Liselott Blixt
 svarer 
Ellen Trane Nørby

Liselott Blixt (DF) spørger sundhedsministeren, Ellen Trane Nørby, hvad det vil koste at indføre begrænsning af anvendelsesområdet for ressourcereglen med tilbagevirkende kraft, således at de personer, der før lovens ikrafttræden har tabt deres sag på grund af ressourcereglen, får mulighed for at søge erstatning på samme betingelser som lovforslaget giver mulighed for

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 206, Spørgsmål 3
Ministeren bedes give et estimat for, hvad det vil koste at indføre forslaget om begrænsning af anvendelsesområdet for ressourcereglen med tilbagevirkende kraft, således at de personer, der før lovens ikrafttræden har tabt deres sag på grund af ressourcereglen, får mulighed for at søge erstatning på samme betingelser som lovforslaget giver mulighed for? Og er ministeren indstillet på at lade denne del af forslaget have tilbagevirkende kraft? I benægtende fald bedes ministeren forholde sig til, om der kan gøres andet for disse personer, der har tabt deres sag på grund af ressourcemæssige hensyn.

Svar fra fredag den 12. april 2019
” Ministeren bedes give et estimat for, hvad det vil koste at indføre forslaget om begrænsning af anvendelsesområdet for ressourcereglen med tilbagevirkende kraft, således at de personer, der før lovens ikrafttræden har tabt deres sag på grund af ressourcereglen, får mulighed for at søge erstatning på samme betingelser som lovforslaget giver mulighed for? Og er ministeren indstillet på at lade denne del af forslaget have tilbagevirkende kraft? I benægtende fald bedes ministeren forholde sig til, om der kan gøres andet for disse personer, der har tabt deres sag på grund af ressourcemæssige hensyn.” Svar:

Jeg forstår spørgsmålet sådan, at spørgeren henviser til det sagskompleks fra (primært) Region Hovedstaden, hvor en række kvinder blev indkaldt for sent til screening for brystkræft og efterfølgende fik konstateret brystkræft – og som i perioden 20142016 fik afvist deres sag i Patienterstatningen med henvisning til ressourcemæssige begrænsninger i regionerne.

Patienterstatningen har oplyst, at man i perioden 2014-2016 har afvist ca. 32 sager vedrørende forsinket indkaldelse til brystkræftscreening på grund af manglende ressourcer i regionerne. I hovedparten af disse sager har Patienterstatningen ikke taget stilling til, om der var grundlag for at tilkende erstatning, fordi sagerne blev afvist uden realitetsbehandling netop med henvisning til de ressourcemæssige begrænsninger.

De 32 sager udgør dog kun en mindre del af det samlede antal sager vedrørende kvinder, som blev indkaldt for sent til screening i brystkræft. Kræftens Bekæmpelse har således oplyst, at 432 kvinder blev indkaldt for sent til brystkræftscreening i Region Hovedstaden i 2013-2014 og fik på grund af forsinkelse konstateret brystkræft senere end ved rettidig indkaldelse.

Kræftens Bekæmpelse har yderligere oplyst, at godt halvdelen af de 432 kvinder blev indkaldt til screening mere en én måned for sent. Forsinkelser på diagnosticering og behandling af brystkræft på op til 30 dage har ifølge Patienterstatningens praksis ikke erfaringsmæssig betydning for patienternes overlevelseschancer eller behandling.

Modsat medfører forsinkede indkaldelser på mere end 30 dage dog ikke erstatning, med mindre patienten er påført en skade.

Det er derfor meget vanskeligt at vurdere, hvor mange af de berørte kvinde, som i givet fald ville have fået anerkendt en erstatningsberettigende skade som følge af den forsinkede indkaldelse til brystkræftscreening.

Patienterstatningen har gennem de seneste par år haft en anerkendelsesprocent på godt 25 i forbindelse med behandlingsskader og har i gennemsnit tilkendt erstatning svarende til 267.000 kr. pr. sag. Foruden udgifter til erstatning, skal der desuden påregnes udgifter til øget administrative omkostninger forbundet med behandlingen af de pågældende sager.

På grund af de mange usikkerhedsfaktorer, at det således vanskeligt at foretage et kvalificeret estimat over omkostninger ved at give lovforslaget tilbagevirkende kraft.

Ud fra almindelige retssikkerhedsmæssige betragtninger kan det desuden give anledning til principielle betænkeligheder at gennemføre love med tilbagevirkende kraft.

Det fremsatte lovforslag er derfor fremadrettet, hvor vi styrker patienternes rettigheder og sikrer, at patienter, som indkaldelse for sent til screening for bryst-, livmoderhals-, og tyk- og endetarmskræft kan få deres sag realitetsbehandlet med henblik på tilkendelse af erstatning for eventuelle skader, der kan tilskrives denne forsinkelse.
0:000:00