Årets Sorø-møde sluttede, som det startede - med debatten om, hvordan vi får bugt med det høje frafald. Undervisningsminister Troels Lund Poulsen fik endda lanceret endnu en politisk procentsats til samlingen, så vi kan tilføje en ny målepind for indsatsen: Højst 20 pct. må falde fra i 2015.

Nu kan vi så se frem til efterårets bebudede 360 graders eftersyn af erhvervsuddannelserne. Jeg synes, vi bør spørge os selv, om der er behov for et eftersyn. Vi ved jo godt, hvad der er galt:

• For mange forlader folkeskolen uden tilstrækkelige forudsætninger for uddannelse, og det ender i nye forudsigelige nederlag på erhvervsskolerne.
• Niveauet er under pres, mens kompetencekravene til de faglærte bevæger sig den stik modsatte vej.
• Konjunkturfølsomheden giver praktikpladsproblemer i nedgangstider samtidig med, at der er udsigt til mangel på faglærte på relativ kort sigt.
• De unge fravælger erhvervsuddannelserne, og risikoen vokser for, at virksomhederne med tiden vil gøre det samme.
   

Vi har en fantastisk model for erhvervsuddannelser i Danmark, og den giver os en konkurrencefordel, fordi den sikrer jobnære kompetencer på efterspurgte jobområder. Men der er akut behov for at værne om den, og uden håndfaste løsninger taber vi alle. De unge, der ikke kan få en solid uddannelse som afsæt til arbejdsmarkedet. Virksomhederne, der ikke kan få medarbejdere med de kvalifikationer, de har brug for. Og samfundet, der mister arbejdspladser, og samtidig skal håndtere en stor gruppe unge, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Med andre ord: De unges krise er alles krise.

Konkret indebærer det, at der skal satses massivt på mere niveaudeling for det store flertal, der udgør kernen af elever. Sideløbende med det, skal der etableres talentspor på uddannelser inden for konkurrenceudsatte beskæftigelsesområder. Præcis som det blev anbefalet af undervisningsministerens egen talentgruppe i foråret.

Flemming Larsen
Erhvervsuddannelsescehf, DI

På bundlinjen står vi i dag med en opgave, som ingen regering de seneste 20 år har været i stand til at løse. Målet har været det samme - faktum er, at 15-20 pct. af alle unge fortsat har udsigt til at ende uden uddannelse.

Sandheden er nok, at vi alle har et ansvar for det - arbejdsgivere, fagbevægelse, skoler, politikere og kommuner. I lyset af Sorø-mødet vil jeg derfor benytte dette indlæg til at invitere alle omkring erhvervsuddannelserne til en åben dialog om, hvordan vi løser de fire problemer, jeg har skitseret ovenfor. Denne dialog kunne tage udgangspunkt i tre konkrete forslag til, hvad der skal tages fat på.

I DI vil vi gerne starte dialogen om de indrømmelser og løsninger. Jeg tror, alle er enige om målet.

Flemming Larsen
Erhvervsuddannelseschef, DI

Klar til uddannelse - inden uddannelse
For det første en erkendelse, at vi hverken gør unge, virksomheder eller samfundet en tjeneste ved at optage unge på erhvervsskolerne, der ikke har udsigt til at kunne gennemføre. Forudsigeligt frafald og forudsigelige nederlag skal stoppes ved at sikre de unge relevante tilbud i overgangen fra grundskole til erhvervsskoler. De skal rustes til uddannelse, inden de går i gang.

I dag er ansvar, finansiering og vejledning omkring tilbud i overgangen til erhvervsskolerne delt mellem kommuner og stat. Det gælder 10. klasse, produktionsskoler, erhvervsgrunduddannelse, ungdomsskoler, VUC'er, grundforløb på erhvervsskoler og meget mere. Nogle tilbud forvaltes og finansieres af kommunerne - andre af staten. På samme måde har kommunerne ansvaret for overgangsvejledning, mens det er staten, der tager sig af gennemførselsvejledningen.

Uklar og spredt ansvarsfordeling, manglende samtænkning og koordinering - kort sagt udtalt og ugennemsigtig kompleksitet, som få uden for systemet er i stand til at afkode. Taberne er de mange tusinde unge, der ikke får et relevant tilbud, og derfor står svagest, når krisen kradser.

Af hensyn til de unge bør ansvaret for de unges overgange derfor entydigt placeres ét sted. Dernæst skal der skabes en robust struktur og økonomi om de mange tilbud, der sikrer opfølgning ift. de unges plan og de tilbud, der er iværksat for den enkelte.

Samtidig skal den vurdering af uddannelsesparathed, der i dag foretages af UU'erne, spejles i kravene på konkrete uddannelser, og ikke som i dag op imod 100 erhvervsuddannelser under ét. Erhvervsskolerne skal kunne afgøre, om der er en realistisk sammenhæng mellem de unges forudsætninger og kravene på den ønskede uddannelse. Hvis ikke, skal der i samarbejde med kommunen laves en plan for, hvordan de unge bliver klar til det.

Oplægget og påstanden herfra er, at vi stort set allerede har kompetencerne, tilbuddene og ressourcerne i systemet, men anvender dem forkert.

Niveauløft, talentspor og fornyet tiltrækningskraft
Som det andet er vi pisket til en erkendelse af, at kompetencekravene på arbejdsmarkedet ikke tilpasser sig niveauet på erhvervsskolerne. Blandt DI's 10.000 medlemsvirksomheder forventer mere end 60 pct., at kravene til de faglærte stiger fremover, og næsten ingen forventer det modsatte. Vi har tabt på forhånd, hvis vi tilpasser niveauet til de unges manglende forudsætninger - og ikke til behovene på det arbejdsmarked, som skal ansætte de unge.

Det er derfor altafgørende, at der nu sættes turbo på at sikre flere udfordringer til de mange elever, der efterspørger det.

Konkret indebærer det, at der skal satses massivt på mere niveaudeling for det store flertal, der udgør kernen af elever. Sideløbende med det, skal der etableres talentspor på uddannelser inden for konkurrenceudsatte beskæftigelsesområder. Præcis som det blev anbefalet af undervisningsministerens egen talentgruppe i foråret.

Sammen med allerede søsatte tiltag som EUX er det målet at vende udviklingen og få erhvervsuddannelserne til at fremstå som et reelt og attraktivt alternativ til de gymnasiale uddannelser.

Konjunkturer og praktikpladser
Det tredje element bygger på en erkendelse af, at vi næppe kan afskaffe konjunkturudsving eller trylle en løsning frem, der sikrer nok ordinære praktikpladser i lavkonjunkturer. Historien viser, at antallet af praktikpladser følger væksten i samfundet, og de seneste års finanskrise har med brutal overbevisning demonstreret vores afhængighed af den globale økonomi.

Ikke desto mindre skal vi på alle måder søge at gardere os mod den forudsigelige praktikpladsmangel på en mere konsekvent og fornuftig måde, end vi gør i dag. Kort sagt: Hvad stiller vi op, når virksomhederne i perioder ikke har kapacitet til at uddanne de unge, de får brug for senere?

På dette felt har fronterne længe været trukket skarpt op, og der har ikke manglet forslag. Omvendt har vi heller ikke råd til at læne os tilbage og vente på, at konjunkturerne vender, så der atter er praktikpladser nok. I mellemtiden har vi nemlig tabt en masse unge, som sidenhen bliver endnu vanskeligere at samle op. Det går ikke, for der bliver brug for alle.

Lad os derfor tage udgangspunkt i det, de fleste kan blive enige om.

For det første, at skolepraktikken ikke fungerer - i hvert fald ikke i sin nuværende form. De unge fravælger den, og det er vanskeligt for skolerne at sikre et relevant indhold, der reelt kan erstatte praktik i en virksomhed. Vi er derfor nødt til at finde andre skolebaserede alternativer, der kan bringes i spil, når konjunkturerne er imod praktikpladsmarkedet. Vel at mærke inden for beskæftigelsesområder, hvor der er udsigt til job efter endt uddannelse.

For det andet at tilstræbe mest mulig virksomhedsoplæring. Mange virksomheder kan ikke bidrage til fulde lærepladser, og oplever det som bureaukratisk og besværligt at have elever i kortere perioder. Lad os derfor se på alternative modeller, der kan bidrage til at øge den samlede mængde praktik i samfundet - f.eks. gennem mere fleksible modeller for kortere praktikophold. Det kan ske gennem de klyngemodeller, der tidligere har været foreslået, eller som et element i et nyt skolebaseret alternativ.

Med udgangspunkt i de tiltag vi er enige om, må vi så tage hul på reelle drøftelser inden for de områder, hvor enigheden er knap så udtalt.

Fælles ansvar
Vi har ikke patentløsninger på, hvordan man konkret gennemfører de ting, der er skitseret ovenfor. Vi samarbejder med en række parter om delelementer i ovenstående, og vi ved derfor også, at mange er enige i dele af de ting, vi arbejder med. På andre områder er der behov for at mødes om at skabe de nødvendige kompromisser. Jeg tror nemlig ikke, at løsningerne kan beskrives og gennemføres uden indrømmelser - fra os alle.

I DI vil vi gerne starte dialogen om de indrømmelser og løsninger. Jeg tror, alle er enige om målet.