Rektor: Skolen er blevet for dum, fordi vi ikke længere ved, hvad dens mening er

At skole og dannelse på den ene eller anden måde hænger sammen, ved vi stort set alle. Enhver med respekt for sig selv kan remsen udenad. Vi lærer for livet og ikke for skolen. Verdens bedste skole, samfundets trosbekendelse og dannelse til demokrati.

Der findes vel ingen anden institution, der er holdeplads for så mange idealiseringer og ønskedrømme. Og det med rette. Skolen betyder noget for barnet, familien og samfundet.

Børn skal gå i skole, om de bryder sig om det eller ej, og i skolen skal de ikke lære alt muligt mellem himmel og jord, men de skal lære noget fornuftigt. Men lige netop på det punkt, bliver det vanskeligt. For hvad er fornuftigt at lære i et højt innovativt og moderne samfund?

Et samfund der ifølge sociologen Hartmut Rosa accelererer i en sådan grad, at den ”smukke viden” børn lærer i dag ellerede er falmet i morgen. Viden er blevet flygtigt med det resultat, at skolen har fået åndenød. For hvad skal skolen undervise i, når det, den underviser i, allerede er forældet i næste time?

Drømmen om kanon og læring
Når viden accelererer, kan man gribe til de gængse svar. Mere kulturkanon og kristengrundlag. Når samtiden smulder, ved vi i det mindste, hvor vi kommer fra. Derfor kulturkanon, litteraturkanon, demokratikanon og hvad-ved-jeg-kanon.

Måske skulle skolen stå stille og ikke flygte tilbage i fortiden eller flygte frem i fremtiden. Måske skulle den bare stå stille og generindre, at den repræsenterer en pædagogisk opgave.  

Alexander von Oettingen
Fungerende rektor, UC Syd

Men hvem det ”vi” er og hvad det ”vi” skal, er ret diffus. Når kulturens og historiens lys slukker, klamrer ”vi” os til skolens lommelygte og helst på grøn strøm.

Andre går andre veje, fordi de for længst har tabt troen på historiens saft og kraft. De retter deres blik ensidigt mod fremtiden, for det er her, det sker. Fremtiden kender vi godt nok ikke, men det betyder ikke så meget, fordi børn bare skal lære.

Når historien forsvinder i en tågedrøm om de 21. århundredes kompetencer og teknologi-fix, så står læringsidealisterne på spring. I skolen skal man ikke undervise, men man skal lære, og det skal man så til gengæld i en sådan fart, at kun halvdelen kan følge med.

Vi tror på læringens magiske kraft, for ellers ville vi ikke kunne udholde den ukendte fremtid. Skolens indhold interesserer vi os mindre og mindre for. Desværre. Men hvorfor skulle vi også, når vi kan lære?

Skolen er blevet for dum
Men lige netop det burde vi. Vi burde spørge os selv, hvad skolen skal give videre af viden og værdier til den yngre generation. 

Måske skulle skolen stå stille og ikke flygte tilbage i fortiden eller flygte frem i fremtiden. Måske skulle den bare stå stille og generindre, at den repræsenterer en pædagogisk opgave.