Debat

Komitéformand: Næstved-Rønnede-motorvej kan blive Danmarks grønneste

DEBAT: Landevejen mellem Næstved og Rønnede har nået sin kapacitetsgrænse. Med ny teknologi kan en Næstved-Rønnede-motorvej være vigtigt som pilotprojekt for anvendelse af grøn asfalt, skriver Mads Elming.

Hvis en motorvej mellem Næstved og Rønnede bliver anlagt med grøn asfalt, vil man over en tiårig periode kunne spare 184.000 tons CO2 fra trafikken, skriver Mads Elming.
Hvis en motorvej mellem Næstved og Rønnede bliver anlagt med grøn asfalt, vil man over en tiårig periode kunne spare 184.000 tons CO2 fra trafikken, skriver Mads Elming.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden længe sætter Folketingets partier sig sammen for at forhandle de kommende års infrastrukturinvesteringer.

Det er en forhandling, som vi meget længe har set frem til i Næstved-området, hvor vi gennem mange år har måttet leve med at være Danmarks eneste større by uden forbindelse til motorvejsnettet.

Motorvejen mellem Næstved og Rønnede har ellers været på tegnebrættet gennem flere årtier, og alle de grundlæggende forudsætninger for at etablere den er på plads.

Der er lavet VVM-undersøgelse, fastlæggelse af linjeføring og begyndende ekspropriation i området. Vi mangler kun den endelige igangsættelse af projektet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

En mere klimavenlig motorvej 
Den nuværende regering har lagt stor vægt på, at den danske transportpolitik skal have en grøn profil, og det er vi i Næstved-området også helt enige i.

I dag er det en naturlig del af dagligdagen for de fleste virksomheder at tænke i bæredygtighed, og hvordan man hele tiden kan reducere sit CO2-aftryk.

Den grønne asfalt fører til mindre CO2-udledning og luftforurening fra trafikken, og den har desuden vist sig at være mere holdbar

Mads Elming
Formand, Komitéen for Den Sjællandske Tværforbindelse

Det skal vi også, når vi bygger infrastruktur, og derfor har vi også i særlig grad interesseret os for, hvordan den nye motorvej kunne blive så klimavenlig som mulig.

For det er nemlig ikke nødvendigvis sådan, at en motorvej går ud over miljø og klima, der er mange ting, der spiller ind i det endelige regnskab. Først og fremmest er situationen i dag den, at landevejen mellem Næstved og Rønnede er langt over sin kapacitetsgrænse.

Dagligt er der lange køer, ikke blot i myldretiden, men i store dele af vores vågne timer. Mængden af biler på landevejen har været stærkt stigende over en årrække, blandt andet fordi pendlingen ind og ud af Næstved stiger meget, og vi har mange store virksomheder i området med store transportbehov.

Intet tyder på, at det vil ændre sig i en overskuelig fremtid. Køer betyder langsom kørsel med mange opbremsninger og gassen op igen.

Det er en meget skadelig måde at køre på, når vi taler CO2-udslip og partikelforurening, hvor jævn kørsel er langt mere klima- og miljøvenligt.

Lokal profil
Næstved-området rummer store naturværdier, og da linjeføringen blev diskuteret for år tilbage, var det en vigtig målsætning at vælge den linjeføring, der gav den lavest mulige CO2-udledning og de bedste muligheder for at fastholde og udbygge sammenhængende naturområder og levesteder for dyr og planter.

Det passer godt med vores målsætninger for Næstveds erhvervsliv, hvor vi glæder os over, at vi rummer flere meget innovative projekter inden for genanvendelse og udnyttelse af overskudsvarme. Også denne del af vores lokale profil vil motorvejen bidrage til at styrke.

En del af klimabelastningen ved at anlægge en motorvej er den asfalt, som jo er vanskelig at komme uden om. Men ny teknologi arbejder også på dette område i den rigtige retning, og den kommende motorvej mellem Næstved og Rønnede har mulighed for at blive pilotprojekt for regeringens ambitioner om at anvende klimavenlig asfalt til de kommende vejbyggerier.

Læs også

Den grønne asfalt fører til mindre CO2-udledning og luftforurening fra trafikken, og den har desuden vist sig at være mere holdbar og have bedre støjreducerende egenskaber over tid end andre asfalttyper. Over en tiårig periode vil man derigennem kunne spare 184.000 tons CO2-udledning fra trafikken.

For Næstved-området, som ønsker at prioritere den grønne dagsorden højt, er de nye resultater med grøn asfalt meget spændende, og Næstved-Rønnede-motorvejen kunne spille en vigtig rolle som pilotprojekt for anvendelse af grøn asfalt på de kommende danske vejanlæg.

Samlet set mener vi, at det er helt fair at sige, at motorvejen mellem Næstved og Rønnede kan kaldes for Danmarks grønneste. Så det er bare at komme til forhandlingsbordet i en fart og få tingene til at ske.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Elming

Salgs- og marketingdirektør, Ardagh Glass Holmegaard, næstformand, Næstved Erhvervsforening

0:000:00