Lars Qvortrup: Vi skal droppe fortællingen om, at mistrivslen er værre end tidligere

Men hvad så med den anden faktor, som ofte fremhæves: Det høje tempo i samfundet? Tænker man tilbage til Bentes skolegang i 1940’erne, er det næsten umuligt at sammenligne den med forholdene i dag. Efter to års skolegang blev Danmark besat, og det meste af skolegangen foregik under den tyske besættelse.

I 1947 var der stadig vareknaphed og rationering i Danmark. Godt 200 kilometer syd for grænsen lå Hamburg i ruiner, og nøden var ubeskrivelig. Først i de følgende år tog man hul på den forvandling af samfundet, som førte frem mod velfærdsstaten. Så ”tempo” var der nok ikke i vores forstand, men usikkerheden og forandringerne var kolossale.

Derfor skal vi holde op med at sige, at mistrivslen er blevet værre. I stedet skal vi sætte fokus på, at vi trives og mistrives anderledes end tidligere

Lars Qvortrup
Professor emeritus, DPU, Aarhus Universitet

Så måske er det den tredje faktor, der er relevant: psykologisering.

Da Bente gik i skole, blev der ikke foretaget trivselsundersøgelser, og diagnoser blev der ikke stillet mange af. Ganske vist fandtes der et relativt begrænset antal skolepsykologer, men de var mest beskæftiget med forskellige former for intelligenstest, det vil sige med at sortere eleverne, og på mulig henvisning til specialundervisning.

Avisoverskrifterne handlede ikke om børns og unges mistrivsel, og regeringen havde ikke planer om en trivselskommission. Om Bente oplevede mistrivsel og i givet fald hvordan er svært at sige.

Det var ikke noget, man snakkede om, og da slet ikke på samme måde som vi gør i dag. I øvrigt kom hun på Niels Brock Handelsskole og fik som voksen akademiske sekretærstillinger, indtil ægteskabet førte hende til Bagdad, hvor hun i en periode fungerede som bankdirektør. Så måske har formaningen haft effekt.

Er min pointe, at de gamle dage var bedre, og at vi bare skal smøge ærmerne op? Nej, på ingen måde.

Min ene pointe er, at trivsel er en forventningskategori. Man trives i forhold til sine forventninger om trivsel, og de forventninger har ændret sig radikalt. Når man som det første spørgsmål i den årlige trivselsundersøgelse bliver spurgt: ”Er du glad for din skole?,” så er svaret afhængigt af, hvor store forventninger man har til skolen.

Min anden pointe er, at trivsel ofte beror på selvbeskrivelse. Et andet af spørgsmålene i den årlige trivselsundersøgelse lyder: ”Føler du dig ensom?.” Svaret afhænger naturligvis af, hvilket sprog man har for at udtrykke sine følelser og sin ensomhed.

Derfor skal vi holde op med at sige, at mistrivslen er blevet værre. I stedet skal vi sætte fokus på, at vi trives og mistrives anderledes end tidligere, og at det blandt andet skyldes, at forventningerne til trivsel har ændret sig, og at måden, vi snakker om os selv på, hele tiden er under forandring.