Afrika Kontakt: “Big business” på bistand skaber ikke udvikling

DEBAT: Det er forfejlet, når bistandskroner går til danske virksomheder, som risikerer at udkonkurrere lokale virksomheder. Det har dermed ikke en udviklingseffekt i de lande, vi ønsker at løfte ud af fattigdom, skriver Eigil Johannisson fra Afrika Kontakt.

Af Eigil Johannisson
Researcher, Afrika Kontakt

Private virksomheder spiller en stor rolle i verden, og spørgsmålet er, hvordan man får dem til at bidrage til en bæredygtig udvikling.

Det skriver udviklingsminister Ulla Tørnæs og Camilla Brückner, der er direktør for UNDP’s nordiske kontor, i Jyllands-Posten 14. januar. Og det er svært at være uenig i.

Problemet er, at regeringens strategi fokuserer på at give udviklingsbistand direkte til danske virksomheder – og det virker simpelthen ikke. Det peger Udenrigsministeriets egne evalueringer på.

Bistand til virksomheder er ineffektivt
I artiklen "Verdens udvikling skal være 'big business'" fremhæver Tørnæs og Brückner, at det er gennem partnerskaber med private virksomheder, at vi skal nå FN’s verdensmål.

De nævner eksempler på, hvordan vi bruger udviklingsbistand til direkte at støtte danske virksomheder gennem programmer som Danida Market Development Partnership og P4G (Partnering for Green Growth and the Global Goals).

Samme tendens ser man på årets finanslov, hvor knap en milliard kroner fra bistanden er sat af til direkte at støtte virksomheder gennem partnerskaber.

Det er vigtigt at skabe udvikling i den private sektor i udviklingslande, men at give bistand direkte til enkelte, ofte danske, virksomheder er en ineffektiv måde at gøre det på.

Der er tre problemer med den form for bistand til den private sektor: Vi risikerer at udkonkurrere de lokale virksomheder, det kommer ikke de fattigste lande til gode, og udviklingseffekten er meget begrænset – kun få virksomheder har gavn af den.

Risiko for at udkonkurrere lokale
For det første er der et stort fokus på danske virksomheder, hvilket betyder, at flere programmer ikke er målrettet de lokale virksomheder. Der er naturligvis virksomheder, som vi støtter med bistand, som bidrager med noget godt.

Men Tørnæs og Brückner fremstiller denne støtte til danske virksomheder som konsekvent at være win-win-situationer, hvor alle får noget ud af det. Det er desværre ikke tilfældet – der er tværtimod risiko for, at lokale virksomheder bliver udkonkurreret.

En af de metoder til at styrke privatsektoren, som regeringen satser på, er Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU). Til det fik IFU 250 millioner kroner fra udviklingsbistanden i år.

IFU er en offentlig fond, der primært investerer i store, danske virksomheder i udviklingslande. IFU’s investeringer er bestemt ikke altid win-win.

I 2017 investerede IFU hele 112 millioner kroner i Fan Milk International, der er ejet af den multinationale virksomhed Danone.

Fan Milk laver mejeriprodukter i Vestafrika, men køber ikke en dråbe mælk fra de lokale mælkebønder. Al mælk importeres. 90 procent kommer fra Holland, hvor mælkebønderne nyder godt af EU’s landbrugsstøtte.

Det er ikke en win-win-situation for de lokale mælkebønder og mejerivirksomheder, som skal konkurrere med giganten Danone, der har bistandsmidler og landbrugsstøtte i ryggen. Problemet er, at regeringen prioriterer at give støtte til danske virksomheder frem for de lokale.

Lader de fattigste lande i stikken
Det andet problem er, at de fattigste lande ikke får særlig meget ud af denne type privatsektorbistand. De seneste fem år er under syv procent af IFU’s midler gået til projekter i lavindkomstlande.

I den nye Verdensmålsfond, som IFU lancerede i 2018, er der ingen sikring af, at dette mønster ikke gentages. På trods af at det er centralt i verdensmålene, at vi ikke lader de fattigste lande i stikken.

Tørnæs og Brückner fremhæver P4G som en god måde at bruge udviklingsbistand til at engagere privatsektoren, men mange af P4G’s midler går til topmøder og projekter i mere velstående lande som Kina og Mexico.

Det kommer ikke de fattigste lande til gode. Bør udviklingsbistanden ikke gå til de fattigste lande og de virksomheder, der ikke kan rejse kapital selv?

Det tredje problem ved direkte at støtte enkelte virksomheder er, at det ikke har en bredere udviklingseffekt. Det peger Udenrigsministeriets egne evalueringer på.

Eksempelvis konkluderede en stor evaluering i 2014 af programmet Business-to-Business, at “de manglende positive resultater fra partnerskabsprogrammer generelt bør give anledning til bekymring”. Den viste desuden, helt på linje med andre evalueringer, at udviklingseffekten af denne støtte til enkelte virksomheder var meget begrænset.

Få arbejdspladser blev skabt, og der var endda reel risiko for at udkonkurrere lokale virksomheder. Business-to-Business er blevet lukket, men regeringen har stadig et ensidigt fokus på at støtte specifikke danske virksomheder.

Privatsektorbistand der virker
At støtte enkelte danske virksomheder er bare én måde at genere investeringer og skabe privatsektorudvikling. Der er andre og mere effektive metoder.

Ser man på Udenrigsministeriets egne evalueringer af privatsektorbistand de seneste ti år, så er det tydeligt, at det bedst virker, når Danmark i tæt samarbejde med stater i udviklingslande skaber bedre rammevilkår for lokale virksomheder og småbønder.

Det viser evalueringer af programmer i Bolivia, Bangladesh, Mozambique, Tanzania, Thailand og Malaysia.

Danmark havde eksempelvis succesfulde landbrugsprogrammer i Bolivia mellem 1999 og 2018, hvor man støttede småbønder. Det havde stor effekt. I 2003 havde dem, der var en del af programmerne, i gennemsnit en indkomststigning på 21 procent, og i dag har mere end 125.000 af Bolivias mest udsatte familier fået gavn af programmet. Bolivias regering er ved at videreføre det til alle regioner i landet.

Under 900 millioner kroner fra udviklingsbistanden gik til disse landbrugsprogrammer i Bolivia – til sammenligning blev der brugt mere end en milliard kroner på Business-to-Business-programmet.

I modsætning til indsatsen i Bolivia havde Business-to-Business meget begrænset effekt på den økonomiske udvikling og fattigdomsbekæmpelse.

Regeringens strategi om at bruge bistand direkte på enkelte danske virksomheder er en dyr og ineffektiv måde at skabe udvikling i den private sektor og bekæmpe fattigdom.

Vi kan bruge vores udviklingsbistand bedre.

Forrige artikel EU i Danmark: Europas fremtid må og skal være bæredygtig EU i Danmark: Europas fremtid må og skal være bæredygtig Næste artikel Frank Aaen: Misinformation om Irak-krigen var ikke en Frank Aaen: Misinformation om Irak-krigen var ikke en "fodfejl"
Caritas udpeger ny generalsekretær

Caritas udpeger ny generalsekretær

NAVNE: En enig bestyrelse har peget på Maria Krabbe Hammershøy som ny generalsekretær for den den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation, Caritas Danmark.