Af Erik Østergaard
Adm. direktør i Dansk Transport og Logistik

I ministerkontorerne har man længe været opmærksom på, at virksomhederne oplever en masse bøvl i kølvandet på offentlige regler. Nu vil regeringen så, efter eget udsagn, tage udgangspunkt i virksomhederne i stedet for: Hvad oplever de som de tungeste byrder?

Jeg vil godt have lov til at præsentere et brancheeksempel:

Vognmænd, der indsamler affald, bruger adskillige mandeår på at registrere såkaldte "affaldsdata". Miljøministeriet stiller nemlig krav om, at alle kørsler med affald skal registreres - og affaldet identificeres med koder fra et gigantisk kodeværk. Der bruges endog rigtig store personale- og it-ressourcer på at indberette de krævede affaldsdata til Miljøstyrelsen.

Større vognmandsvirksomheder bruger faktisk op til et mandeår på detaljeret dataindberetning. Står disse anstrengelser så mål med det, man opnår ved systemet? Desværre er svaret nej - langtfra!

Erik Østergaard
Adm. direktør i Dansk Transport og Logistik

Større vognmandsvirksomheder bruger faktisk op til et mandeår på detaljeret dataindberetning. Står disse anstrengelser så mål med det, man opnår ved systemet? Desværre er svaret nej - langtfra! En særkørsel, som Miljøstyrelsen har lavet for DTL i februar 2013, viser, at problemerne med datasystemet ikke blot begrænser sig til bøvlet med diverse affaldskoder, registreringer på P-nummerniveau mv.

Store problemer med registrering
Der viser sig nemlig store problemer med at placere data på de rette aktører i systemet. Det betyder, at affaldsanlæggene i mange tilfælde får registreret det modtagne affald på en transportør i stedet for på selve producenten af affaldet. Halvdelen af transportørerne fremstår som større affaldsproducenter i datasystemet, hvilket umuligt kan være rigtigt.

Udover den nævnte fejlregistrering indeholder systemet også et gigantisk data-hul: Da kommunernes genbrugspladser er undtaget ved lov, slipper genbrugspladserne nemlig for at udføre samme arbejde, som de private erhvervsdrivende er nødt til, når de håndterer affald. Affaldsdatasystemet er ellers meget detaljeret opbygget og kan - eller snarere burde kunne - fortælle alt om affaldets færden.

Den dårlige datakvalitet, der kommer ud af det hele, hindrer reelt kommunernes anvendelse af data til miljøtilsyn. Derudover tager det mellem to og to et halvt år, inden de mange millioner affaldsdata er kvalitetstjekkede. Og når disse data endelig udkommer, er de forældede og ikke særlig værdifulde for kommunernes fremadrettede planlægning af tilsynet hos virksomhederne.

EU-kravet er langt mindre ambitiøst
Det er også et relevant spørgsmål, om myndighederne ud fra datasystemet kan finde de virksomheder, der ikke overholder regler omkring affaldshåndtering. De indberetter jo i sagens natur ikke deres ulovligheder. Endelig skal det ikke glemmes, at et andet formål med dataene er, at de anvendes som grundlag for Danmarks bidrag til EU's statistik. Men EU-kravet er langt mindre ambitiøst. Det er fx nok med kvalificerede skøn.

De affaldskørende vognmænd registrerer gerne data, så samfundet får de nødvendige informationer om affaldsmængderne. Men der stilles for store detaljeringskrav til virksomhedernes indberetning. Og det er en torn i øjet på de private virksomheder, der bruger store ressourcer på dette, at de kommunale genbrugspladser slipper, og at systemet ikke i sidste ende kan udskrive brugbare data.

Samtidig er det tydeligt, at det "overimplementerede" indberetningssystem - som næppe finder sin lige i andre EU-lande - er hullet som en si på en måde, så anstrengelserne slet ikke står mål med udbyttet.

Alt i alt: Stor ståhej for - ingenting! Der er derfor i DTL ingen tvivl om, at dette er et område, som Miljøstyrelsen snart bør evaluere.