Københavnere skal betale for jyske biler

SKÆVVRIDNING: Regeringens nye trafikplan vil betyde flere og billigere biler til borgere i provinsen, og sjællænderne vil komme til at betale for gildet.

Trængselsafgifter vil sende milliarder fra København til provinsen. Det mener Kommuneforum, der er en organisation, der repræsenterer 16 kommuner i hovedstadsområdet. De har derfor henvendt sig til regeringen for at få flere penge til kollektiv trafik i hovedstaden.

Kommuneforums beregninger viser, at regeringens trafikplan vil betyde, at hovedstadsområdet vil skulle overføre 5-7 milliarder kroner til provinsen.

"De penge, hovedstadsområdets borgere skal betale, vil i væsentlig omfang blive brugt til at nedsætte registreringsafgiften i provinsen," siger Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard på vegne af Kommuneforum til politiken.dk. 

Støt den offentlige trafik
Regeringens trafikplan går blandt andet ud på at indføre road-pricing fra år 2015. Ordningen betyder, at billister for fremtiden skal betale højest kørselsafgift, der hvor der er størst trængsel. Derfor vil sjællænderne og østjyderne for fremtiden komme til at punge ud. Pengene vil blive kradset ind via GPS-registrering af kørsel, og regeringens forslag går på, at kørselsafgiften bruges til at sænke registreringsafgiften på nye biler. Regeringens mener, at man herved tilskynder folk til at køre i mere miljøvenlige og billige bilmodeller.

Ifølge trafikplanen vil afgifterne blive sat ned over hele landet, men fordi afgiften bliver størst i hovedstadsområdet, hvor trængslen er størst, vil den største del af nedsættelsen blive betalt af københavnerne.

Gruppeformand for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation Jesper Christensen mener, at en investering i offentlig transport er nødvendig, hvis der skal være fortsat støtte til trafikplanen.

"Den opbakning, der er til trængselsafgifter, vil forsvinde i Københavnsområdet, hvor alle målinger viser, at over 70 procent af befolkningen ønsker mere og bedre kollektiv trafik," siger Jesper Christensen ifølge politiken.dk.

0:000:00