Af Bjarke Dahl Mogensen & Jens Jonatan Steen
Projektleder & analysechef i Cevea

I de seneste uger har debatten om indførelse af et socialt taxameter på gymnasier og erhvervsskoler igen taget fart. Undervisningsminister Christine Antorini har sat embedsmændene på Frederiksholms Kanal i sving og har bebudet, at et forslag til et nyt taxameter vil blive fremlagt inden jul.

Forslaget møder bred opbakning fra langt de fleste aktører inden for det danske ungdomsuddannelsesmiljø, og rapporten ”Utilsigtede konsekvenser af taxameterstyringen på ungdomsuddannelserne” giver også tydelig evidens for behovet.

Den nye rapport blev udgivet af Tænketanken Cevea i forbindelse med en konference om fremtidens ressourcefordelingssystem for landets ungdomsuddannelser.

Millioner skal omfordeles
Baseret på rapporten – og mens vi venter på ministeriet – kom Cevea i denne uge med det første konkrete og finansierede bud på et socialt taxameter.

Det er helt og aldeles afgørende, at et nyt taxameter kommer til at gælde på tværs af sektorerne, hvis vi skal undgå at skabe ubalance og unfair konkurrence mellem gymnasier og erhvervsskoler.

Bjarke Dahl Mogensen & Jens Jonatan Steen
Projektleder & analysechef i Cevea

Et forslag, som ganske kort går ud på at afskaffe færdiggørelsestaxameteret og i stedet omfordele de 750 millioner kroner, det vil frigive, ud fra institutionernes elevsammensætning. Skoler med høje karaktersnit og mange elever fra akademikerhjem skal altså ikke have lige så meget i socialt tillæg som skoler, der er udfordret af lave karaktersnit og mange elever fra hjem med kort uddannelse. Pengene skal følge udgifterne og udfordringerne.

Mens debatten desværre nemt kan fortabe sig i kroner og øre og blive til en debat om økonomiske ”vindere” og ”tabere”, er der én faktor, som er særdeles vigtig at nævne i forbindelse med indførelsen af et socialt taxameter:

Det er helt og aldeles afgørende, at et nyt taxameter kommer til at gælde på tværs af sektorerne, hvis vi skal undgå at skabe ubalance og unfair konkurrence mellem gymnasier og erhvervsskoler.

Omfordelingen skal være tværgående
Sker det ikke, vil man i en by med et svagt gymnasium og en stærk erhvervsskole (begge dele målt relativt i forhold til landsgennemsnittet) risikere en skævvredet konkurrencesituation, hvor gymnasiet får flere penge, mens erhvervsskolen får færre. Og det selvom gymnasiet i sammenligning med erhvervsskolen har stærkere elever.

Dermed vil man lokalt set styrke de stærke og svække de svage. Derfor skal omfordelingen være tværgående. 

Et andet punkt, som har fyldt en del i debatten, er argumentet om, at det sociale taxameter vil overkomplicere systemet. Ambitionen med det nuværende taxameter har helt rigtigt været at skabe det mest simple og gennemskuelige system overhovedet.

Det var nødvendigt set i forhold til fortidens kaos. Men som en erhvervsskolelærer sagde ved taxameterkonferencen i oktober:

”Er det ikke lige meget for den enkelte skole, om der er otte eller 12 kolonner i vores regneark, så længe vi bare ved, hvad vi har at gøre med det kommende skoleår?” En enkelt fordelingsnøgle fra eller til burde altså ikke få læsset til at vælte.

Det kan gøres bedre
Samtidig glemmer kritikerne, at taxametersystemet blev sat i verden for at forsimple tilskuddene til uddannelsesinstitutionerne. Taxametrene sikrer, at pengene bruges der, hvor eleverne er. Det er omkostningsnært.

Ud fra denne logik bør de skoler, som har flere udgifter til lektiecafeer, vejledningstimer og ekstra læse- og regnetilbud, også belønnes for den ekstra indsats. Især når de bedst stillede gymnasier på få år kan generere overskud på halve milliarder.
 
Det nuværende taxametersystem er trods dets alvorlige fejl og mangler en forbedring i forhold til tidligere. Men betyder ikke jo ikke, at det ikke kan gøres endnu bedre. Og netop det vil et socialt taxameter bidrage til.