DI offentliggjorde for nylig et nyt udspil om erhvervsuddannelserne. Formålet var blandt andet at starte en debat om den måde, vi løser praktikpladsproblemerne på.Jeg vil gerne starte med at kvittere for de positive reaktioner, der er kommet fra flere sider. Der lader til at være en fælles vilje til at tænke i nye baner.

Dernæst vil jeg gerne hamre en pæl igennem enhver tvivl om, at DI ønsker at bevare vekseluddannelserne. Det vil vi, det vil virksomhederne - og det er netop styrken i vores system. DI er kort sagt tilhænger af vekseluddannelse som grundstammen i erhvervsrettede uddannelser.

Omvendt er det systemets akilleshæl, vi gerne vil rejse en saglig debat om: Konjunkturfølsomheden.

DI ser to modeller
Antallet af udbudte praktikpladser bestemmes grundlæggende af aktiviteten i virksomhederne. Den bedste historiske indikator for praktikpladser er derfor væksten i BNP, og der vil i nedgangstider være problemer med at skaffe tilstrækkeligt mange praktikpladser. DI gennemførte i 2008 en undersøgelse af virksomhedernes praktikadfærd, der bekræfter dette. Den viste meget tydeligt, at det afgørende er, om der er opgaver i virksomhederne. En uafhængig undersøgelse, som Ofir for et par uger siden gennemførte for Søndagsavisen, kom frem til samme resultat.

Hvis man kan acceptere denne kendsgerning fra den virkelige verden, står vi grundlæggende med to muligheder for at løse problemet: Vi kan enten forbedre de internationale konjunkturer, eller vi kan sikre konjunkturuafhængige, robuste og attraktive tilbud til de unge. Det første får vi svært ved at klare fra andedammen herhjemme, og det sidste er skolepraktikken tydeligvis ikke svaret på - det vidner de unges adfærd om.

DI peger derfor på to modeller, der kan supplere den klassiske vekseluddannelse. Den ene er at skabe en mere robust ramme omkring kombination af skolebaseret uddannelse og praktik i flere virksomheder, som f.eks. er meget specialiserede. Herved kan flere unge komme i praktik under en mere fleksibel form. Kan det heller ikke lade sig gøre, peger DI på en anden model, hvor der etableres et skolebaseret praktisk alternativ til vekseluddannelse under de to nuværende former.

Det vi gør nu, virker ikke
DI inviterer til debat om dette emne. Vi har ikke alle svarene. Men det burde være åbenlyst for alle, at den værktøjskasse vi står med i dag, er utilstrækkelig. De løsninger, der er blevet råbt på de sidste mange år, har ikke gjort megen gavn, hvor velmenende de end måtte opleves.

Tværtimod har den negative kriseretorik skubbet tusindvis af unge væk. Og det er en af grundene til, at vi er bedre til at sikre for få unge en uddannelse end det modsatte.

Det nytter ikke at tro, at vi blot kan fastfryse uddannelsestænkningen for dette område. Dertil er tiden for kort. At rejse denne debat er derfor ikke at fralægge sig ansvaret.

Det er at tage ansvar.