Kronik

Georg Stage: Et lille tal i finanslovsforslaget afslører, hvem der bestemmer i Danmark

Det er ikke til at opdrive en politiker, som er modstander af, at skoleskibet Georg Stage sejler to togter. Hvis det kommende finanslovsforslag igen i år kun bevilliger et enkelt togt, må det skyldes modvillighed hos Finansministeriets embedsmænd, skriver Asser Amdisen.

Hvis Georg Stage endnu engang mangler finansiering i det kommende finanslovsforslag, tyder det på, at det er embedsmænd frem for politikere, der bestemmer i Danmark, skriver Asser Amdisen. 
Hvis Georg Stage endnu engang mangler finansiering i det kommende finanslovsforslag, tyder det på, at det er embedsmænd frem for politikere, der bestemmer i Danmark, skriver Asser Amdisen. Foto: Georg Stage
Asser Amdisen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Om få uger fremlægger finansminister Nikolai Vammen regeringens udspil til Finansloven for 2024. Vi kan forvente flere penge til forsvar og forskelligt andet, som regeringen allerede har lagt frem, men nede i et fjernt hjørne af de lange regneark findes et lille tal, som måske ikke kommer til at få de store overskrifter, men som faktisk fortæller ret meget om, hvem der egentligt bestemmer i Danmark.

Tallet er bevillingen til skoleskibet Georg Stage, som jeg i kraft af min stilling gennem de sidste år har haft blikket fast rettet mod, hver gang der er kommet ny finanslov.

I et fjernt hjørne af de lange regneark findes et lille tal, som måske ikke kommer til af få de store overskrifter, men som faktisk fortæller ret meget om, hvem der egentligt bestemmer i Danmark.

Asser Amdisen
Direktør, Georg Stage

Mønsteret gennem de sidste fem år har været, at når regeringen fremlægger finanslovsforslag, så foreslår den, at Georg Stage næste år kun skal sejle et enkelt togt á 20 uger. Det koster cirka 10 millioner kroner.  Når så forhandlingerne om finansloven afsluttes i december, så opstår der alligevel en mulighed for, at skibet kan sejle begge sine togter om året, hvilket så i alt koster 18 millioner.

Restgruppen

Det ekstra togt betyder, at skibet kan fordoble sin aktivitet. Vi sejler med unge mennesker, som uddannes til et liv i Det Blå Danmark. Mange af dem er skoletrætte og har svært ved at følge uddannelsessystemets motorveje. De er dem, statsministeren kalder restgruppen, og som hun talte om i sin sidste nytårstale.

Men på Georg Stage gennemfører mere end 95 procent uddannelsen og 99,9 procent kommer i arbejde. Det er altså rasende succesfuld teknisk uddannelse, hvor halvdelen af de optagne endda er kvinder.

Inden for de sidste år har vi oplevet, at de unge, vi uddanner, i højere og højere grad tænker i retning af vindmølleindustrien. De drømmer om at gøre noget ved klimaforandringerne ved at være de hænder, som bygger energiøer, vindmølleparker og de andre tekniske løsninger, som forhåbentligt kan bidrag til at løse klimaproblemerne.

Læs også

Og der er faktisk masser af unge af alle køn, som gerne vil have uddannelsen. Vi kunne fylde tre-fire skibe hvert togt, og det selvom de unge både skal rejse for at starte på skibet, skal vænne sig til gennem hele uddannelsen at sove i hængekøjer, kun kan bade hver tredje dag og desuden skal arbejde rigtigt hårdt.

Dertil kommer, at det er en uddannelse, som længe før det blev smart, faktisk fjernede skærme fra undervisningen. Eleverne skal endda aflevere deres telefoner ved togtstart og får dem kun igen, når de har landlov undervejs.

Overskudsforretning

Se, jeg læser jo også avis og følger regeringens udmeldinger, og det er umuligt for at mig at forstå, hvorfor skiftende regeringer og især den nuværende ikke knuselsker denne uddannelse. Det er jo den politik, regeringen siger, at de vil føre. Hvorfor sørger de så ikke for, at der fast er penge nok til at drive skolen og måske endda udvide den? Det sker ikke. Hvert eneste år mangler dobbelttogtet i finanslovsudkastet.

Det er umuligt for at mig at forstå, hvorfor skiftende regeringer og især den nuværende ikke knuselsker denne uddannelse.

Asser Amdisen
Direktør, Georg Stage

Måske er der nogen, som vil indvende, at det jo må være, fordi uddannelsen er meget dyr, og det er da også rigtigt, at det koster noget at drive en fuldrigger med besætning og hele balladen. Men faktisk er skibet en voldsom overskudsforretning for os alle sammen.

Sagen er den, at vi på hvert eneste togt løfter fem til ti unge mennesker fra passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet – altså unge, som ellers ville være faldet helt ud af systemet. Konservativt sat giver hver elev 2,5 millioner kroner i statskassen, siger økonomerne.

Altså giver et togt mellem 12,5 millioner og 25 millioner i indtægter – og så har vi slet ikke regnet med, at alle de andre ombord også får en uddannelse. Så Georg Stage er en dundrende økonomisk succes for den danske stat. Men alligevel er de to togter endnu ikke kommet med i regeringens udspil til finanslov noget år.

Politisk opbakning

Og det er ikke fordi regeringspartierne ikke ved dette. Gennem de sidste fem år har både socialdemokrater og venstrefolk tydeligt tilkendegivet deres opbakning til skibet og uddannelsen, og inden for de seneste par år er Moderaterne også kommet med.

Især under Folkemødet i år var opbakningen enorm. Partiernes pressetjenester fik taget billeder med Danmarks to skoleskibe, som lå ud for Allinge for netop at fortælle om dobbelttogter. Toppolitikerne havde samtidigt travlt med at blive fotograferet med eleverne og få billederne på sociale medier.

Læs også

Sådan har det faktisk været i fem år. Det har simpelthen ikke været til at opdrive en politiker, som var modstander af Georg Stages dobbelttogt, men alligvel har de ikke taget togterne med på udkast til finanslov – uanset regeringens farve.

Direkte adspurgt har forklaringerne fra politikerne været noget med, at det er meget kompliceret i forhandlingerne, og alle partier mente, at de andre partier var mindre begejstrede. Men oftest er der kommet to tunge forklaringer, nemlig at det var svært at være mindretalsregering, og at Finansministeriets embedsmænd var modstandere.

Har Finansministeriet vetoret?

Det interessante ved det kommende udkast til finanslov er jo, at denne gang er det ganske simpelt. Vi har en flertalsregering, og det kan derfor ikke være det komplicerede politiske billede, som giver problemer.

Det interessante er, om det er en statsminister med en flertalsregering bag sig, der regerer Danmark, eller om det faktisk er Finansministeriet?

Asser Amdisen
Direktør, Georg Stage

Hvis ikke Georg Stage er på udkast til finanslov, så må det skyldes Finansministeriets embedsmænd. De er kendt for kun at tælle statens udgifter og ikke medregne de indtægter, som de skaffer til statskassen, og de har tilsyneladende en vetoret over for et dundrende politisk flertal i Folketinget. Et flertal og en regering, som ønsker at tjene de penge, som Georg Stage tjener. Som ønsker at hjælpe de unge, som Georg Stage hjælper. Som ønsker at understøtte søfarten og vindmølleindustrien, som Georg Stage uddanner til. Og som faktisk mener det, når de ønsker erhvervsuddannelserne i Danmark fremmet og hjulpet.

Men det mener Finansministeriet åbenbart ikke.

Det interessante er, om det er en statsminister med en flertalsregering (og i denne sag endda også et dundrende flertal i Folketinget) bag sig, der regerer Danmark, eller om det faktisk er Finansministeriet, som har forlæst sig på neoklassisk økonomisk teori, der bestemmer over Danmark og Georg Stages elevers fremtid?

Det er da dybt interessant – og det kan læses direkte i finanslovsudkastet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Asser Amdisen

Skoleskibsdirektør (Stiftelsen Georg Stage), historiker, debattør, forfatter, hushistoriker, DR P3, Bestyrelsesformand, Brandbjerg Højskole, Bestyrelsesmedlem, M/S Museet for Søfart og Helsingør Havne
cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2001), Master of Public Governance (CBS 2015)

0:000:00