VIVE: Sundhedsvæsenet skal producere mindre, ikke mere

Af Sidsel Vinge
Projektchef i VIVE, cand.merc. og ph.d.

Sundhedsvæsenet gør det godt.

I hvert fald hvis vi ser på, hvor meget aktivitet, hvor mange ydelser og kontakter der produceres. Men det er desværre bare ikke nok. Måske er det ligefrem et forkert fokus.

For faktum er, at mens vi producerer flere og flere korte kontakter spredt på flere og flere hænder, afdelinger og matrikler – producerer vi også mindre og mindre sammenhængende forløb.

Politikerne har længe både ønsket og lovgivet om alverdens tiltag, der skal skabe sammenhæng: Fra forløbsplaner over værdibaseret styring til patientansvarlig læge – alt sammen i håbet om bedre, mere rationelle og sammenhængende forløb.

Men vi må se i øjnene, at det ikke helt virker, så længe vi samtidig har et styringsparadigme, der honorerer aktivitet.

Den nye økonomiaftale – med det misvisende, men politisk populære navn ”nærhedsfinansiering” – varsler et første forsøg på at gøre op med årtiers fokus på at producere mere, hurtigere og mere effektivt.

Sidsel Vinge
Projektchef i VIVE, cand. merc. og ph.d.

Kontakten skal på færre hænder
Selvfølgelig er der noget om snakken, når PLO peger på, at der skal flere læger i primærsektoren.

Men det løser bare ikke meget, at et par tusinde flere almen medicinere kommer ud og producerer endnu flere ti-minutters-konsultationer. Hele sundhedsvæsenet har bevæget sig i retning af korte og mere specialiserede og akutte kontakter.

Patienterne er i samme periode blevet mere multisyge, ældre og kognitivt svækkede. Det kan ikke undre nogen, at det ikke hænger sammen.

Derfor er det tid til et paradigmeskifte i styringen af sundhedsvæsenet: Der skal være færre kontakter, (nogle af) kontakterne skal være længere, fordi deres primære formål skal være at sikre koordination mellem kontakter i stedet for at forholde sig snævert til én sundhedsfaglig problemstilling.

Et nærliggende element i den udvikling er, at kontakterne skal samles på færre hænder.

Det skal der både skabes solide incitamenter til - såvel som obligatoriske krav om. For det kommer ikke til at ske af sig selv.

Fra snak til handling
Noget peger allerede i den rigtige retning: Den væsentligt bedre honorering i almen praksis, eksempelvis opsøgende og opfølgende hjemmebesøg - mere end akutte hjemmebesøg og konsultationer - er skridt i den rigtige retning.

Men det er langt fra nok, og sundhedsvæsenet mangler ikke eksempler på svage ældre, som cykler rundt i et hav af ukoordinerede kontakter i alle sektorer, hvor ingen synes at have hverken tid til eller ansvar for at skabe sig overblik og få ryddet op og ryddet ud.

Det er ikke nogen lille opgave, efterhånden som flere og flere bliver involveret i det enkelte forløb.

Den nye økonomiaftale – med det misvisende, men politisk populære navn ”nærhedsfinansiering” – varsler et første forsøg på at gøre op med årtiers fokus på at producere mere, hurtigere og mere effektivt.

Det har vi på mange måder opnået. Men vi tog fejl, da vi troede, at det i sig selv var nok til at skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse, og at det med sammenhæng og koordination bare var ”bløde værdier”, som ikke havde signifikant betydning for hverken outcome eller økonomi. For det har det.

Og derfor skal der designes et sundhedsvæsen – i alle sektorer – hvor vi reelt leverer sammenhængende forløb i stedet for bare at tale om dem, som vi har gjort længe.

Alle aktører skal spille med
Nogen skal have et meget klar defineret ansvar for at skabe sammenhæng på tværs af matrikler og sektorer.

Det er gamle nyheder. Men vi har aldrig seriøst implementeret det.

Der er hverken klare krav om eller stærke incitamenter til, at nogen sætter sig ned og rydder op, tager ansvaret for at koordinere med andre på tværs og lægge en fælles plan. Når det sker i dag, så sker det ikke på grund af den måde, sundhedsvæsenet er organiseret og styret på – men på trods af det.

Vi kan ikke undre os over, at de mange flere multisyge, ældre, kognitivt svækkede kronikere bliver ved med at trække flere og flere kontakter og ressourcer i et mindre og mindre sammenhængende sundhedsvæsen.

Hverken indlæggelser eller genindlæggelser bliver for alvor forebygget i et sundhedsvæsen, der i så ringe grad skaber incitamenter til, honorerer eller stiller ufravigelige krav om, sammenhæng og proaktive koordinerede indsatser – frem for reaktive, fragmenterede enkeltydelser, akut brandslukning og kontrolforløb.

Det interessante er måske ikke så meget de kriterier, som økonomiaftalen peger på, i form af færre sygehusforløb per borger, lavere omkostninger ved KOL- og diabetesbehandling, færre genindlæggelser og flere telemedicinske forløb uden for sygehusene.

Det mest interessante er, om sundhedsvæsenets aktører formår at spille med, for det her kan regionerne ikke levere alene. Kommuner og almen praksis skal for alvor spille med.

For det er ikke bare de sundhedsfaglige omkring borgere og patienter, der for alvor skal til at samarbejde nu!