Professor: Så meget koster rygere og ikkerygere samfundet

DEBAT: Hvis man medregner sparede pensionsudgifter, er rygere ikke dyrere for samfundet end ikkerygere, skriver sundhedsøkonom Dorte Gyrd-Hansen.

Af Dorte Gyrd-Hansen
Professor i sundhedsøkonomi og centerleder, Danish Centre for Health Economics (Dache), Syddansk Universitet

Økonomer har i mange år diskuteret, om rygere koster samfundet mere end aldrig-rygere, og diskussionen har især kredset om omkostningerne over hele deres levetid.

Særligt afgørende for svaret er de omkostninger, der initieres som følge af, at aldrig-rygerne gennemsnitligt lever længere og derfor også bruger vores fælles ressourcer i flere år.

Når vi prioriterer sundhedsrelaterede indsatser – hvad enten det er forebyggelse eller behandling – er det ud fra et helhedsperspektiv, og vi forholder os til, om eventuelle meromkostninger står i et fornuftigt forhold til de helbredsgevinster, som vi opnår.

Jeg opfordrer til, at vi også tager denne tilgang, når vi skal vurdere, om der er et godt samfundsøkonomisk ræsonnement i at satse på, at unge ryger mindre.

Samtidig bør vi overveje, i hvilken grad vi skal lade usikre fremtidsscenarier om forventet forbrug om 60 til 70 år diktere nutidige beslutninger.

Bidrager mindre til samfundsvelfærden
Lad os se på evidensen. En OECD-rapport fra 2015 giver et overblik over evidensen for rygning og arbejdsmarkedstilknytning.

Her finder man, at rygning er forbundet med lavere produktiv tid på arbejdet grundet rygepauser og sygedage samt tidlig pension.

En Kora-rapport fra 2016 viser samstemmende, at en 35-årig aldrig-ryger over sin levetid kan forvente at generere produktionsværdi for samfundet, der er cirka 1,8 gange højere, end hvad der kan forventes af en tilsvarende ryger.

Ifølge disse resultater bidrager rygere således markant mindre til samfundsvelfærden over deres levetid.

Skærer ikke blot år af levetiden
Samtidig viser studier, som sammenligner årlige offentlige udgifter til rygere og aldrig-rygere, at rygere er forbundet med højere udgifter end aldrig-rygere.

Kora-rapporten fra 2016 viser, at dagligrygere i gennemsnit koster mellem cirka 9.000 og 18.000 kroner mere end aldrig-rygere i offentlige udgifter per person per år.

Merudgifterne skyldes højere gennemsnitlige udgifter i sundhedsvæsenet, højere udgifter til hjemmehjælp samt højere udgifter til overførselsindkomster.

For hvert år rygere lever, bidrager de mindre til samfundet og bruger flere offentlige ydelser. Det hænger godt sammen med, at de generelt også har et dårligere liv.

Studier af sammenhængen mellem rygning og selvrapporteret godt helbred viser, at rygere ikke blot skærer år af deres levetid, men i endnu højere grad reducerer antallet af leveår med godt helbred.

Er kortere levetid billigere?
Det danner sig således et rimelig klart billede af, at rygere er dyrere for samfundet end aldrig-rygere, hvis man estimerer omkostning per år.

Men en krølle på halen er, at forskere har vist, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet, hvis man sammenligner rygere og aldrig-rygeres omkostninger over deres levetid, idet aldrig-rygere lever op til ti år længere end rygere.

Flere år på jorden i en ældre alder vil naturligvis betyde ekstra omkostninger for samfundet.

Hvorvidt de samlede omkostninger over livstid er højere eller lavere for aldrig-rygere versus ikkerygere, har fået en del opmærksomhed over årene, men evidensen er ikke klar, fordi svaret afhænger af, hvilke omkostninger der medtælles.

Finsk studie viser udgift ved aldrig-rygere
Ses der kun på sundhedsomkostninger, så synes den nuværende evidens at pege på,  at aldrig-rygere er dyrere i et livstidsperspektiv.

Medtælles andet offentligt forbrug og mindsket arbejdsevne, så er aldrig-rygere væsentligt billigere, men inkluderes herudover pensionsudbetalinger (som en approksimation for forbrug), så bliver aldrig-rygerne igen dyrere.

Et finsk studie, der medtager samtlige omkostninger, viser, at aldrig-rygere vil koste cirka en million kroner mere, fordi de lever 8,6 år længere.

Det er dog værd at bemærke, at meromkostninger primært er drevet af omkostningerne til pensionsudbetalinger.

Fokus på de væsentligste argumenter
At folk dør unge, og at vi som samfund derved sparer pensionsudbetalinger, kan man naturligvis vælge at se som et gode for samfundet, men det er utroligt vigtigt at have øje på den anden side af mønten:

At disse omkostninger er en del af en positiv historie om, at vi har forlænget livet, og at disse leveår også har samfundsværdi.

At forlænge livet og forbedre livskvalitet fylder retteligt meget i den politiske debat, når det gælder andre typer af sundhedsinterventioner, og det bør det vel også gøre i denne konkrete sag?

Lad os derfor prøve at fokusere på de væsentlige argumenter, når vi diskuterer forebyggelse af rygning blandt unge.

Giver øget livskvalitet
Mindsker vi rygning blandt unge, kan vi forvente levetidsforlængelse, øget livskvalitet, øget arbejdsevne og et mindsket forbrug af offentlige ydelser i de første mange år af livet.

I tilskud hertil vil der være implikationer på det længere sigte, det vil sige om 60 til 70 år.

Som en naturlig følge af mindsket rygning vil de nye generationer leve længere − hvilket naturligvis vil lægge et pres på vores samlede ressourcer, fordi den længere levetid vil betyde, at vi skal fordele ressourcerne blandt flere.

Det er en problemstilling, som vi i stigende grad allerede oplever, og som løbende forstærkes af de andre succeshistorier, som vi har opnået med at sikre befolkningen et længere og bedre liv.

Vi skal have sikre tal for øje
Men det er også i høj grad et fremtidscenarie, som er forbundet med usikkerhed, idet det ligger langt ude i fremtiden.

Fremtidens pensionspolitik, fremtidens sundhedsforbrug og fremtidens tilbud af offentlige ydelser til ældre er usikre størrelser.

I lyset heraf er det uheldigt, hvis vi by default afholder os fra at sikre unge gode chancer for et langt liv alene ud fra et argument om, at aldrig-rygere muligvis øger samfundsomkostningerne på meget lang sigt.

Vi skal have øje for de samlede velfærdsimplikationer, og vi bør lægge mest vægt på de mere sikre tal, som vi har at forholde os til.

Gør vi det, så er prisen per kvalitetsjusteret leveår med stor sandsynlighed særdeles attraktiv i det omfang, hvor vi kan identificere effektive og billige interventioner, der kan sikre, at unge ikke ryger.

Forrige artikel KL: Funktionsevne skal drive rehabilitering – ikke diagnose KL: Funktionsevne skal drive rehabilitering – ikke diagnose Næste artikel Grete Christensen: Den offentlige aftalemodel er asymmetrisk Grete Christensen: Den offentlige aftalemodel er asymmetrisk