Forståelsen af udviklingsbistand skal udvides

Vi skal udvide forståelsen af, hvad bistand og internationalt udviklingssamarbejde er. Kun derigennem bliver det muligt at etablere en reel debat om, hvor meget forskellige indsatser bidrager til bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom.

Knud Vilby
Journalist og udviklingsdebattør

Af Knud Vilby
Journalist og udviklingsdebattør

OECD diskuterer nye definitioner af, hvad udviklingsbistand er for noget, og hvad det skal være i fremtiden.

Bistanden udgør i dag en langt mindre andel af de internationale kapitaloverførsler mellem rige og fattige lande end for 20 år siden. Samtidig har rige landes ledere (blandt andet danske statsministre) lovet ekstra midler til klimaindsatser uden at levere.

Ulandene kan med god grund føle sig svigtede i klimakampen. Og de rige lande prøver nu at bruge den beskedne udviklingsbistand til at fremme større private investeringer i klimaindsatser. Det kan der være god mening i.

Bistand skal være katalysator
Disse spørgsmål blev diskuteret ved et offentligt møde i København forleden (alt foregår ikke på Bornholm). En af deltagerne var Poul Engberg-Pedersen, der er gammel dansk udviklingsforsker og tidligere chef for den statslige norske bistandsorganisation NORAD. I dag er han medlem af det internationale ekspertpanel, der forbereder OECD's definitionsdiskussion.

Poul Engberg-Pedersen sagde blandt andet, at vi skal udvide forståelsen af, hvad bistand og internationalt udviklingssamarbejde er. Kun derigennem bliver det muligt at etablere en reel debat om, hvor meget forskellige indsatser bidrager til bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom. Han sagde også, at vi skal være bedre til at inddrage andre aktører i bekæmpelse af fattigdom og globale problemer.

”Bistanden skal bruges katalytisk også til at få private virksomheder, pensionskasser og civilsamfundet inddraget i arbejdet med fattigdomsbekæmpelse og de globale udfordringer.” (citeret efter Altinget.dks referat).

Jeg er sådan set enig, og det rammer jo i centrum af diskussionen om EU's såkaldte kohærens-principper, altså kravet om sammenhæng mellem alle de forskellige indsatser, der bidrager til udvikling – eller lægger vanskeligheder i vejen for udvikling.

EU's medlemslande skal samtænke, hvad de gør. Målet er at få alle gode kræfter til at trække i en udviklingsvenlig retning, og ikke som nu hjælpe ulande med den ene hånd og samtidig spænde ben, blandt andet med elementer af handels- og landbrugspolitikken.

Klare begreber sikre indsats
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen ser sig selv som en del af denne samtænkte udvikling. Vi skal få handel og bistand til at trække i positiv retning for de fattige, og vi skal, som Poul Engberg-Pedersen siger, bruge bistanden katalytisk og inddrager andre aktører.

Fint nok, men så er det bare, jeg siger, at der også må være en grænse for letfærdigheden i argumentation. Der er nemlig en risiko for, at man, når man på den måde blander det hele sammen, kan argumentere for, at hvad som helst er til gavn for de fattige. Også uden nogen som helst substans i argumentationen. Mogens Jensen er – desværre – et godt eksempel på, at det kan ende skidt.

Jeg har brugt Danmarks nye beslutning om at åbne for Danida-støttede private lån til blandt andet Indien og Nigeria. De skal fremme en dansk privat indsats i infrastrukturprojekter. Danske banker giver lånene, hvis der bruges danske leverandører. Danida betaler renten. Så det ligner de danske statslån, man gik væk fra for mange år siden, fordi de førte til danske overpriser og misbrug af bistanden.

Mogens Jensen skulle forklare denne nye erhvervsstøtteordning i DR's Deadline, og han argumenterede for, at den er til gavn for både fattigdomsbekæmpelse og grøn omstilling. Indien har mere end 400 millioner absolut fattige, så det er der jo brug for, men Indien har selv for år tilbage afvist dansk bistand.

Mogens Jensen hævdede, at hvis blot den nye danske politik fører til, at en enkelt fattig inder kommer i arbejde, er det reelt fattigdomsbekæmpelse. Ikke et ord om, at den enorme fattigdom i Indien ikke skyldes manglende udenlandske investeringer, men manglende indisk prioritering af fattigdomsbekæmpelse. Heller ikke en eneste tanke om, hvad penge til erhvervsstøtte alternativt kunne bruges til i fattigdomsbekæmpelse.

Og så det med, at hvis der blot skabes et job, er det reelt fattigdomsbekæmpelse. Det er simpelthen for tyndt.

Jeg har brugt som sammenligning, at man med samme argumentation kan hævde, at en forhøjelse af dronningens apanage er et led i dansk beskæftigelses- og socialpolitik, hvis det blot fører til, at dronningen ansætter en enkelt ekstra livrist.

Den argumentation ville naturligvis aldrig blive godtaget i en dansk sammenhæng. Men kravet må være, at ministre prøver at argumentere lige så seriøst, når de snakker global fattigdomsbekæmpelse, som de trods alt er nødt til at være i en diskussion af danske problemstillinger.

Vi får snart en ny international definition af, hvad udviklingsbistand er for noget. Men vi har givetvis også brug for nye klare begreber for at sikre, at diskussionen om nye indsatser ikke bliver alt for letfærdig og underlødig. Og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen yder ikke et godt forsvar for sin nye dobbeltstilling ved at argumentere så useriøst, som han har gjort i dette tilfælde.