Debat

Danske Medier: Der er brug for en ny postlov, den nuværende er både for dyr og forældet

Igen og igen måtte den tidligere regering lave midlertidige forlængelser af aftalen om Post Danmarks befordringspligt, fordi der gik Christiansborg-fnidder i den. Dette på trods af, at markedet står på spring for at klare samme opgaver, skriver Mads Brandstrup.

Den manglende evne til at
levere politiske resultater på postområdet har kostet skatteyderne flere
hundrede millioner kroner, skriver Danske Medier.
Den manglende evne til at levere politiske resultater på postområdet har kostet skatteyderne flere hundrede millioner kroner, skriver Danske Medier.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Brandstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketingsvalget er overstået, og nu venter det hårde arbejde for en kommende regering. Udfordringerne er rigelige, og alle forventer økonomisk smalhals de kommende år, mens udgifter til klima, velfærd og forsvar stiger.

Heldigvis er der nogle opgaver, der ligger mere til højrebenet end andre. Det gælder ikke mindst på postområdet, hvor en længe ventet modernisering af postloven ligger lige for, da den nuværende aftale med Post Danmark udløber ved årets udgang.

Den nuværende postlov både er for dyr og forældet

Mads Brandstrup

Enhver, der har beskæftiget sig bare perifært med post- og distributionssektoren de seneste år, ved, at den nuværende postlov både er for dyr og forældet. Igen og igen måtte den tidligere regering lave midlertidige forlængelser af aftalen om Post Danmarks befordringspligt, fordi der gik Christiansborg-fnidder i den. Dette på trods af, at markedet står på spring for at klare samme opgaver.

Den manglende evne til at levere politiske resultater på postområdet har kostet skatteyderne flere hundrede millioner kroner. En udgift, hvor det ikke er tydeligt, hvad staten, erhvervslivet endsige postkunderne har fået til gengæld.

Det er velkendt, at postmarkedet har forandret sig voldsomt over de seneste år. Digitalisering af offentlig kommunikation kombineret med voldsom vækst i internethandlen har som de to primære drivkræfter forandret post- og distributionsmarkederne.

Samtidig er hurtig og pålidelig levering blevet et stadigt mere væsentligt konkurrenceparameter i flere og flere brancher. Alt imens har vi forbrugere hurtigt vænnet os til, at det, vi bestiller online, er fremme i løbet af maksimalt et par dage, uanset hvor vi bor i landet.

Mest postservice for pengene
Distributionsvirksomhederne har grebet de nye muligheder og har på dygtig vis etableret et fintmasket distributionsnet med massevis af pakkeshops, centraler og ikke mindst bude, der leverer alt fra dagblade til store pakker hver eneste dag. Det er derfor også klart, at de samme private virksomheder selvfølgelig vil kunne løfte de opgaver, der knytter sig til befordringspligten, hvis de får muligheden.

Den gode nyhed er, at der i det nye Folketing tegner sig et flertal for at finde nye løsninger. Den nye regering bør derfor hurtigst muligt indlede forhandlinger og involvere branchen, der sidder med den relevante know how. I Danske Medier mener vi, at to simple grundprincipper bør danne udgangspunkter for forhandlingerne og sikre, at befordringspligten opfyldes på en effektiv måde for alle borgere i hele landet.

For det første skal befordringspligten indsnævres. Den er i dag alt for omfattende og langt mere vidtgående, end hvad vi som land er forpligtet til internationalt. Befordringspligten bør derfor kun omfatte de produkter, der fortsat er afhængige af at være omfattet af befordringspligt for at kunne blive distribueret. Det vil desuden give staten en betydelig momsindtægt, da befordringspligtige produkter er momsfritaget.

For det andet skal befordringspligten sendes i udbud i stedet for at forpligte den til Post Danmark. På den måde sikrer vi mest muligt postservice for pengene. Post Danmark skal åbenlyst have mulighed for at byde med, og der skal være krav om ordnede ansættelsesforhold for de bydende virksomheder.

Metoden er velkendt i det offentlige, og der er intet, der forhindrer gennemførslen af et udbud. I praksis kan udbuddet gennemføres ved, at staten hjemtager den samlede befordringspligt og udbyder de dele, der fortsat vurderes at kræve tilskud. Det lyder nemt, og det burde det egentlig også være.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Brandstrup

Direktør for kommunikation og public affairs, SAS
journalist (DJH 2004)

0:000:00