeriers opfattelse af integrationsområdet og læge-patientsamtaler.

Vi kan som læger ikke finde ud af, om der brug for en tolk uden at anvende en tolk, så det er reelt et gebyr på, at lægen kan overholde sundhedsloven, men udgiften pålægges patienten

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Daværende integrationsminister forklarer eksempelvis, at ”det er et aktivt fravalg af det danske sprog, hvis man som udlænding i 5-10-15 år ikke har lært et ord dansk”, og senere at ”udlændinge vælger ikke at lære det danske sprog (…) Det er urimeligt, at folk ikke kan tale dansk efter tre år, når de kommer til et gratis sundhedsvæsen (…) Vi kan ikke have parallelle sprogverdener i Danmark”.

Daværende sundhedsminister Magnus Heunicke mener i samrådet ikke, det er en sag mellem lægen og patienten, om der skal anvendes tolk – det er lægens ansvar alene, og lægens opgave er, ifølge sundhedsministeren, ikke ændret af gebyret.

Gebyret er sundhedsmæssigt forsvarligt, mente sundhedsministeren, og understregede i samrådet, at det er en rimelighedsbetragtning, når man forventer, at en patient kan tale dansk efter tre år.

Der er ingen tvivl om, at der er tale om et rendyrket juridisk svar og ikke et sundhedsvidenskabeligt svar, der bygger på forskning i helbred og sprogtilegnelse eller om sammenhængen mellem psykiske lidelser og indlæringsevne.

Der er heller ikke skyggen af respekt fra politisk side for følsomheden i læge-patientforholdet og den ofte dybe indsigt, som eksempelvis en praktiserende læge kan have i en patients øvrige sociale, økonomiske og psykiske byrder, der kan gøre en udgift til tolk til en katastrofe.

Hvem har ansvaret, når der sker fejl?
Tolkeområdet er præget af ligegyldighed i Danmark. Man skal eksempelvis ikke betale for tolk i retsvæsnet, og de tyske mindretal samt grønlandske og færøske patienter skal heller ikke betale.

Tolkegebyret er en letbenet symbolpolitisk sejr med enorme humane og sundhedsmæssige konsekvenser. Man slår på dem, der ligger ned, og de har ikke en chance for at forsvare sig, for hvis de gjorde, ville de blive beskyldt for at være utaknemmelige

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Samtidig er der et stort problem med, at mange patienter ikke kan forstå, hvad lægen siger, fordi lægen har to-sproget baggrund og taler med en uvant eller tung accent. Men der er intet nævnt i sundhedsloven om, hvad der beskytter patienter i dén situation. Det er lægens ansvar, siger Sundhedsministeriet, men hvis lægen ikke påtager sig ansvaret, og patienten ikke tilbydes tolk, så sker der fejl. Hvem har så ansvaret?

I forbindelse med den nye akutpakke til sundhedsvæsnet lempes reglerne for sprogkrav til udenlandske sundhedsprofessionelle – det betyder at endnu flere dansk-talende patienter vil have brug for en tolk for at forstå, hvad der bliver sagt. Men det omtaler sundhedsloven ikke.

Danmark er og bliver et sprogligt u-land. Jeg har i en lærebog gennemgået evidensen bag flygtninges sprogtilegnelse i sammenhæng med fysisk eller psykisk sygdom, men videnskab og symbolpolitik spiller ikke godt sammen.

En socialklyngebombe, der skader patienter og ansatte
Det politiske flertal i Folketinget har i mere end et årti valgt, at det skal være svært at være indvandrer, og har på den baggrund skabt et netværk af særlove og integrationsmæssige stramninger, som skaber ro på den politiske front, fordi der ”leveres” på flygtningeområdet, men som samtidig har skabt kaotiske og vilkårlige retslige og sundhedsmæssige forhold for en større og større del af befolkningen.

Regler konflikter med hinanden eller forstærker uplanlagte negative effekter. Der er ingen administrative incitamenter til at ændre på det, for der er en politisk ramme af legitimitet over ligegyldigheden i embedsmandssystemet. Benspænd accepteres åbenlyst, og kynismen internaliseres langsomt af sagsbehandlere, jurister og sundhedsprofessionelle. Tolkeloven er en jagtlov.

Tolkegebyret er udtryk for flertallets dybereliggende foragt for de fremmede og de syge. Men det er også en bekymrende foragt for velfærdssamfundets ansatte i frontlinjen, hvis funktion er at sikre de mindst velstillede et sikkerhedsnet

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Tolkegebyret er en letbenet symbolpolitisk sejr med enorme humane og sundhedsmæssige konsekvenser. Man slår på dem, der ligger ned, og de har ikke en chance for at forsvare sig, for hvis de gjorde, ville de blive beskyldt for at være utaknemmelige.

Flertallet har ikke ret, bare fordi de er flest. Tolkegebyret er udtryk for flertallets dybereliggende foragt for de fremmede og de syge. Men det er også en bekymrende foragt for velfærdssamfundets ansatte i frontlinjen, hvis funktion er at sikre de mindst velstillede et sikkerhedsnet.

Når man stækker de ansatte i social- og sundhedsvæsnet ved at fjernstyre kommunikationen gennem et tolkegebyr, så lægger man også grunden til professionel udbrændthed og ligegyldighed. Tolkegebyret er en social klyngebombe, der rammer og skader patienter og ansatte for altid. Sundhedsvæsnet er ikke en symbolpolitisk legeplads.

Det er svært nok at være flygtning, så hvorfor er det nødvendigt at gøre det helt umuligt – og hvorfor er det ovenikøbet nødvendigt for politikerne at legitimere grimme benspænd for velfærdssamfundets ansatte?

Som en ældre kvindelig flygtning og patient sagde: ”Har I ikke bare nogle små menneskerettigheder til mig”? Jeg kunne spørge: Har I ikke bare en lille smule skam i livet?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Sodemann

Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
cand.med. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. (Aarhus Uni. 1996)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024