Aha-oplevelser kan for alvor sætte fart på verdensmålene

Til et privat arrangement blev jeg fanget i en samtale med en bekendt, der gerne ville udfordre noget, jeg havde skrevet. Det har jeg oplevet mange gange med både bekendte og fremmede, både privat og arbejdsmæssigt.

Men der var alligevel én ting, der gjorde denne samtale lidt anderledes end mange af de andre: Efter at vi havde talt i et godt stykke tid (dog mest ham, og det handlede mest om, at han ville fortælle mig, hvorfor mine argumenter ikke holdt vand), stoppede han pludselig op. Han blev stille og udbrød så: ”Nååå…”.

Han havde fået en aha-oplevelse. Han opdagede simpelthen, at vi talte ud fra to helt forskellige verdenssyn, og at det, han udfordrede min argumentation på, ikke kunne bruges, fordi han talte fra et andet perspektiv end mit. Omvendt gav mine forklaringer ingen mening for ham, og hele samtalen blev derfor lidt som at sidde og tale om æbler med én, der tror, I taler om pærer.

Tænk, hvis man kunne skabe sådanne aha-oplevelser hos andre! Det er det, jeg bruger de fleste af mine vågne timer på, for jeg tror på, at det for alvor kan sætte fart på verdensmålene.

Jeg arbejder ud fra en holistisk tænkning, hvor enhver indsats er en brik i et større puslespil, og hvor det store perspektiv er styrende for alle de mikrohandlinger, der sker i løbet af dagen. Fra måden, vi siger ”godmorgen” til kollegaerne på, over fordelingen af taletid på møderne til det, vi putter på vores tallerken i kantinen.

Der skal ikke være en særlig bagindgang til kørestolsbrugere, og der skal ikke være særlige hensyn til minoritetsgrupper. Nej, der skal være adgang for alle.

Jesper Dalgaard Pøhler

Jeg tror ikke, jeg ”har regnet den ud” endnu, og jeg arbejder sikkert på en anden måde om nogle år. Men lige nu er det mit bedste bud på, hvordan vi kan tænke det, vi gør, ind i en større sammenhæng og flytte os i retning af et mere bæredygtigt samfund.

I det hele taget er jeg meget på vagt over for folk, der tror, ”de har regnet den ud”. Den tilgang blokerer fuldstændig for kritisk tænkning, og den stopper enhver mulighed for at få en aha-oplevelse.

Hvornår har du sidst fået sådan én? Jeg fik én for nylig, men før den kan jeg ikke huske det. Det tager jeg som et lille tegn på, at jeg måske skal bevæge mig ned ad nogle nye veje eller opsøge nogle nye mennesker, der kan præsentere mig for en alternativ tilgang til verden og den viden, jeg har.

Først et eksempel på en ikke-aha-oplevelse: For nylig var jeg nemlig til lanceringen af Danmarks første diversitetsbarometer. Det tager temperaturen på, hvordan det står til med ligestillingen på det danske arbejdsmarked (spoiler alert: det står skidt til). Jeg har ikke en finger at sætte på konferencen, som havde samlet en masse pinger (og mig) og præsenterede viden, data, eksempler fra virkeligheden og gode råd til at komme den manglende ligestilling til livs.

Jeg er dog overbevist om, at nul mennesker i den sal fik en aha-oplevelse. Vi var alle inviteret, fordi vi godt ved, at denne dagsorden kræver handling, og at det, vi gør i dag, er utilstrækkeligt.

Tænk, hvis salen var fyldt med folk, der ikke køber ind på ligestillingsdagsordenen? Så havde vi måske givet én eller to mennesker en aha-oplevelse, som kunne få dem til at gøre noget anderledes og arbejde aktivt for mere ligestilling. Vi havde sikkert også fået en række mennesker imod os, som ville blive bekræftet i, at det var spild af tid at møde op til det arrangement. Sådan nogle vil der altid være.