Forskerklummen: Kronikerhonoraret kan være dårligt nyt for kroniske patienter i almen praksis

FORSKERKLUMMEN: Kronikeres behov for behandling i almen praksis stiger, men det er en udfordring at sikre god behandling. Forskning tyder på, at kronikerhonoraret ikke gavner patienterne, skriver postdoc Anne Sophie Oxholm.

Af Anne Sophie Oxholm
Postdoc i sundhedsøkonomi, Dansk Center for Sundhedsøkonomi (Dache), Syddansk Universitet

To af tre danskere lider af en kronisk sygdom1. Disse patienter har i stigende grad behov for behandling i almen praksis.

Ved den seneste overenskomst blev det derfor besluttet at flytte en større del af kronikerbehandlingen ud til almen praksis, så de nu har ansvaret for behandlingen af en større andel af type 2-diabetes-patienter og KOL-patienter.

Almen praksis er samtidig presset på grund af mangel på læger2.

Det er derfor en udfordring at sikre en god behandling af de kronisk syge patienter.

Aflønning kan påvirke behandling
Et muligt instrument til at sikre en god kronikerbehandling er aflønningen af lægerne.

I sundhedsøkonomisk forskning3 har det længe været kendt, at aflønning kan påvirke lægers behandling af patienter4.

Som led i udflytningen af en del af kronikerbehandlingen modtager de alment praktiserende læger kvartalsvist et kronikerhonorar per patient med type 2-diabetes eller KOL.

Honoraret er fast og skal erstatte lægernes ydelseshonorarer for patienternes konsultationer, årskontroller, telefonkonsultationer og e-mailkonsultationer.

Lægerne kan således ikke længere afregne enkeltvist på disse ydelser for en patient, som er omfattet af kronikerhonoraret.

Honorar er uafhængigt af aktivitet
Spørgsmålet er, om et fast kronikerhonorar til de praktiserende læger er den rette aflønningsform til at sikre en tilstrækkelig kronikerbehandling?

Kronikerhonoraret betyder de facto, at basishonoraret til kroniske patienter øges, da størrelsen på honoraret er uafhængigt af både aktiviteten og kvaliteten, som ydes i almen praksis.

Fordelen ved basishonorering er, at den skaber budgetsikkerhed for regionerne, idet betalingen per patient med type 2-diabetes og KOL ligger fast.

Derudover fungerer kronikerhonoraret som et signal til lægerne om, at de skal prioritere behandlingen af de kroniske patienter.

Ifølge et nyere forskningsstudie påvirker signalværdien af et differentieret basishonorar i sig selv lægernes prioritering mellem forskellige patienter5.

Kan få uønskede konsekvenser
Basishonorering kan dog også have en række uønskede konsekvenser.

Forskningen på området peger på, at denne aflønningsmetode fører til et lavt aktivitetsniveau3, fordi lægerne ikke har et direkte økonomisk incitament til at levere ydelser6.

Derudover kan der være uønskede fordelingsmæssige konsekvenser af denne aflønningsform.

Ifølge en række forskningsstudier5 bliver særligt patienter med et stort behandlingsbehov nedprioriteret, når læger modtager basishonorering6.

Denne nedprioritering af tunge patienter er især udtalt, når lægerne oplever et stort arbejdspres5, hvilket noget tyder på kunne være tilfældet for danske alment praktiserende læger.

Det kan derfor være særligt problematisk for kronisk syge patienter, som potentielt udgør en tungere gruppe af patienter.

Højere honorar påvirker prioritering
Spørgsmålet er derfor, hvilken aflønningsform beslutningstagerne ellers bør benytte?

Et alternativ til basishonorering kunne være at øge honorarerne for ydelser rettet mod kroniske patienter.

Ifølge et forskningsstudie7 påvirker størrelsen på ydelseshonorarerne fordelingen af ressourcer mellem patienter.

Et højere honorar for en ydelse medfører, at denne ydelse i højere grad bliver prioriteret frem for andre ydelser.

Et ofte fremført kritikpunkt mod aktivitetsaflønning er frygten for udbudsinducering, altså at lægerne giver flere ydelser til patienter end nødvendigt.

Forskningsstudiet7 finder dog, at når læger står over for et stort arbejdspres, vil risikoen for udbudsinducering være lavere.

Eftersom der er mangel på danske alment praktiserende læger2, bør frygten for udbudsinducering ikke være lige så stor som under andre markedsforhold.

Kan være dårligt nyt for patienter
Givet at de praktiserende læger er pressede på ressourcer, kan man frygte, at det nuværende kronikerhonorar ikke er befordrende for kronikerne.

I den seneste overenskomst for almen praksis lægges der op til, at kronikerhonoraret skal evalueres og genforhandles.

Vi kender endnu ikke resultatet af en sådan evaluering, men baseret på forskningen inden for området kunne det tyde på, at kronikerhonoraret kan være dårligt nyt for kroniske patienter i almen praksis.

Forrige artikel Psykiatrisk Selskab: Begrænset viden om gentest illustrerer enormt problem Psykiatrisk Selskab: Begrænset viden om gentest illustrerer enormt problem Næste artikel Debat: Der er for få private sundhedstilbud til ammende mødre Debat: Der er for få private sundhedstilbud til ammende mødre
  • Anmeld

    Anne Møller og John Brodersen · Praktiserende læge, post doc / speciallæge i almen medicin og professor

    Andre mulige konsekvenser af ‘kronikerhonoraret’


    Relevant indspark i debatten om honorering af arbejdet i almen praksis. Med overenskomsten mellem PLO og regionerne i 2017, ændredes honoreringen som ovenfor beskrevet. Anne Sophie Oxholm beskriver i klummen sin bekymring for uønskede konsekvenser af ordningen herunder risikoen for ”udbudsinducering”. Altså at de praktiserende læger kunne se en mulighed for at give flere ydelser til patienter end nødvendigt.
    Som forskere og klinikere må vi imidlertid stille os selv det forskningsspørgsmål, om en anden stor risiko ved ”kronikerhonoraret” ikke kan være, at det leder til overdiagnosticering af diabetes- og KOL-patienter? Det vil sige, begynder de praktiserende læger aktivt at lede efter patienter, som kan rubriceres som havende diabetes eller KOL, men hvor disse sygdomme ikke vil give dem symptomer eller føre til tidligere død? Opsporingen af ellers raske patienter kan have negative psykosociale konsekvenser for den enkelte og kan lede til overbehandling. bivirkninger relateret til dette og spild af ressourcer.
    Så vidt vides er der desværre ikke sat penge af til at besvare sådanne forskningsspørgsmål i forbindelse med evaluering af forløbsydelserne i almen praksis.