Reglerne om råden i vejloven har altid taget udgangspunkt i et saglige, faglige trafikale behov på det konkrete areal. Vil ministeren bekræfte, at de foreslåede regler i lovforslaget ikke har direkte sammenhæng til de konkrete arealers trafikale situation? I forlængelse heraf vil ministeren da redegøre for, hvorfor der ikke med lovforslaget er taget udgangspunkt i de konkrete vejarealer, så hensigten fortsat kunne være at vurdere, om der er trafikal ledig plads på arealet eller ej?

Svar:

Når det drejer sig om særlig råden over vejarealer efter den gældende vejlovs §

80, skal vejmyndighederne som udgangspunkt tage stilling til, om vejtekniske og trafikale hensyn taler imod det ansøgte. Vejmyndigheden kan herudover også varetage andre almene, offentligretlige hensyn, herunder for eksempel ordensmæssige hensyn på vejarealer og hensynet til trafikanter med synshandicap. Det handler således ikke udelukkende om, hvorvidt der er ledig plads på – har vist, at de nuværende regler er svære at administrere i forhold til de nye udlejningskoncepter. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget under pkt. 2.1.2.1. står der følgende:

”Siden den nuværende vejlov trådte i kraft d. 1. juli 2015, er der sket en udbredelse af udlejningskøretøjer, som er kendetegnet ved, at de ikke har et fast udlejningssted. Derimod giver teknologien brugerne mulighed for at placere køretøjet mere eller mindre frit efter endt brug.

Selvom vejloven må betragtes som ny, må Transport- og Boligministeriet konstatere, at de nuværende regler for særlig råden giver anledning til tvivl om, hvordan reglerne skal administreres i forhold til netop disse udlejningskoncepter.

Side For det første opstår spørgsmålet om udpegning af vejarealet til den særlige råden. Det klassiske eksempel på særlig råden er eksempelvis tilfældet, hvor en restauration ansøger kommunen om tilladelse til at placere nogle borde og bænke foran selve restaurationen. Her vil vejmyndigheden specifikt kunne udpege, hvilken del af vejarealet, man som restauration ønsker at råde over. Det samme gør sig ikke gældende for de omtalte udlejningskoncepter, da de netop er kendetegnet ved en høj grad af mobilitet, hvorfor det ikke vil være muligt på forhånd for udlejerne af køretøjerne at specificere, hvor det enkelte køretøj vil blive placeret efter endt brug. Dermed er det ikke muligt at vurdere, hvilke færdselsmæssige eller vejtekniske konsekvenser den specifikke råden måtte have.

For det andet gælder kravet om tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1, nr.

2, kun når køretøjet står placeret med henblik på udlejning. Det betyder, at er køretøjet udlejet til en bruger, vil det ikke være omfattet af kravet om tilladelse til at råde over vejarealet, da køretøjet i den situation vil have samme status, som borgernes egne cykler eller andre køretøjer. Borgernes benyttelse af det offentlige vejareal med egne køretøjer kræver ikke vejmyndighedens tilladelse efter vejlovens § 80.

På grund af den tvivl der har været, foreslås det, at der skal gælde særlige bestemmelser for de føromtalte udlejningskøretøjer.” Jeg kan derfor også bekræfte, at der ikke skal tages stilling til det konkrete vejareal. Om begrundelsen herfor kan jeg henvise til pkt. 2.1.2.2. i de almindelige bemærkninger, hvor der bl.a. står følgende:

”Det foreslås, at udlejningsoperatører for cykler kendetegnet ved ikke at have et fast udlejningssted fremadrettet ikke skal indhente en forudgående tilladelse fra vejmyndigheden for at benytte det offentlige vejareal til udlejning. Da cyklerne ikke råder over et særligt udpeget område af vejarealet, er det ikke muligt at udpege, hvilken del af vejarealet operatøren ønsker at råde over, og derfor finder ministeriet, at der ikke skal gives en tilladelse til denne form for råden.” Jeg kan oplyse, at de samme overvejelser gør sig gældende for andre udlejningskøretøjer i free floating end cykler.