Biskop: Med europæisk selvtilstrækkelighed maler vi verdens konflikter sorte og hvide

Foran mig er der billeder af frygtelig lidelse i Gaza, og jeg kan ikke holde ud at høre automatreaktioner fra Israel-venner, ligesom jeg ikke begriber, hvordan man kan komme udenom at udtrykke menneskelig afsky for det grusomme massemord 7. oktober i de kibbutzer langs Gazas grænse.

Jeg lever med en tro og i en kultur, som har givet anledning til antisemitisme. Den kulminerede i folkemordet mod de europæiske jøder, holocaust. Det stoppede ikke der. Antisemitismen fortsatte.

Vi ved fra vores egen historie, hvordan fem års besættelse kan sætte sig. I Palæstina taler vi ikke om fem år men om årtiers undertrykkelse

Peter Skov-Jakobsen

Israel er nødvendig som en stat blandt staterne. Men vi glemte nogle. Der var allerede mennesker i de områder, som vi nu kalder Israel. Det var deres hjemstavn.

Der havde de i århundrede dyrket landet, slået rødder og blevet en kultur, og nu skulle de vige pladsen for nytilkomne. Hvis vi andre havde skullet rømme landet, havde vi også talt om en katastrofe, og det havde sat sig som et traume.

Vi ved fra vores egen historie, hvordan fem års besættelse kan sætte sig. I Palæstina taler vi ikke om fem år men om årtiers undertrykkelse.

Antisemitismen i Danmark og Europa når nye højder. Vores jødiske medborgere skal beskyttes over alt i Europa. Palæstinensere bliver også forfulgt og muslimer lagt for had - ikke engang fordi de har udtrykt forståelse for en umenneskelig terroraktion, men bare fordi de er palæstinensere.

Det her er svært. Det vil kræve vores koncentration og menneskelighed. Det vil udfordre vores sans for retfærdighed, og hvis vi tager vores europæiske værdier højtideligt, skal vi nok til at lytte mere, tænke mere og råbe mindre.

Vi lever med et dilemma. Mennesker har altid levet med dem. Hvad er der at gøre, når dem, der bor lige ved siden af én, lever med smerte, uretfærdighed, undertrykkelse, vold, demagogi, chauvinisme, religiøs og politisk fanatisme.

Det, vi plejer at gøre, er enten at råbe eller at stille os helt tavse hen i hjørnet, og vi ved, at ingen af delene virker. De voldelige bliver mere rå. De tavse bliver ofre og forsagte. De råbende bliver hinandens ofre, og de tvinger sig selv ned i spiraler af had, der kun kan udløses i spiraler af vold og død. 

Vi ved det fra europæisk historie. Vi har været der tusindvis af gange. Vi går hele tiden ind i vredens rum, hvor ret og uret skal fordeles, og alligevel vil jeg vove at påstå, at vi i europæisk historie er nået et sted hen, hvor vi kan blive enige om, at al den død, vi lever på baggrund af, har ført os til nogle indsigter.

Den tidligere tjekkiske præsident Václav Havel udtrykker dem meget klart, når han, i en tale om den manglende europæiske etos, nævner de europæiske værdier: Agtelsen for den enkeltes personlighed, friheden, princippet om den borgerlige stat og dens rettigheder, retsstaten, det plurale politiske system og en økonomi, der giver alle i samfundet muligheder.

Dertil hører så et kreativt samarbejde mellem forskellige nationer, etniske, kulturelle og religiøse grupper. Oven i alt dette ligger der så et fælles ønske om en enhed, der får os til at tro på fred, samarbejde og sikkerhed for alle. 

Fanatismen har altid været menneskenes problem, og hvordan kurerer man den? Helt tilfældigt faldt mine øjne på bogen “Hvordan man kurerer fanatikere” af den israelske forfatter Amos Oz’. Det kan godt være at forelæsningerne er fra 2002, men så vidt jeg kan se er problematikken den samme.

Nationalitet, ideologi, politik og kulturelle opfattelser kalder på fanatisme

Peter Skov-Jakobsen

Der er kun føjet flere tragedier og mere had til i årenes løb. Forelæsningerne efterlader et håb i mig, for jeg mærker et menneske, der tør gå ind i dilemmaerne og som tør se de andre og relativere sine egne opfattelser. Jeg mærker Guds milde øje og kærlige håb i Oz’ sætninger, imens han hverken ser bort fra ondskab eller kærlighed.

Nationalitet, ideologi, politik og kulturelle opfattelser kalder på fanatisme. Der findes ikke nogen menneskelig hverdag uden i hvert fald et par stykker af disse elementer. De kan alle kalde de smukkeste sider frem i mennesker, og de hæsligste.

Der er profeter nok i den her verden. De tåler ikke modsigelser. De taler sig gasblå i hovedet af forargelse snart over fedme, musik, de andres tro eller opfattelse. De forbinder alle gode sager med hinanden, og træder man et ord ved siden af, er der lagt op til udskamning og blussende forargelse.

Siden vi har fået skærmene, som vi alle sidder og skriver bag ved, er det som om, det man før i tiden nøjedes med at råbe til skærmen, det finder nu også ud bag ved skærmen, og man finder det helt ok at true.

Amos Oz bog lægger op til den ædle kunst at kunne relativere. Jeg ser, at det nu også skal lægges for had, når mennesker forsøger at relativere. Oz gør det ud fra en erkendelse af og et livs erfaring for, at der ikke er to jøder, der er enige om noget, og at der ikke er en jøde, der ikke mener to ting om det samme.

Han smiler til sin læser og hævder, at det er et fænomen, som han deler med sine palæstinensiske brødre og søstre. Jeg bliver også nødt til at indrømme, at jeg har svært ved at relativere egne holdninger.

Det er en daglig kamp at nå de andre og forstå dem - især når der kun er få ting, man selv kan nøjes med en mening om.

Hvordan er det med vores teologiske, politiske eller kulturelle diskussion? Handler de om fremtid eller er de påståelige og rethaveriske? Jeg ved fra mit eget fag, at hellige krigere er de værste. De orker ikke at relativere sig selv. De vil have ret.

Ikke engang Gud kan trænge igennem.

Bare lyt til denne lille rabbinske fortælling som Amos Oz tyer til. To rabbinere, der diskuterede hidsigt og havde gjort det i dagevis, og derfor gik det ud over søvn og helbred. Gud sendte dem i seng med beskeden, at den ene havde ret og han bestemte også hvem.

Ham der fik uret, lænede hovedet tilbage og hvæsede til Gud: “Du gav os Loven! Kan du ikke bare holde dig ude af diskussionen!” Ved en anden lejlighed lader Oz Gud sige, at han aldrig har været religiøs, og derfor vil han ikke blande sig i de anliggender, som teologerne så hidsigt tumler med.

Det er ikke evnen til påståelighed, der viser vores fromhed. Det er evnen til at lytte og blive menneskelig, der viser troens forvandlingskraft.

Denne fortælling kunne man passende dæmpe sig selv med. Fanatikeren kan ikke. Vedkommende kan ikke høre andre, men han kan mærke, hvis han ikke får følgeskab og han mærker, når andre ler. 

Men der er noget andet, som Oz gør opmærksom på i de tre taler, der er holdt i begyndelsen af 2002. Det er den europæiske selvtilstrækkelighed.

Den irriterer ham, og han synes, vi går i vejen med det manglende udsyn. Han beskylder os for at se for enkelt på verden. Alting skal være sort eller hvidt. Det skal være rigtigt eller forkert, sandt eller falsk, krig eller fred.

Han spørger os, om vi da ikke kan finde ud af at erkende det komplicerede og så i samme åndedrag holde pegefingeren nede sammen med de andre fingre.

Der er ikke nogen hurtig løsning. Men med mine europæiske værdier om frihed, lighed og broderskab, om retsstat, tolerance og åndsfrihed kunne jeg jo begynde med at tage plads og være behjælpelig, dog hverken med pegefinger eller troskyldig forenkling

Peter Skov-Jakobsen

Han spørger os, om vi da ikke kan begribe, at verden ikke altid er så enkel. Tragedien opstår, når to har ret, når to lider, når to ikke kan se retfærdigheden.

Han spørger os også, om vi ikke kan forestille os at se bredere på historien og forstå at den ofte er dansen henimod tragedie eller komedie, og ofte noget midt i mellem.

Oz gør det helt klart. Det her kommer til at gøre ondt på begge parter. Israel vil have fred. Palæstina vil have frihed. Det betyder, at før der er et ligeværdigt Palæstina vil der aldrig komme fred.

Det kan godt være, at de forelæsninger, jeg har siddet med, er fra 2002. I mellemtiden er der ikke sket andet, end at der er kommet flere tragedier til og flere er i vente, så længe vi lader fanatikerne råbe.

Jeg vil have lov til at forfærdes over Hamas’ terror mod fredsaktivister og forfærdes over en grusomhed, som jeg heldigvis kun har hørt om. 

Fanatikere har altid været ligeglade med andres liv. De foragter liv og elsker deres fanatisme. Men jeg vil ikke beskyldes for at være i lommen på vestlig og israelsk propaganda og være uden forståelse for Palæstina.

Ligeledes finder jeg mig ikke i at blive kaldt antisemit, når jeg hævder, at den israelske regering og hær skaber en humanitær katastrofe i Gaza, ligesom der ikke er antydningen af antisemitisme i udsagnet, at Israel har brug for fred og Palæstina for frihed.

Der er ikke nogen hurtig løsning. Men med mine europæiske værdier om frihed, lighed og broderskab, om retsstat, tolerance og åndsfrihed kunne jeg jo begynde med at tage plads og være behjælpelig, dog hverken med pegefinger eller troskyldig forenkling.

Det her kalder på relativering og kompromis, og det vil gøre ondt på de palæstinensere, der skal opgive drømmen om deres gamle byer og landområder i Israel, og det vil gøre ondt på de israelere, der skal forlade Vestbredden og vænne sig til et frit Palæstina. Men det vil fjerne murerne mellem mennesker.