Skær global ulighed med 25 procent

Ulighed er et voksende problem. Forskerne diskuterer frem og tilbage, om den er stigende, og det kommer (som sædvanlig) helt an på, hvordan den måles. Ikke desto mindre er der en klart stigende utilfredshed med ulighed, og det er et politisk problem.

I en stadig mere globaliseret verden, hvor informations- og kommunikationsteknologierne udvikler sig med rasende fart, spreder nyheder om overgreb og uretfærdigheder sig lynhurtigt til millioner af mennesker. Hvis de kan identificere sig med ofrene for overgrebene, er sandsynligheden for social uro stor, og politiske ledere stilles ofte til ansvar.

Det så vi med det arabiske forår, og det så vi, da en ung kvinde blev voldtaget og dræbt i New Delhi.

Nationalitet og forældres indkomst bestemmer indkomst
Derudover er ulighederne mange gange så himmelråbende, at det spiller en mindre rolle, om de er voksende eller ej. Både de økonomiske og de sociale uligheder, hvor mennesker diskrimineres på grund af køn, hudfarve, alder osv., har ingen relation til den arbejdsindsats, de lægger for dagen.

80 procent af indkomstforskellene på kloden kan forklares med to faktorer, som man ikke har nogen indflydelse på, nemlig fædreland og forældrenes indkomstklasse. Ligegyldig hvilken politisk orientering man har, kan dette ikke forsvares.

Derfor bør den internationale ramme for udvikling efter 2015 have et selvstændigt udviklingsmål, der sigter på at udrydde social diskrimination og begrænse ekstrem økonomisk ulighed. Uden et sådant mål vil den ny udviklingsramme miste legitimitet og opbakning.

Målet skal imidlertid IKKE føre til ligemageri på det økonomiske område. Med lige muligheder er der nogle, der foretrækker at tjene penge, og andre, der hellere vil bruge livet på noget andet. Det skal de selvfølgelig have lov til. Derfor må ambitionen være at skabe et mål, der begrænser den ekstreme økonomiske ulighed, der ikke har nogen som helst bund i en forskellig arbejdsindsats.

Palma: Skær 25 procent af inden 2030
I et helt friskt Policy Brief fra DIIS foreslår jeg at bruge den såkaldte Palma. Den viser, hvor meget de 10 procent rigeste i en befolkning tjener i forhold til de 40 procent fattigste. Tjener de to grupper lige meget, er forholdet 1, og sådan er forholdet i relativt lige samfund som det danske. I mere ulige samfund vokser forholdet, og i et meget ulige land som Sydafrika er det ca. 7 – gruppen af de 10 procent rigeste tjener altså 7 gange så meget som gruppen af de 40 procent fattigste.

Forslaget er, at alle lande med en Palma, som overstiger 1 i 2030, skal have halveret afstanden mellem 1 og den Palma, de havde i 2010. I Sydafrikas eksempel vil målet således være en Palma på 4 i 2030 – stadig en særdeles betydelig ulighed, men dog markant reduceret. Samtidig skal lande med en Palma på 1 eller mindre ikke gøre noget. Forslaget er således målrettet den ekstreme ulighed, og samtidig er det realistisk, fordi mange lande allerede har en Palma omkring 1.

Den globale Palma er 32! Det betyder, at i gennemsnit tjener hver af de 10 procent rigeste på kloden 128 gange så meget som hver af de 40 procent fattigste. I en globaliseret verden må nye udviklingsmål forholde sig til den ulighed, men vi har endnu kun meget få politiske instrumenter til at gøre noget ved den. Bekæmpelse af skattely er et instrument, men der er brug for mange flere.

80 procent af indkomstforskellene på kloden kan forklares med to faktorer, som man ikke har nogen indflydelse på, nemlig fædreland og forældrenes indkomstklasse. Ligegyldig hvilken politisk orientering man har, kan dette ikke forsvares.

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, DIIS

Derfor er mit forslag ikke en halvering, men at skære 25 procent af den globale Palma i 2030. En stor udfordring: Ja, men mulig, hvis der er politisk vilje. Og da problemet er uomgængeligt, er det bare med at komme i gang!