Debat

Aarhus Business College: Skær ned på eksaminer og forlæng undervisnings­perioden

DEBAT: Vi må skære ned på antallet af eksaminer og i stedet forlænge undervisningsperioden. Det vil give underviserne tid til at planlægge foråret og give eleverne mest mulig undervisning, som de har brug for, skriver Gitte Nørgaard.

Der er brug for, at eleverne får mest mulig undervisning. Derfor skal der skæres ned på eksaminer og undervisningsperioden forlænges, skriver Gitte Nørgaard.
Der er brug for, at eleverne får mest mulig undervisning. Derfor skal der skæres ned på eksaminer og undervisningsperioden forlænges, skriver Gitte Nørgaard.Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er gået meget tid på at diskutere, hvordan afslutningen af dette skoleår i coronakrisens tegn skal foregå. Nu er der behov for en politisk afklaring.

Skal vi bruge seks uger i maj og juni på at eksaminere gymnasieleverne i stof, som de kun delvis mestrer?

Eller er eksamensperioden bedre brugt på seks ugers ekstra undervisning, der vil kunne kompensere for en del af det læringstab, som coronakaosset har medført?

Den ideelle løsning findes desværre ikke, men det haster med en afgørelse – både af hensyn til uddannelsesinstitutionernes planlægningsmuligheder og ikke mindst til vores elever.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Skær ned på antal eksaminer
Vi bør lære af erfaringerne fra foråret 2020, da næsten alle eksaminer blev aflyst.

Det gav mulighed for at forlænge undervisningsperioden på landets gymnasier og dermed ekstra timer i klasselokalet, men ændringerne blev udmeldt så sent, at læringsudbyttet ikke blev optimalt for eleverne.

En afgørelse om at skære ned på antallet af eksaminer og konvertere eksamensperioden til undervisning allerede nu vil give underviserne den fornødne tid til at planlægge foråret 2021 og dermed sikre en bedre læringstilvækst for eleverne

Lone Berthelsen
Underdirektør, Dansk Industri

Det kan vi gøre bedre i år. En afgørelse om at skære ned på antallet af eksaminer og konvertere eksamensperioden til undervisning allerede nu vil give underviserne den fornødne tid til at planlægge foråret 2021 og dermed sikre en bedre læringstilvækst for eleverne.

Den manglende eksamenstræning, som flere har problematiseret, vil vi delvist kunne erstatte med interne prøver, der integreres i undervisningen.

Og problemet med manglende motivation, som andre advarer imod, er nemt løst ved at udskyde afgivelse af årskaraktererne til den sidste skoledag i juni. Begge tiltag vil i øvrigt bidrage til at sikre eleverne en fair bedømmelse.

Virtuel undervisning i mere end halvdelen af coronaperioden
At aflyse eksaminer er i almindelige tider noget, der ligger os fjernt, men der er god grund til bekymring for de konsekvenser, som de lange nedlukningsperioder på ungdomsuddannelser over hele landet kan have for de unge.

Da vi for nyligt opgjorde antallet af uger med virtuel undervisning her på skolen, tvivlede vi i første omgang på resultatet. Kunne det virkelig passe, at vores 2. og 3. g'ere har været hjemsendt i op til to tredjedele af undervisningsugerne?

Tallene er derfor gennemgået flere gange, og vi finder det vigtigt at dele regnestykket: Ud af de 39 undervisningsuger, der ligger i perioden 11. marts til 28. februar, vil de nuværende 2. og 3. g'ere som minimum have været hjemsendt i 22 uger og to dage som følge af landsdækkende eller lokale nedlukninger. 1. g'erne vil have siddet hjemme på teenageværelset i mindst 12 uger.

Hertil kommer de utallige individuelle hjemsendelser. Størstedelen af vores 2.000 elever på handelsgymnasiet har været i selvisolation på et eller andet tidspunkt. I gennemsnit har eleverne tilbragt mellem fem og ni dage yderligere derhjemme foran pc'en.

I de store tals lov betyder det samlet set, at 2. og 3. g i snit har modtaget virtuel undervisning i mindst 57 procent og helt op til 66 procent af tiden under coronaperioden. For 1. g er det tilsvarende tal mellem 50 procent og 66 procent.

Elever trives dårligere under hjemsendelser
Under den første nedlukning gennemførte Tænketanken DEA og eVidenCenter – Det nationale videncenter for e-læring – en temperaturmåling blandt elever og undervisere på gymnasier og erhvervsskoler.

Den viste blandt andet, at både lærere og elever generelt vurderede, at elevernes motivation og koncentration var påvirket negativt under coronanedlukningen.

Læs også

Knap syv ud af ti elever angav i samme måling, at deres motivation til skolearbejdet var negativt påvirket under nedlukningen. Derudover oplevede seks ud af ti elever, at deres motivation var dalende, jo længere tid de var væk fra skolen.

Andre undersøgelser viser det samme billede – at eleverne trods en stor indsats fra underviserne lærer mindre og trives dårligere under de gentagne hjemsendelser.

Det er nødvendigt at give elever mest mulig undervisning
De mange og lange hjemsendelser giver derfor god grund til bekymring. Men med til historien hører også, at der ikke har været en eneste normal skoledag siden marts 2020.

Afhængig af smittetryk og de deraf følgende restriktioner – særligt afstandskravet – har klasserne været fordelt på to til tre klasselokaler.

Underviserne har derfor skullet afvikle lektioner i klasser, hvor de fremmødte elever befandt sig i flere forskellige lokaler, mens resten af klassen deltog virtuelt, fordi de var i selvisolation.

Uanset hvor stor en indsats underviserne har ydet, og uanset hvor dedikerede eleverne måtte være, kan hybridundervisning under de betingelser aldrig gøre eleverne så dygtige, som de ellers ville kunne blive.

Med de tal in mente og på baggrund af erfaringerne fra forsommeren 2020 må det stå klart, at vi ikke kan forsømme endnu et forår.

Det er ganske enkelt nødvendigt, at eleverne får mest mulig undervisning og dermed den bedst mulige afslutning på et mildest talt trælst skoleår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00