Debat: Vognmænd afviser kritik af tidsbegrænset parkering

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør for DTL-Danske Vognmænd

Med finanslovsaftalen er der udsigt til, at lastbilers ophold på rastepladser fremover vil kunne blive tidsbegrænset. Det er godt! Forslaget har længe været en mærkesag for DTL-Danske Vognmænd, og vi var ikke kede af det, da Dansk Folkeparti og SF foreslog det for nogle måneder siden forud for kommunalvalget.

Det er således med stor tilfredshed, at vi ser forslaget omfattet af finansloven, og vi er glade for indsatsen fra SF og DF.

Jeg konstaterer så også, at forslaget deler vandene i transportbranchen. Sådan er det jo ofte med politik, og man må i sagens natur dele sig efter anskuelser. Men lad mig kort løbe nogle af kritikpunkterne igennem:

Pengene til indsatsen og myndighedskontrollen går fra andre indsatser mod social dumping. Ja, sådan ser det umiddelbart ud. Men det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, hvis pengene er brugt bedre.

Øst-chauffører skræmmer andre trafikanter
I mange år, og i stigende grad, er rastepladserne blevet brugt som campingplads af østchauffører, som har holdt både kortere og meget lange hvil på rastepladserne. Og vel at mærke ikke bare i de afmærkede felter – men også på pladserne til busser, personbiler, på afkørslen op til og fra rastepladsen osv.

At rastepladserne er blevet campinglejre for lavtlønnede østchauffører er det håndgribelige bevis på, at cabotagekørsel er sat i system og er dermed den daglige påmindelse om omfanget af unfair konkurrence og social dumping.

Erik Østergaard
Adm. direktør i DTL

Den massive tilstedeværelse forhindrer andre chauffører i at få afholdt deres lovpligtige hvil – simpelthen fordi der ikke er plads. Campingstemningen, der omfatter toiletbesøg i buske, madlavning over åben ild, alt for ofte indtagelse af alkohol samt selve omfanget af tilstedeværelsen, skræmmer andre trafikanter fra at køre ind på rastepladserne.

Det er både til fare for trafiksikkerheden, fordi andre afskæres fra at kunne holde et hvil, og det er til stor gene for dem, der driver cafeteriaer/infoteriaer. De mister omsætning og kunder, men skal til gengæld betale for at rydde op efter østchaufførerne.

Det sidste kan man ved selvsyn konstatere ved et besøg på for eksempel Hylkedal Øst uden for Kolding, hvor indehaveren af infoteriaet i årevis har forsøgt at råbe myndighederne op om udfordringerne.

DTL-Danske Vognmænd besøgte Hylkedal Øst i efteråret sammen med partiformændene Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Olsen Dyhr (SF), og det er præcis ovenstående problemer, som de to partier har adresseret, og som nu er omfattet af finansloven.

Man skulle være et skarn, hvis ikke man glædede sig over og respekterer de politikere, der drager ud i virkeligheden, konstaterer problemerne – og følger op med politisk handling.

Græde eller grine?
En anden anke, der har lydt mod forslaget, er, at det vil usynliggøre problemet med social dumping, fordi østchaufførerne så vil fortrække ud på villavejene og til industrikvartererne. Jeg ved ikke, om jeg skal græde eller grine over den kritik.

Vores havneområder og mange industrikvarterer er allerede i dag massivt fyldt op med østchauffører. Problemet findes allerede dér. Og i forhold til villakvarterene, så føler jeg mig ganske tryg ved, at beboerne hurtigt vil få nok og få tilkaldt politiet. I så fald vil politiet så passende kunne kontrollere lastbilerne for snyd med AdBlue, snyd med køre-hviletid, med alkohol, bilens sikkerhedsmæssige forfatning og alle de andre ting, vi igen og igen og igen ser så mange eksempler på med de østeuropæiske biler.

Cabotagekørsel i system
En tredje anke har været spørgsmålet om køre-hviletid. Det er ærlig talt pinligt at høre klynkeriet blive forsøgt dækket ind under køre-hviletidsbestemmelserne. Sagen er jo, at danske chauffører afskæres fra at holde deres lovpligtige hvil, når østchauffører i dagevis har slået lejr på rastepladserne, også uden for afmærkningerne.

At rastepladserne er blevet campinglejre for lavtlønnede østchauffører er det håndgribelige bevis på, at cabotagekørsel er sat i system og er dermed den daglige påmindelse om omfanget af unfair konkurrence og social dumping. Når visse aktører på det danske transportmarked klynker over forslaget, så er det fordi deres medlemmer lukrerer på den systematiske undergravning af et dansk transportmarked på danske løn- og arbejdsvilkår.

I dag sender visse aktører i branchen regningen videre til samfundet, fordi de ikke selv vil give deres chauffører nogle ordentlige løn- og arbejdsvilkår, ordentlige muligheder for at komme på toilettet, gå i bad, lave mad og sove. Man holder dem i et cabotage-cirkus i Nordeuropa, langt fra hjemlandet, i månedsvis, hvor de reelt er tvunget til at holde det lange hvil i lastbilen – og dermed fylder op på rastepladserne – i stedet for at kunne komme hjem til deres familier og holde hvilet der.

Transportministeriet har sagt det så udmærket: ”Grundlæggende er det ikke statens opgave at tilvejebringe faciliteter for lastbilernes længerevarende ophold. Rastepladserne er til pauser og kortere ophold, mens de længerevarende ophold bør afholdes under andre, mere passende forhold, der er egnet til formålet.”

Skatteyderne betaler
Det er en systematisk brug af lavtlønnet arbejdskraft til de facto indenrigskørsel i et fremmed land – og altså i direkte og unfair konkurrence med lokale vognmænd og chauffører. Det er ikke kun de danske løn- og arbejdsforhold, der systematisk og vedholdende undergraves – det er jo også tab af arbejdspladser og virksomheder, der må bukke under for den unfair konkurrence. Og det er et tab for stat og kommuner, som mister skatteindtægter.

Danske vognmandsvirksomheder og de ansatte chauffører er skatteydere og forbrugere i Danmark. Det er østchaufførerne ikke. Regningen for deres dårlige vilkår sendes ikke desto mindre til de danske skatteydere. Det kan ikke fortsætte – og mig bekendt ser vi for eksempel inden for luftfartsområdet, der også slås med social dumping, ikke flybesætningerne overnatte i soveposer og indtage deres måltider over primus i lufthavnsterminaler.

Spildolie, der tømmes ud på jorden. Toiletbesørgelse i buske og bag bygninger. Efterladenskaber af dåser, flasker og plastik. Oprydningen af dette efter østchauffører har flere og flere kommuner taget på sig. Regningen burde sendes til chaufførernes vognmænd eller transportkøbere – men den sendes til skatteyderne.

EU forstår problemet
Heldigvis tyder alt på, at EU-systemet har fattet problemet. EU-Domstolen er på vej til at kræve, at 45-timershvilet skal holdes uden for lastbilen, og flere lande i Europa sanktionerer allerede overnatning i bilen i forbindelse med det lange hvil hårdt. Så finanslovens forslag om tidsbegrænsning på ophold på rastepladser har meget for sig.

Det hører med til historien, at kontroltrykket i Tyskland er øget de seneste år. Det har reelt presset flere østlastbiler op over grænsen til Danmark, hvorfor vi oplever flere problemer. Også af den grund må Danmark tilpasse sig situationen.

Jeg forventer overhovedet ikke, at forslaget i sig selv løser problemerne med social dumping og unfair konkurrence i godstransporterhvervet i sin helhed og kompleksitet. Men det er endnu et vigtigt tiltag, ét af mange nødvendige, der skal til for at vi får dæmmet op for problemerne.

Alternativet er, at vi nedlægger det danske vognmandserhverv og sender chaufførerne på danske løn- og arbejdsvilkår hjem med en fyreseddel. Så overlader vi banen til færre, men meget store aktører, som systematisk lukrerer på billig arbejdskraft fra Sydøsteuropa. Og når de bliver for dyre – så henter man chauffører fra Filippinerne, fra Usbekistan, Kasakhstan eller andre steder uden for EU. Den proces er allerede i gang. Det er skruen uden ende.