Debat

DF: SU-støtte og studiekvalitet går hånd i hånd

SU-DEBAT: Dansk Folkeparti ønsker, at den kommende SU-reform kommer SU-rytteriet til livs. Samtidig mener partiet, at fribeløbet skal afskaffes, så studerende kan tjene flere penge ved siden af studiet. Læs det første indlæg i Altinget.dks SU-debat her.
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF) har skrevet det første debatindlæg i Altinget.dks nye SU-debat.
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Alex Ahrendtsen (DF) har skrevet det første debatindlæg i Altinget.dks nye SU-debat.Foto: Pressefoto/Folketinget
Susie Lund

Bachelorstuderende i Medievidenskab ved Aarhus Universitet. Researcher hos Altinget.dk med ansvar for nyhedsportalerne Forskning & Innovation og Bolig.

Vis mere
Anne Justesen

Chef for medie- og forretningsanalyse
Direktionssekretær

Tilknyttet Altinget siden august 2012.
Cand.mag. i medievidenskab, Aarhus Universitet 2014.
Twitter: @JustesenAnne

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dansk Folkeparti ønsker at hjælpe så mange som muligt til at få en god uddannelse, men det er samtidig afgørende, at det ikke kommer til at gå ud over kvaliteten på uddannelserne. Derfor er vi meget skeptiske over for en ensidig jagt på at skubbe de studerende endnu hurtigere igennem systemet.

Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl
Kultur- og undervisningsordfører og Forebyggelses- og forskningsordfører, Dansk Folkeparti
Fakta
Bland dig
Vil du også deltage i debatten på Altinget | Forskning & Innovation? Så send dit indspark til [email protected]

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Kultur- og undervisningsordfører
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)
Forebyggelses- og forskningsordfører

Som udgangspunkt ønsker Dansk Folkeparti at fastholde de principper, man finder i den nuværende SU-ordning. Det er rimeligt, at der er SU til både udeboende og hjemmeboende. Formålet med SU er at give lige adgang til at tage en uddannelse, uanset om man kommer fra et mere eller mindre velstående hjem. Det er et flot og godt system, vi har, og sådan mener Dansk Folkeparti fortsat, det skal være.

Når det er sagt, så er der noget, som kan gøres bedre i SU-systemet.

Misbrug af SU skal stoppes
Både erhvervsskoler og universiteter har en udfordring med studerende, som er meldt til og får SU, men som slet ikke ønsker at tage uddannelsen. En undersøgelse foretaget af DR i 2012 viste, at op imod 70 procent af erhvervsskolerne oplevede, at unge på erhvervsuddannelserne har kunnet malke systemet i årevis ved at skifte mellem erhvervsuddannelser for på den måde at opretholde SU uretmæssigt. Uddannelsesstederne skal naturligvis have værktøjer til at afsløre dette og stoppe misbruget, gerne ved at den studerende motiveres for uddannelsen. Men hvis det ikke er muligt, skal der lukkes for SU’en. På universitetet kunne det f.eks. ske ved stopprøver efter få ugers undervisning.

Dansk Folkeparti har tidligere spurgt minister Morten Østergaard, hvad han vil gøre ved det, og han lovede i slutningen af september 2012, at han vil tage det op i forbindelse med SU-reformen. Dansk Folkeparti vil selvfølgelig huske ham på løftet og tage det med til de kommende forhandlinger, så vi kan komme SU-rytteriet til livs.

Afskaffelse af fribeløb
Dansk Folkeparti ser ingen grund til at straffe studerende, som er i stand til at tjene penge ved siden af deres studium, ved at man skal betale SU tilbage, når man tjener for mange penge. Vi har naturligvis en forventning om, at studerende har studiet som den primære fuldtidsopgave (et fuldtidsstudium, som lægger beslag på 40-50 timer om ugen for den studerende). Vi forventer også, at man som studerende stiler efter at gennemføre sit studium på normeret tid. Gør man det, er der ingen grund til at straffe studerende, hvis de tjener ekstra penge. I særdeleshed bliver det absurd, når man efter afsluttet studium kan blive ramt af en tilbagebetalingspligt, hvis man er så heldig at gå direkte ud og få et job dagen efter eksamen. DF vil derfor foreslå at afskaffe fribeløbet.

Regeringens plan
Regeringen ønsker at skubbe de unge hurtigere gennem uddannelsen og vil bruge incitamenter fra SU-systemet hertil. Der tales om kortere ferier og evt. tre semestre pr. år.

DF vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige vej at gå. Resultatet kan jo let blive, at man ikke kan opretholde kvaliteten på uddannelserne, fordi målsætningen om 60 procent med en videregående uddannelse vil presse systemet, så det understøtter de studerendes gennemførelse i stedet for at lave incitamenter for de meget dygtige til at komme hurtigt gennem systemet. Man skulle snarere sikre, at de nuværende semestre udnyttes fuldt ud, at uddannelserne reelt er fuldtidsuddannelser i løbet af semestrene, og at normen for gennemførelse af studier bliver normeret tid.

Dansk Folkeparti ønsker at hjælpe så mange som muligt til at få en god uddannelse, men det er samtidig afgørende, at det ikke kommer til at gå ud over kvaliteten på uddannelserne. Derfor er vi meget skeptiske over for en ensidig jagt på at skubbe de studerende endnu hurtigere igennem systemet. Men vi vil naturligvis meget gerne drøfte med regeringen, hvordan vi kan gøre uddannelsessystemet og SU-systemet bedre til fordel for både studier og de studerende.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

Jens Henrik Thulesen Dahl

MF (DD)
civilingeniør (Aalborg Uni. 1985)

0:000:00