Inklusionsalliancen: Den hidtidige inklusionstænkning har spillet fallit

Den næsten 800-siders rapport om de seneste ti års inklusionsbestræbelser konkluderer, at der med afsæt i resultaterne ikke kan konkluderes, "at der vil være positive resultater forbundet med at inkludere flere elever (men det kan heller ikke udelukkes)".

Hovedkonklusion er på mange måder forstemmende, når man tænker på, at inklusionsloven igangsatte en af de allerstørste indsatser i folkeskolen, og at den tilsyneladende ikke har haft positive resultater, men at flere børn til gengæld har fået det dårligere i perioden.

Vor tid største skolefiasko

Det er svært ikke at se hele denne kæmpestore politisk-økonomiske satsning som andet end vor tids største skolefiasko. Vi ved godt, at det er et voldsomt ord, men vi mener, at netop rapportens data berettiger til brug af alarmerende udtryk.

Rapporten viser, at på blot ti år er andelen af børn, der får eller har brug for støtte uden at få det, steget fra 9,2 procent i 2011/12 til 23,7 procent i 2020/21. Det vil altså sige, at denne andel er mere end fordoblet, siden inklusionsloven blev vedtaget. Og næste halvdelen af de 23,7 procent har et støttebehov, der ikke indfries.

Umiddelbart er det glædeligt at se, at lærerne føler sig mere kompetente til opgaven i dag end tidligere. Men når man dykker ned i tallene, er der stadig 58 procent af lærerne, der oplever, at de kun i mindre grad eller slet ikke har kompetencer til at imødekomme elevers særlige behov.

Opbakningen mangler

På ekspert og chefniveau er tallene heller ikke prangende. Når der spørges til i hvor høj grad, de oplever en kommunal kultur, der understøtter inkluderende læringsmiljøer, så svarer kun 21 procent af PPR-lederne, at det oplever de i høj grad eller i meget høj grad.

Blandt skolelederne er det 41 procent og blandt skolecheferne er det 44 procent, der oplever en kommunal støttende kultur.

Tallene er nedslående, men tænkningen er lige så forstemmende. Når man læser rapporten, er der i vores øjne særligt to begreber, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på os.

Det ene er begrebet 'kronisk skolefravær'. Det giver kuldegysninger at tænke, at vi har skabt en gruppe børn, der har så svært ved at være i skolen og er blevet så syge og dårlige, at de har fået kronisk skolefravær.

Skolen hjælper ikke

At disse børns ufrivillige skolefravær er kommet så langt ud, at det næsten er blevet uhelbredeligt og noget, der måske aldrig slipper sit tag i dem igen, er en katastrofe. Og det kalder på et fuldstændigt skifte ikke kun af vores skoletænkning, men det råber også langt ind i både test- og perfekthedskultur.

Rapporten peger på problemer, som ikke længere kan løses gennem møder og strukturelle ændringer, som vi har forsøgt hidtil.

Det kroniske skolefravær kan måske også skyldes det andet hårrejsende begreb, rapporten jonglerer med: Lærervurderet uindfriet støttebehov.

Hvis man dvæler lidt ved det, så bliver det rigtig ubehageligt. For det fortæller, at vi har børn i skolen, som lærerne vurderer, har et behov for støtte, som vi ikke giver dem.

Det betyder, at vi beder lærerne om at vende det blinde øje til børn, der har udfordringer i skolen. Vi har børn i vores skoleklasser, som, vi godt ved, har store problemer, og vi spiser dem af med ingen ting.

Kan ændre noget sammen

Rapporten peger på problemer, som ikke længere kan løses gennem møder og strukturelle ændringer, som vi har forsøgt hidtil. Vores børn i folkeskolen kalder på grundlæggende ændringer, der kan give dem skoleforløb med god undervisning og trivsel tilbage.

Den opgave har Inklusionsalliancen sat sig for at være bidragydere til. Vi har lagt fra land med ambitionen om, at få inklusion til at handle om inkluderende læringsmiljøer for alle børn i alle tilbud. Folkeskolen er en kompleks arena med mange interesser.

Vi tror på, at de gode løsninger for børnene i folkeskolen kræver en bred vifte af perspektiver. Dem vil vi samle i alliancen. Vi vil gøre det sammen, fordi det er det, vi er enige om, kan ændre noget, og vi vil gøre det med dem, der desværre ingen stemme har fået i rapporten: Børnene.