Lærerforening: Regeringen glemmer børnene i jagten på blandede skoler

Lægens børn møder sjældnere sosu-assistentens børn i skolen.

Det kunne man læse på forsiden af Politiken 24. februar.

Overskriften handler om en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at antallet af blandede grundskoler i Danmark er faldet markant det seneste årti.  

Jeg skal ikke gå ind i en længere talkrig med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), men blot konstatere, at når kun 27 procent af grundskolerne i 2020 var blandede, så hænger det også sammen med AE’s definition på en blandet skole.

I analysen sammenligner AE den enkelte skole med landsdækkende tal for forældreindkomst og ikke med tal fra den kommune, skolen ligger i. Det er derfor, at ingen ud af 20 grundskoler i Jammerbugt og Odsherred Kommune var blandede i 2020.

Og det er også derfor, at ikke en eneste af de 21 grundskoler i Avedøre, Hørsholm og Rudersdal Kommune var blandede.   

Sætter absolut ikke barnet først
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler til Politiken, at der må ses på fordelingen af elever i folkeskolen, så hver enkel skole får en elevsammensætning, der er mere blandet, når det gælder forældrenes indkomst.

Regeringen siger også, at vi skal sætte barnet først, men det er absolut ikke at sætte barnet først, hvis man udpeger elever, som ikke kan gå i skole med de andre fra gaden, fordi deres forældre tjener for lidt eller for meget.

Når regeringen finder det problematisk, at mennesker bosætter sig i områder, hvor der bor mange som dem selv, så skal nogle ikke have lov til at gå i skole der, og andre skal sendes derhen mod deres vilje.

Det er ikke at sætte barnet først – det er at sætte hensynet til samfundet og regnearkene over hensynet til det enkelte barn.

Sammenhængskraft ja, kvoter nej
Når undervisningsministeren i Politiken argumenterer for en ny model, der skal give flere blandede skoler, så kobler hun det tæt sammen med regeringens ønske om at styrke sammenhængskraften i samfundet.  

Børn fra velstillede familier har godt af at kende børn, der ikke har den samme gode økonomiske baggrund, siger ministeren. Og et velkendt argument er også, at der er en vis klassekammerateffekt, hvor det at gå i skole med mere ressourcestærke kammerater kan være med til at løfte den udfordrede elev fagligt.

Men er sammenhængskraft og klassekammerateffekt tilstrækkeligt gode argumenter for at indføre kvoter og afskære nogle forældre fra at vælge det, de mener er det bedste skoletilbud til deres barn. Jeg tror det ikke.

Kan ikke være rigtigt
Folkeskolen skal principielt kunne rumme alle børn, men det er ikke det samme, som at alle folkeskoler skal være gennemsnitlige, og et fair spørgsmål er, om det er muligt og ønskeligt at ensrette alle folkeskoler i forhold til en normalfordeling af forældrenes indtægt.

Og ikke mindst, om det virkelig er sådan et skolesystem vi ønsker os. Jeg tror det ikke.   

Børn har brug for at møde kammerater og voksne med en anden baggrund end deres egen, men de har også brug for meningsfulde fællesskaber, og de har først og fremmest brug for en skole, som passer til dem.

Hvis regeringen ønsker at øge sammenhængskraften, er der andre løsningsmodeller, som ikke fordeler børn ud fra en sindrig algoritme, hvor forældrenes indtægt er afgørende, og hvor hensynet til det enkelte barn er ikke eksisterende.

Det kan ikke være rigtigt, at folkeskolen skal løse en udfordring, der i virkeligheden handler om boligpolitik og forskel på indtægt i enkelte kommuner eller områder.

Forældre vil se mod de frie skoler
Hvis man begynder at sætte kvoter op ud fra en regnearksmodel for forældreindkomst, så tager man reelt det frie folkeskolevalg fra forældrene, eller i hvert fald for den gruppe af forældre, som der er for mange eller for få af.

Det vil medføre, at flere forældre vil kigge mod de frie skoler. Vi har set det gentagne gange i de tilfælde, hvor kommunerne har lukket den lokale folkeskole, og forældre har åbnet en fri skole i protest.

Idéen med de frie skoler er, at forældre kan vælge et skolefællesskab sammen med nogen, som man er enig med og som man på den ene eller anden måde ligner. Det kan være nogen, der har den samme pædagogiske holdning, det samme ideologiske ståsted, eller den samme religiøse tilknytning.

Grundtanken med det frie skolevalg, også på frie skoler, er, at vigtige beslutninger om børns skolegang, hverdag og liv i det hele taget ligger bedst ude i den enkelte familie. Regeringens planer om en kvoteløsning for folkeskolen er et opgør med hele den grundtanke. Et opgør som i stedet handler om, hvad en siddende regering mener, der er bedst for samfundet, og hvor børn bliver brugt som et redskab til at opnå politiske mål.

Jeg er langt mere tryg ved, at forældrene er bedst til at træffe beslutninger, som tager hensyn til deres børn. Og det hensyn til børnene mener jeg, at regeringen glemmer i jagten på flere blandede skoler.