Sind efterlyser offentlig støtte: Frivillighed er billig, men ikke gratis

DEBAT: De fleste rådgivninger får meget lidt offentlig støtte og arbejder med to søm og en rulle sejlgarn som værktøj og grundlag for drift, mener Sind.

Af Kristian Frederik Bennedsen
Næstformand, Sind

Hvert år er Sind gennem sin telefonrådgivning, bisidderordning og lokale afdelinger i kontakt med omkring 10.000 mennesker, hvoraf langt de fleste står med et akut problem.

Der findes mange andre rådgivninger af den slags, som med hovedsageligt frivilligt arbejde løser en kæmpe opgave med at løse akutte opgaver, der ellers kunne have fatale konsekvenser.

De fleste rådgivninger får meget lidt offentlig støtte og arbejder populært sagt med to søm og en rulle sejlgarn som værktøj og grundlag for drift.

På trods af det møder rådgivningerne her alvorlige problemer, selvmordstruede og psykotiske personer, pårørende på vej til et sammenbrud, naboer med bekymringer eller boligselskaber, der har brug for hjælp til deres beboere.

Civilsamfundet kan noget andet end det offentlige. Samtalerne er anonyme, og ofte er rådgiveren selv brugere eller pårørende i det psykiatriske system.

Der er en anden alliance mellem bruger og rådgiver, der ikke er del af systemet eller har myndighed.

Du skal ikke visiteres til tilbuddet eller først kvalificere dig til hjælp. Du ringer bare.

Kunne gøre meget mere for brugerne
Det er ikke alle problemer, der kan klares med en rådgivning.

Ofte – ikke altid – kræves der mere, men med hjælp af brugerstyrede senge, der ikke skal visiteres, og som man selv kan opsøge, når det er nødvendigt. Der er gruppetilbud til at afhjælpe ensomhed, isolation og problemer med dagligdagsgøremål.

Både for brugere og pårørende og medarbejdere med egen erfaring samt opsøgende tilbud kunne vi gøre så meget mere.

Kombineret med en hurtig adgang til indlæggelse, akutteam, og andre tilbud i en periode ville vi i civilsamfundsorganisationerne kunne være en del af den ring om den enkelte bruger med et psykriatrisk problem, som sammen med akutberedskabet i region og kommune skabte en løsning på akutte problemer.

Det er en del af vores dna som frivillige organisationer.

Driftsstøtte svinder ind
Det kan så undre, at vi som en del af det civilsamfund, der roses som en partner ved festlige lejligheder, får sværere og sværere ved at kunne finansiere aktiviteterne.

En stor del den finansiering, der findes, er projektstøtte, mens driftsstøtte til fornuftige aktiviteter, der har vist deres værd, er så sjælden som rejer i rejesalat.

Lønudgifter, telefon, kørsel og anden drift bliver ofte betragtet som unødvendige og afvises. Det er ellers udgifter, der er nødvendige for at kunne lave drift.

Vi driver vores samlede rådgivning på et budget, der ligger under udgiften til en sygeplejerske eller en plejer i psykiatrien.

Frivillighed er billig, men den er ikke gratis.

Hvis I mener det alvorligt med partnerskaber, civilsamfundsstrategi, anderledes løsninger, forebyggelse og akutte løsninger, så kom an.

Vær en ligeværdig partner, der ikke bare vil have, men også vil give, hvis vi leverer varen. Sammen kan vi mere end hver for sig, så det akutte ikke bliver uoverskueligt og det normale.

Forrige artikel SF: Centralisering giver ikke et bedre beredskab SF: Centralisering giver ikke et bedre beredskab Næste artikel Dansk Erhverv til regeringen: Hæv ambitionerne for life science-branchen Dansk Erhverv til regeringen: Hæv ambitionerne for life science-branchen