Efter et halvt år i gymnasiet har jeg stadig ikke fundet mig til rette. Heldigvis er løsningen åbenlys

Faktum er nemlig, at du efter godt tre måneder på gymnasiet bliver bedt om at vinke farvel til dine nye bedste venner for at blive smidt ud i nye klasser med elever, der har valgt de samme A-fag som dig.

Systemet er altså bygget på præmissen om, at de første fællesskaber, du danner på dit gymnasie, er midlertidige. Noget der helt sikkert ikke gavner en generation, der i forvejen har svært ved at skabe stærke relationer.

Ifølge Danmarks Statistik er det over 60 procent af os unge, der i en eller anden grad oplever ensomhed. Det giver måske meget god mening, når vores venskaber bliver gjort til noget flygtigt.

Gymnasiets grundforløb tvinger os nemlig til at give alt det af os selv, der skal til for at kunne være sammen med andre mennesker, og så springer det frem og skriger: "PRAANK!".

For alt det sociale og mentale arbejde, det kræver at skabe stærke klassefællesskaber, begynder forfra, når man starter i sin studieretningsklasse.

Jeg har stadig til gode at møde en lærer på mit gymnasie, der synes, det er en god idé, at vi elever skal igennem et grundforløb inden, vi kan få lov til at starte ”rigtigt” 

Marie Holt Hermansen

Alle de gode kræfter, man allerede har brugt på sin grundforløbsklasse, er måske ikke spildt. Men de er i hvert fald brugt, og lige pludselig er vi en hel gruppe elever, der skal skabe et nyt trygt fællesskab uden at have overskud til det.

Jeg har stadig til gode at møde en lærer på mit gymnasie, der synes, det er en god idé, at vi elever skal igennem et grundforløb inden, vi kan få lov til at starte "rigtigt." 

Den første gymnasietid bliver let sløret af tanken: "Det gør ikke noget, hvis det her ikke er helt godt. Det tæller først til november".

Ja, sådan risikerer vi at tænke. Mig selv inklusive. For hvorfor skulle jeg kaste blod, sved og tårer efter noget midlertidigt?

Dansk Ungdoms Fællesråds ungeanalyse fra 2023 fastslår, at over halvdelen af alle unge føler sig så pressede, at det er svært for dem at slappe af. Det er et kæmpe problem.

For hvis vi aldrig får tid til at samle kræfter og reflektere over den situation, vi står i, ender vi med at blive kronisk trætte. En træthed, der gør det sværere for os at lære, indgå i fællesskaber og være glade for os selv.

I en tid med stort fokus på børn og unges trivsel undrer det mig, at man strukturelt bidrager til det pres, i måden vi driver vores ungdomsuddannelser.

Måske det som voksen er svært at sætte sig ind i den mængde af omvæltninger, vi som unge står overfor i et ungdomsliv, der i forvejen er præget af individualisering, globalisering og usikkerhed.

Det forstår jeg godt. Lad mig beskrive det for dig sådan her:

Vi går fra niende klasse, hvor vi siger farvel til klassekammerater, vi har kendt i en halv evighed, til ofte at møde en masse nye mennesker på en efterskole eller i en tiende klasse.

Umiddelbart efter skal vi sige farvel til det nye venner, vi lige har tilføjet til vores private snap-story, for at kaste os over gymnasielivet.

Lidt inde i gymnasiet stilles vi igen overfor et afgørende valg: Studieretningsvalget, der kulminerer i endnu en overgang. Det er fire ret afgørende forandringer i ens hverdag, som kommer kort efter hinanden.

Betyder det, at I skal have ondt af os? Nej. Fortællingen om grundforløbet selvfølgelig nuanceret.

Ved at møde og indgå i fællesskaber med mange forskellige elever på skolen, får man et bredere netværk på tværs af årgangen. Noget der helt klart styrker skolens sammenhængskraft.

Jo flere stationer der er, desto større er sandsynligheden for, at nogle af os misser toget. Netop dét er for mig essensen af problemet

Marie Holt Hermansen

Spørgsmålet er så bare, om man ikke sagtens kunne skabe den sammenhængskraft på en måde, der ikke kræver, at vi elever kan fordoble vores sociale kapacitet og gentage en slidsom opstartsproces?

Jo flere stationer der er, desto større er sandsynligheden for, at nogle af os misser toget. Netop dét er for mig essensen af problemet.

Som ressourcestærkt ungt menneske skal du nok klare dig igennem. Men hvis livet går lidt skævt, hvis du får truffet et nederen valg, eller hvis ikke du har nogen at støtte dig op ad, er det bare ærgerligt, Sonny-Boy.

Det fællesskab, du normalt kan falde tilbage på, er endnu ikke etableret og usikkerheden i hverdagen, gør det tæt på umuligt at løse opgaver, der for omverdenen virker overkommelige.

Vi må og skal altså anerkende, at grundforløbet udfordrer den brede ungdom mere end hvad godt er, mens den manglende stabilitet kan få succes til at virke som en fjern drøm, for dét mindretal, der kæmper hårdest.

Rådet for Børns Læring udgav i starten af december deres årlige rapport. Her lægger de blandt andet op til en drøftelse af førskoleordningerne og børnehaveklassen. De mener, at der også her bliver skabt for mange overgange i de yngre børns liv.

Der er godt nok ikke lavet lignende rapporter på gymnasieniveau, men jeg tror ikke, vores menneskelige behov ændrer sig grundlæggende, fra vi går i 1. klasse, til vi går i 1. g. 

Der findes mange problemer, uden nogen åbenlyse løsninger, men for mig er det her ikke et af dem. En afskaffelse af grundforløbet virker måske upraktisk nu, men det er en nødvendighed.

Mere end nogensinde før har vi brug for, at der er gode grundvilkår for læring og fede ungdomsuddannelser at fordybe sig i.

Lad os ikke gøre det, sværere end det er. Jeg og andre unge burde jo bare kunne svare Anne-Mette, Claus, Hanne og alle de andre, at: "Ja, vi har det bare mega optur!"