FDM: Hvorfor er der afgift på trafiksikkerhed?

DEBAT: Hvorfor er det, at så mange flere dør i trafikken i Danmark end i både Norge og Sverige? Det handler om politiske valg, skriver Thomas Møller Thomsen, administrerende direktør i FDM.

Af Thomas Møller Thomsen
Administrerende direktør, FDM

Sidste år omkom 183 personer i trafikken. Det var 183 for mange. Det får den nul-vision, stadig flere taler om, til at synes uendeligt langt væk.

Men hvor er vi egentlig i Danmark i forhold til trafiksikkerheden? Går det den rigtige vej? Svaret er desværre ikke opløftende, for det går faktisk ikke så godt, som det kunne og burde.

Målene virkede realistiske
Da FDM i Færdselssikkerhedskommissionen tilbage i 2013 var med til at fastlægge målene for udviklingen i færdselssikkerheden frem mod 2020, var vi ambitiøse.

Målet var at nedbringe antallet af dræbte i trafikken til 120 om året. Vi kom fra et niveau i 2012 på 167 dræbte og var dengang faktisk på niveau med de bedste lande som Norge og Sverige.

I det lys virkede målene realistiske.

Siden er udviklingen imidlertid gået i den forkerte retning. Sidste års foreløbige tal på 183 personer kan sammenholdes med Norge, hvor tallet var 109. Det svarer til 21 trafikdræbte per million indbyggere i Norge og 32 i Danmark.

Man fristes til at spørge: Hvad er gået galt i Danmark? Svaret er dog ikke så ligetil. Der er mange årsager. En af dem er de høje afgifter på biler.

Afgifter dræber
Selvom vi nu tre år i træk har set reduktioner i registreringsafgifterne, og senest også fik en omlægning af en række fradrag, der skal fremme udbredelsen af mere sikre biler, er det et faktum, at vi stadig har nogle af verdens højeste bilafgifter.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det medvirkende til, at den gennemsnitlige bil i Danmark er 8,9 år gammel. Det har betydning for trafiksikkerheden.

DTU undersøgte i 2012 sammenhængen mellem bilers alder og skaderne hos mere end 80.000 førere af person- eller varebiler, der mellem 2004 og 2010 havde været indblandet i uheld.

Ifølge den afsluttende rapport skete der et signifikant fald i graden af personskader, jo nyere bilen er. Var alle uheld i 2010 sket med biler årgang 2010, ville antallet af dræbte bag rattet være halveret og antallet af alvorligt tilskadekomne reduceret med en tredjedel.

De høje bilafgifter er også med til at hæmme udbredelsen af det nyeste sikkerhedsudstyr. Et eksempel er en almindelig bil som Hyundai i30, der har opnået de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest og har automatisk nødbremse som standard.

Skal bilen også selv kunne bremse for cyklister og fodgængere, kræver det dog en mere avanceret nødbremse, der sælges som ekstraudstyr. Pris: 17.000 kroner inklusive moms og fuld registreringsafgift.

Mange biluheld med dødelig udgang handler om bilister, der grundet uopmærksomhed kører af vejen eller over i den modsatte vognbane med voldsomme frontalkollisioner til følge.

Bilproducenterne har for længst indset problemet og fundet en løsning. Det hedder Lane Keeping Assist og holder bilen på ret kurs, hvis chaufføren fejler. Men også det system er dyrt, afgiftspligtigt ekstraudstyr i Danmark.

Fjern beskatningen af sikkerhed
I Norge har man også meget høje registreringsafgifter, men her er afgifterne ikke baseret på bilens pris, men på dens miljø- og sikkerhedsegenskaber.

Det betyder, at norske biler sælges med langt mere sikkerhedsudstyr end de danske. FDM ønsker helt at fjerne registreringsafgiften og i stedet erstatte den med en løbende, lavere og teknisk afgift.

Det vil på samme måde sikre et højt niveau af sikkerhedsudstyr i de solgte biler i Danmark.

De danske politikere står alene med den ubegribelige logik, at der skal betales helt op til 150 procent afgift på sikkerhedsudstyr, der redder menneskeliv.

Når det nu åbenbart er administrativt uoverkommeligt at lave tekniske bilafgifter i Danmark, kunne man i det mindste fjerne alle afgifter på alt sikkerhedsudstyr i stedet for at beskatte trafiksikkerhed.

At det ikke går bedre med trafiksikkerheden i Danmark handler derfor om de politiske valg, der træffes. Hvis vi skal knække kurven for antallet af trafikdræbte, må vi derfor have politikerne til at hjælpe til.

Der er uden tvivl meget at hente, hvis danskerne fik mere sikkerhedsudstyr i bilerne. Men de høje, værdibaserede registreringsafgifter står stadig i vejen.

Forrige artikel Bondam om super-elcykler: Lad ikke nogen køre 45 km/t uden kørekort Bondam om super-elcykler: Lad ikke nogen køre 45 km/t uden kørekort Næste artikel Ole Birk: Tre initiativer, der kan forbedre trafiksikkerheden Ole Birk: Tre initiativer, der kan forbedre trafiksikkerheden
  • Anmeld

    Benny Andersen · Ingeniør

    FDM har ret - registreringsafgiften er en skandale

    Som mangeårigt medlem af Cyklistforbundet er jeg sjældent enig med FDM. Men her er jeg. Registreringsafgiften på 150% er en vanvittig skabning. Hvis den havde holdt bilparken nede så kunne man have set en mening, men det gør den jo ikke. Den er et tegn på et land hvor man ikke kan blive enig om noget som helst, folketingsflertallet skifter side ved stort set hvert valg, og dermed står samfundet i stå. Politikerne jagter kun opinionstal, populisme trives. I et sådant samfund tør ingen fjerne en skatteindtægt, for hvor skal man så finde pengene?

    Vismændene har faktisk givet svaret, se en artikel andetsteds på Altinget, løsningen hedder road pricing. Det er intelligente afgifter hvor man betaler afgift der hvor det er til gene at køre bil. Det har været oppe at vende men er hylekor har stoppet det. Hvorfor? Privatlivets fred? Underligt argument, Google ved i forvejen alt om hvor du er når du har en smartphone med dig.

  • Anmeld

    Flemming Sørensen

    Ja, registreringsafgiften er en skandale

    Tænk engang hvis man lagde 150% afgift på livreddende medicin - Det ville alle inkl. politikere synes var det rene vandvid, at "straffe" syge med afgifter. Men at pålægge 150% afgift på udstyr i biler, som både er livreddende og kan redde endnu flere fra skader, evt. sygdom og invaliditet, det er bare helt i orden. Dobbeltmoral kalder man det vist...

Banedanmark er storforbruger af Roundup

Banedanmark er storforbruger af Roundup

JERNBANE: Banedanmark er en af landets største forbrugere af den omdiskuterede sprøjtegift Roundup, og trods udsigt til et muligt forbud er brugen ikke faldet i en årrække. Støttepartier kræver handling fra minister.