Gymnasiet er en fejltagelse, og regeringen hader unge. Her er, hvad jeg fik ud af min uddannelsesvejledning

"Karrieredag" var et koncept, hvor Dansk Industri havde formidlet kontakt til tre virksomheder, der kom og fik mulighed for at "sælge sig selv."

Virksomhederne fortalte hver især om deres interne udviklingsprogrammer og fordelene ved at arbejde inden for et erhvervsfagligt fag. En hverdag, der lød virkelig spændende, hvis man altså ikke lige gik i, ja, gymnasiet.

Især én af virksomhedsrepræsentanterne havde noget på hjerte. Hen mod dagens slutning stillede han sig op og holdt en form for opsang forklædt som brandtale foran os alle sammen.

Vi fik at vide, at vi alle sammen "havde valgt forkert." Simpelthen. Hver og en.

For når vi lige om lidt kom ud og skulle have sabbatår, havde vi ingen reelle færdigheder at tilbyde en arbejdsgiver.

Vi får ikke mere lyst til at tage en erhvervsuddannelse af, at en sur midaldrende mand fortæller os, de sidste tre år af vores liv har været en fejltagelse.

Marie Holt Hermansen

Som han forklarede, er gymnasiet en uddannelse, hvor man lidt hygger rundt, og så kommer man bagefter ud og opdager, at man burde være startet på tømreruddannelsen i stedet for. 

Vi stod alle sammen målløse tilbage og kiggede på hinanden, da "karrieredagen" var slut, og følte al livsmodet sive ud af os.

Selvfølgelig er der nogle, som finder ud af, at de skal videre på en erhvervsuddannelse efter gymnasiet, men jeg vil gå så vidt som til at sige, at præsentationen havde en decideret modsat effekt af, hvad intentionen var.

Senere har vi haft besøg af Studievalg Danmark, hvor vejlederen opfordrede os til at tage rigeligt med sabbatår.

Hun konstaterede med feisty stemme, at "regeringen jo gerne vil have jer igennem så hurtigt som muligt, så I kan bidrage til samfundet."

Et udsagn der umiddelbart kan virke meget sympatisk og som et udtryk for, at vejlederen er på vores side mod det store stygge samfund. Bortset fra, at det jo ikke er en dødsstraf, at man skal ud og bidrage til det fællesskab, man selv indgår i.

Faktum er, at når man står med et mandat fra det offentlige i kraft af at være en vejledningsinstitution med forankring i et ministerium, så er opgaven ikke at udøve politisk modstand mod den førte strukturpolitik, men derimod at hjælpe os til at navigere i det system, den skaber.

Det gjorde hun da også. For eksempel sørgede hun for at få indskudt, at "man jo kan have adresse lige inde ved siden af sine forældre, og så får man udeboende SU. Siger det bare."

Igen en sympatisk oplysning, selv om jeg endnu en gang må insistere på, at vejlederens opgave var at vejlede os i forhold til uddannelsesvalg og ikke i forhold til snyd med offentlige ydelser.

Det her er ikke et angreb mod vejlederen, der var ude i min klasse. Hun virkede egentlig til at have vores bedste for øje, men problemet er, at hun og virksomhedsrepræsentanten ligesom mange andre misforstår, hvad det er, vi som unge har brug for.

Helt ærligt tror jeg ikke, vi bliver gladere mennesker af at tage titusinde sabbatår. Jeg tror heller ikke, leveomkostningskrisen for unge studerende løses ved, at dem, der har et godt forhold til deres naboer, ændrer sin adresse for at få en højere SU-ydelse. Ligesom vi ikke får mere lyst til at tage en erhvervsuddannelse af, at en sur midaldrende mand fortæller os, de sidste tre år af vores liv har været en fejltagelse.

Helt ærligt tror jeg ikke, vi bliver gladere mennesker af at tage titusinde sabbatår.

Marie Holt Hermansen

Mange unge synes, det er svært at træffe et valg om uddannelse, og af frygt for at vælge forkert udskydes valget så lang tid, at apatien omkring selve valget gør beslutningen endnu sværere.

I virkeligheden har vi brug for at blive mindet om, at vi hver eneste dag udfører handlinger, der siger noget om, hvilke mennesker vi er, og indirekte fortæller os, hvilken retning vores liv bevæger sig i. At både plan A, B og C kan være gode, så længe de leder henimod noget, der stemmer overens med de mennesker. vi hver især er.

Men vi har brug for hjælp til at stille os selv de spørgsmål, der fører os til konklusionen, at man måske skal arbejde med kroppen, hvis hele ens hverdag centrerer sig omkring træning og sundhed.

Dertil kunne det være meget konstruktivt, hvis vi nu rent faktisk lærte at skrive en god jobansøgning eller fandt ud af, hvilke oplysninger der er relevante at skrive på et CV, så vi netop ikke skal kæmpe om det samme vikarjob, men søger hen til de områder, hvor vi er dygtige.

Ja, egentlig kunne det måske bare være smart, at man hjalp os med de konkrete opgaver, som kan være svære at lykkes med, når man skal ud og holde sabbatår eller gerne vil søge en videregående uddannelse.

Jeg synes grundlæggende, det er problematisk, når uddannelsesvejledningen ender med at blive et rum, hvor den pågældende formidler kan få lov til at kæmpe for deres personlige overbevisninger. Og hvor man bidrager til yderligere polarisering mellem forskellige lag i samfundet og udstiller nogle som de gode og de onde.

Hvad end du er virksomhedsejer og kommer på vegne af Dansk Industri eller er studievejleder, der kommer på vegne af Studievalg Danmark, må opgaven være at give os unge, der skal finde vej videre ind i voksenlivet et kompas i hånden.

Ikke overbevise os. Ikke provokere os eller redde os, men derimod myndiggøre os, så vi møder verden efter vores ungdomsuddannelse med lige dele realisme og idealisme. Med lige dele håb og pragmatisme.

Heldigvis lever vi ikke i distrikter ligesom i Hunger Games. Det er unødvendigt at opføre os sådan.