Erhvervsskoler og virksomheder har selv ansvar for at opbygge unges faglærte identitet

Nyhedsfladen er dækket af krise, krig og inflation og væk er de politiske ambitioner om at styrke den grønne omstilling gennem erhvervsuddannelserne.

Det går ikke, når vi skal ændre vores brug af jordens ressourcer og vores udledning af klimagasser, og klima, bæredygtighed og grøn omstilling er fortsat nødt til at stå højt på uddannelsesdagsordenen. 

Derfor er det godt, at de unge råber op og siger fra, men det er vores opgave at give dem rammerne til selv at få kompetencer til at gøre en aktiv forskel.

Vi vil gerne køre i elbil og varme vores huse op med alternative energiformer, men der skal faglærte til at tegne vindmøllerne, fremstille dem, transportere dem, montere dem og tilslutte dem. Det er også faglærte, der bygger elnettet og monterer varmepumper i husstandene. Det er tit glemt, at det også er faglærte, der administrer abonnementerne og som sælger elbilerne.

Uddannelse er med andre ord vejen til at skabe varige ændringer i adfærden. Og hvis vi skal tiltrække unge til erhvervsuddannelserne, så skal virksomhederne i langt højere synliggøre, at de har attraktive jobs, hvor de unge kan komme ud og gøre en reel forskel.

Vi har grundlæggende de rigtige uddannelser. Men indholdet skal tilpasses, og der er inden for alle uddannelser et behov for at udvikle nye metoder og tage den nyeste udvikling i anvendelse.

Hvis elever og lærlinge skal tro på, at de er ved at uddanne sig til at gøre en forskel, så skal uddannelsesinstitutionerne selv gå i spidsen

Lars Kunov

Når tømrerlærlingen har lært at skyde skruer i træet i stedet for søm, så konstruktioner kan demonteres og genanvendes, går han ud i virksomheden og efterspørger udstyret, som han nu kender. Når handelseleven lærer om klimapåvirkning fra produkter, så har vedkommende også grønne salgsargumenter, der kan få kunderne til at købe mere bæredygtigt, end hvis det kun var pris og design, der blev fremhævet.

Det er små, men også konkrete skridt mod mere bæredygtige metoder. Vi skal naturligvis ikke gøre os skyldige i greenwashing, men de grønne kompetencer skal tænkes ind, når de faglige udvalg beskriver uddannelserne, så både lærere og elever kan se sammenhængen mellem faget og den grønne omstilling.

Med vekselvirkningen mellem skole og læring i virksomheden kan eleverne bringe de nyeste erfaringer fra virksomhederne ind på skolen og tage den nyeste viden med ud i virksomheder.

Erhvervsuddannelserne har på den måde et kæmpe potentiale til at skabe en hurtig omstilling baseret på den nyeste viden og forskning. Men de skal blive bedre til at udnytte det, og derfor taler alt for at styrke overførelsen af viden fra den nyeste forskning til erhvervsuddannelserne.

Der er brug for et langt tættere samarbejde mellem forskningsmiljøerne og erhvervsskolerne, hvor videnscentrene og partnerskaberne omkring klima, grøn omstilling og bæredygtighed spiller en langt mere aktiv rolle end i dag.

På den måde vil elever og lærlinge komme med den nyeste viden og opleve, at de bidrager med noget konkret. Det er stærkt motiverende.

Hvis elever og lærlinge skal tro på, at de er ved at uddanne sig til at gøre en forskel, så skal uddannelsesinstitutionerne selv gå i spidsen.

Det handler ikke om, at vi skal "tale erhvervsuddannelserne op". Det er et managementudtryk for, at vi ikke vil bruge vores kræfter – og slet ikke vores penge – på sagen

Lars Kunov

Der er gang i mange spændende aktiviteter som for eksempel at gøre driften grønnere, udnytte udearealer til urtehaver eller blomstermarker og begrænse materialeforbrug. Men der kan gøres langt mere.

Den bæredygtige skole skal nemlig ikke kun være et ledelsesprojekt. Det skal gennemsyre hele skolens arbejde, og  skolerne skal inddrage deres elever, så de oplever en reel indflydelse og mulighed for selv at tage et ansvar. 

Det betyder også, at hvis vi skal have flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne til, så skal vi også arbejde med den identitet, som ligger i at være faglært.

Gennem årtiers forherligelse af det abstrakt akademiske (og ikke mindst årtiers økonomiske prioriteringer) er det lykkedes at gøre det faglærte til noget andenrangs. Men det handler ikke om, at vi skal "tale erhvervsuddannelserne op". Det er et managementudtryk for, at vi ikke vil bruge vores kræfter – og slet ikke vores penge – på sagen. Vi vil kun bruge ord.

Hvis vi skal skabe en stærk faglig identitet, så skal vi give de unge mulighed for at vokse menneskeligt, socialt og fagligt på uddannelserne. Det kræver andre rammer, herunder mere tid på selve uddannelserne. 

På erhvervsuddannelserne handler dannelse meget om selve håndværket og de traditioner, der følger med håndværket. Det er utrolig vigtigt, men de unge skal også være bærere af værdier og en adfærd, der gør en forskel.