Sind: Dumt og dyrt, at fællesplan for god akutbehandling mangler

DEBAT: For en del af de brugere og pårørende, som kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, er det første møde gennem den psykiatriske skadestue eller akutmodtagelsen. Men der mangler en koordineret fællesplan for, hvad god akutbehandling er, mener Sind.

Af Kristian Frederik Bennedsen
Næstformand, Sind

Når psykisk sygdom bryder ud, opleves den ofte som meget akut. Den kan bryde ud som selvmordstanker, selvmordsforsøg og psykotiske tilstande med høre- og synsforstyrrelser.

Det er meget alvorlige tilstande, som ikke alene kan takles i den ramtes netværk af familie, venner og andet netværk, der i forvejen er hårdt ramt af sygdommen.

Ofte er det også andre offentlige samarbejdspartnere, der henvender sig med alvorlige bekymringer.

Det er ambulanceførere, der bliver afvist med deres bekymring. Politiet, der i et stigende antal tilfælde bliver tilkaldt til at løse problemer med alvorligt syge borgere, hvad der bestemt ikke er deres opgave. Eller boligforeninger, der har problemer og bekymringer.

Trussel for mindre stigma
Jeg hører en voksende bekymring fra disse samarbejdspartnere.

Det truer også den afstigmatisering, som vi ønsker. Det er godt for mennesker med alvorlige psykiske problemer, som er en del af vores samfund og bor iblandt os.

Men vi skal også vide, at der er hjælp at hente, når man får det skidt. Det er ikke en opgave, som civilsamfundet alene kan klare.

Det kræver bare, at hjælpen er der, når tingene går galt. Det er netop et kendetegn ved psykisk sygdom, at rigtig mange får det bedre med behandling.

En stor gruppe har det rigtigt godt i lange perioder og har brug for hjælp i perioder, mens en lille del har brug for hjælp hele livet igennem.

Det burde ikke komme som en overraskelse.

Dumt og dyrt
Derfor er det dumt, dyrt og en sundhedsmæssig katastrofe, at der ikke findes en koordineret fællesplan for, hvad god akutbehandling er.

Gennem de sidste år er antallet af sengepladser svundet voldsomt ind. Det betyder, at man skal være meget alvorlig psykotisk for at få en af de få, som der er, eller få lov at beholde pladsen mere end et par dage. Det betyder, at ofte afvises alvorligt syge i det akuttilbud, som de opsøger i håb om at få hjælp.

Ofte henvises de til andre tilbud i regionen eller kommunen, som ikke umiddelbart snakker sammen. Der gives ikke altid besked til det ambulante tilbud om den akutte situation, og kommunens socialpsykiatri får ikke besked om en alvorlig henvendelse eller udskrivning.

Flere ting virker
Når emnet bliver bragt op, starter det en lang diskussion imellem regioner og kommuner om, hvem der har ansvaret.

Det er en debat, som jeg efterhånden er immun over for. Den hører ikke hjemme i voksenverdenen.

Det burde heller ikke være akut, men en del af den måde, som vi behandler mennesker med psykisk sygdom.

Den skal afløses af kvalitetsstandarder med krav om, hvordan behandling af meget syge borgere med psykisk sygdom foregår. Ikke bare i den akutte situation, men også ud i fremtiden, så der bliver en samlet behandlingsplan – også socialt.

Der er allerede en del viden om, hvad der virker. Akutpladser, åbne senge og brugerstyrede senge ser ud til at give sikkerhed hos mennesker i perioder, hvor de har akutte kriser.

Det er en sikkerhed, som ovenikøbet forebygger indlæggelser eller brug af pladserne alene på grund af den tryghed.

Der skal udvikles andre metoder og tilbud, som forebygger, men også tager ansvar, når psykisk sygdom kræver akutte tilbud.

Forrige artikel KFUK: Hvem skal hjælpe de udsatte med at finde vej til lægen? KFUK: Hvem skal hjælpe de udsatte med at finde vej til lægen? Næste artikel KL: Det gode ældreliv skal debatteres lokalt KL: Det gode ældreliv skal debatteres lokalt