Af Anders Dybdal og Tine Christensen
Hhv. uddannelsesleder og uddannelsesrådsmedlem for tænketanken Cevea

Debatten om klassestørrelser i folkeskolen har de seneste år været præget af en uproduktiv talkamp, der reducerer debatten til et spørgsmål om, hvordan eleverne lærer "mest". Kritikerne af de store klasser har fremført, at det ødelagde læringen, hvorimod støtterne har hævdet, at det ingen betydning havde.

De væsentligste argumenter i klassestørrelsesdebatten har været tal og fremskrivninger i form af karaktergennemsnit og gennemførselsprocenter - blottet for idéer og holdninger. Derved bliver den uddannelsespolitiske debat udelukkende et teknokratisk spørgsmål: Hvad kan bedst betale sig?

Som idépolitisk tænketank er vi sat i verden for at gøre op med denne teknokratisme og idéforladthed, og vores formål er at bidrage med nye idéer og ideologiske standpunkter. Vi løser ikke de store uddannelsespolitiske udfordringer, hvis vi ikke adresserer dem som grundlæggende politiske spørgsmål.

Hvis regeringens målsætning om, at 95 procent af danskerne skal have en ungdomsuddannelse, nogensinde skal kunne indfries, kræver det en ny og fordomsfri debat omkring, hvordan vi frigiver de ressourcer, der vil give lærerne overskud til at varetage deres job.

Anders Dybdal
Uddannelsesleder for tænketanken Cevea

Idépolitik og klassekvotienter hænger sammen
Indtil nu har uddannelsesdebatten kun kørt på klassekvotientens "effekt" på indlæringen - vel og mærke den målelige læring. Man har set fuldstændig bort fra alt det, vi ikke kan måle med PISA-undersøgelser og nationale tests.

Vi mener ikke, at der blot skal hældes "fakta" på eleverne, for den kan de - groft sagt - google sig til. Behovet for at kunne sortere i den overvældende mængde af information er stort, de skal lære at være kritiske og selv få nye idéer.

Hvis den store uddannelsespolitiske udfordring er at uddanne kompetente samfundsborgere, der er demokratisk dannede, har solide fællesskabskompetencer og er i stand til at tilegne sig ny viden, så skal debatten om klassekvotienter handle om noget radikalt andet.

At uddanne kompetente samfundsborgere
Enhver folkeskoleklasse består af en række individer med individuelle behov, som særlige stiller særlige krav til størrelse, lærer og undervisning. Derfor findes der ikke nogen "one size fits all" med hensyn til klassekvotienten. Mens specialklasser kan behov for en ratio, der hedder 1/8, kan en almindelig folkeskoleklasse måske klare 1/24. Det er således vigtigt at skabe en skole, hvor undervisning og klassesammensætning ikke blot tilrettelægges ud fra statiske klassekvotienter, men derimod ud fra faglige vurderinger, pædagogiske behov og elevernes faktisk sammensætning.

At sætte en grænse for den maksimale størrelse i en klasse handler således ikke om at fastsætte den endelige klassestørrelse, men derimod om at sikre, at lærere får de nødvendige ressourcer og overskud til at varetage en undervisning, der tager højde for individuelle behov, den demokratiske dannelse og uddannelsen til et helt menneske.

Klassekvotienter er et vigtigt redskab
Klassestørrelsen har stor betydning for uddannelsen af kompetente samfundsborgere, fordi det er en mere kompleks størrelse end blot at lære eleverne at regne og skrive. Det sociale miljø i klassen har stor betydning for udviklingen af elevernes fællesskabskompetencer og demokratiske dannelse, og det er meget svært at skabe et godt klassemiljø med en propfyldt klasse. Klassekvotienter skaber ganske enkelt pædagogisk overskud og forebygger nedslidning af den enkelte lærer.

Cevea mener derfor, at det vil være kærkomment at indføre en grænse på 24 elever pr. klasse. Hvis regerings målsætning om, at 95 procent af danskerne skal have en ungdomsuddannelse, nogensinde skal kunne indfries, kræver det en ny og fordomsfri debat omkring, hvordan vi frigiver de ressourcer, der vil give lærerne overskud til at varetage deres job.