Forskerklummen: Kronikerhonoraret kan være dårligt nyt for kroniske patienter i almen praksis

Af Anne Sophie Oxholm
Postdoc i sundhedsøkonomi, Dansk Center for Sundhedsøkonomi (Dache), Syddansk Universitet

To af tre danskere lider af en kronisk sygdom¹. Disse patienter har i stigende grad behov for behandling i almen praksis.

Ved den seneste overenskomst blev det derfor besluttet at flytte en større del af kronikerbehandlingen ud til almen praksis, så de nu har ansvaret for behandlingen af en større andel af type 2-diabetes-patienter og KOL-patienter.

Basishonorering kan dog også have en række uønskede konsekvenser.

Anne Sophie Oxholm
Postdoc i sundhedsøkonomi, Dansk Center for Sundhedsøkonomi (Dache), Syddansk Universitet

Almen praksis er samtidig presset på grund af mangel på læger².

Det er derfor en udfordring at sikre en god behandling af de kronisk syge patienter.

Aflønning kan påvirke behandling
Et muligt instrument til at sikre en god kronikerbehandling er aflønningen af lægerne.

I sundhedsøkonomisk forskning³ har det længe været kendt, at aflønning kan påvirke lægers behandling af patienter⁴.

Som led i udflytningen af en del af kronikerbehandlingen modtager de alment praktiserende læger kvartalsvist et kronikerhonorar per patient med type 2-diabetes eller KOL.

Honoraret er fast og skal erstatte lægernes ydelseshonorarer for patienternes konsultationer, årskontroller, telefonkonsultationer og e-mailkonsultationer.

Lægerne kan således ikke længere afregne enkeltvist på disse ydelser for en patient, som er omfattet af kronikerhonoraret.

Honorar er uafhængigt af aktivitet
Spørgsmålet er, om et fast kronikerhonorar til de praktiserende læger er den rette aflønningsform til at sikre en tilstrækkelig kronikerbehandling?

Kronikerhonoraret betyder de facto, at basishonoraret til kroniske patienter øges, da størrelsen på honoraret er uafhængigt af både aktiviteten og kvaliteten, som ydes i almen praksis.

Fordelen ved basishonorering er, at den skaber budgetsikkerhed for regionerne, idet betalingen per patient med type 2-diabetes og KOL ligger fast.

Derudover fungerer kronikerhonoraret som et signal til lægerne om, at de skal prioritere behandlingen af de kroniske patienter.

Ifølge et nyere forskningsstudie påvirker signalværdien af et differentieret basishonorar i sig selv lægernes prioritering mellem forskellige patienter⁵.

Kan få uønskede konsekvenser
Basishonorering kan dog også have en række uønskede konsekvenser.

Forskningen på området peger på, at denne aflønningsmetode fører til et lavt aktivitetsniveau³, fordi lægerne ikke har et direkte økonomisk incitament til at levere ydelser⁶.

Derudover kan der være uønskede fordelingsmæssige konsekvenser af denne aflønningsform.

Ifølge en række forskningsstudier⁵ bliver særligt patienter med et stort behandlingsbehov nedprioriteret, når læger modtager basishonorering⁶.

Denne nedprioritering af tunge patienter er især udtalt, når lægerne oplever et stort arbejdspres⁵, hvilket noget tyder på kunne være tilfældet for danske alment praktiserende læger.

Det kan derfor være særligt problematisk for kronisk syge patienter, som potentielt udgør en tungere gruppe af patienter.