Gymnasielærere: Kontraproduktive konsekvenser skaber behov for grundig granskning af selvejet

Med statsligt selveje som styreform drives gymnasieskolerne i dag som privatejede virksomheder. Det har store og uheldige uddannelsespolitiske konsekvenser for samfundet og for eleverne og lærerne i gymnasieuddannelserne.

Skolens bestyrelse og daglige ledelse opildnes med selvejet til at fokusere på at skabe fremgang, vokse sig større og konsolidere skolen økonomisk i benhård konkurrence med de andre selvejende skoler.

I første række handler det om at trække så mange elever til skolen som overhovedet muligt – og gerne på bekostning af et mindre elevoptag på de konkurrerende skoler i nabolaget eller i regionen.

Elever klumper sig sammen
Konsekvenserne er kontraproduktive. De unge vælger i dag i overvejende grad gymnasium efter, hvor populært det er, og ikke efter skolens uddannelsesprofil. Derfor tvinges flere nødlidende gymnasier til at bruge stadigt flere penge på reklamefremstød og bygninger, som kunne være brugt bedre på undervisning, for at komme højere op på popularitetsbarometeret. 

Flere nødlidende gymnasier tvinges til at bruge stadigt flere penge på reklamefremstød og bygninger, som kunne være brugt bedre på undervisning, for at komme højere op på popularitetsbarometeret. 

Tomas Kepler
Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening

Modsat er behovet for at brande sig mindre på de gymnasier, som i forvejen er populære og forvænte med store elevstrømme.

Den skævvredne situation betyder, at elever søger mod de gymnasier, hvor kammeraterne, og de unge, eleverne gerne vil spejle sig i, går. Resultatet er, at elever med en svag socioøkonomisk baggrund klumper sig sammen på nogle bestemte gymnasier, mens ressourcestærke elever går på andre gymnasier.

På samme måde fratager selvejets dyrkelse af konkurrencen skolerne incitamenter til at styrke samarbejdet med hinanden om fagudbud, hjælp til at udnytte hinandens kapacitet og indsatser for i fællesskab at forbedre uddannelseskvaliteten. Også her gælder mantraet i udpræget grad, at enhver hytter sit og sine i kampen mod de andre.

Provinsgymnasier svækkes
Den skæve udvikling udfordrer hævdvundne demokratiske principper om, at alle unge skal have mulighed for at vælge en ungdomsuddannelse tæt på deres bopæl i et stærkt og fintmasket udbud. Desværre går tendensen i modsat retning. 

Stadigt flere unge søger væk fra gymnasierne i provinsen og oplandskommunerne og ind mod de mest populære gymnasier i byerne. Dermed svækkes provinsgymnasiernes og de mindre populære bygymnasiers økonomi og eksistensgrundlag, og det risikerer for alvor at undergrave nærhedsprincippet i udbuddet af ungdomsuddannelser.    

Behovet for at udnytte ressourcerne bedre mellem skolerne og sikre en mere hensigtsmæssig elevfordeling er stort. Gymnasieskolernes Lærerforening har peget på en elevfordelingsmodel for alle gymnasieuddannelser, der både kan sikre frit valg af uddannelsesretning (hhx, htx, eux, hf eller stx) og et alsidigt udbud af gymnasieuddannelser i hele landet med en bredt sammensat elevgruppe på skolerne.   

Forslaget kræver stram kapacitetsstyring, og det vil medføre en omfordeling af elever til fordel for de skoler, der i dag er udfordrede med vigende søgning, ligesom vi understreger, at elevfordelingen skal gælde for alle skoleformer.

Selvransagelse blandt ledere
Tilsvarende kan vi justere på det økonomiske taxametertilskud til skolerne, så det ikke længere er så elevafhængigt, eksempelvis ved at indføre et klassetaxameter og hæve udkantstilskuddet, men spørgsmålet er, om disse nødvendige tiltag er tilstrækkelige til at afbøde de værste implikationer af selvejet som styreform.

Jeg tvivler, men jeg er dog sikker på, at politikere og sektoren sammen bliver nødt til minutiøst at gå selvejet efter i alle afkroge. Ikke bare for at vurdere, om grundlæggende justeringer af styreformen virker efter hensigten, nej, vi må alle stille os spørgsmålet, om selvejet i en revideret udgave også fremover er det rette princip at styre uddannelsessystemet efter.