Christian Friis Bach: Udviklingsarbejde ovenfra er ofte skønne spildte kræfter

KOMMENTAR: Kampen for religionsfrihed, privat ejendomsret og andre vigtige rettigheder rundt om i verden er frugtesløs, hvis vores udviklingsarbejde ikke samtidig adresserer befolkningernes mere jordnære drømme og ønsker, skriver Christian Friis Bach.

"Prominente blandt de umistelige rettigheder, som en regering skal sikre, er, ifølge grundlæggerne, den private ejendomsret og religiøs frihed".

Sådan står der i en ny rapport om umistelige rettigheder skrevet af en kommission nedsat af den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo.

Den rapport har fået Pompeo til at argumentere, at USA i en tid, hvor menneskerettighederne er under pres, skal vende tilbage til de grundlæggende frihedsrettigheder.

De utallige menneskerettigheder, der er kommet til siden FN's menneskerettighedserklæring fra 1947, har udvandet menneskerettighedsbegrebet. USA skal tilbage til udgangspunktet – de oprindelige og umistelige rettigheder.

Det bliver spændende at følge, om det synspunkt vil vinde genklang, når Danmark, som lanceret af udenrigsminister Jeppe Kofod (S), skal have en ny udenrigspolitik.

en ny bog bekriver jeg blandt andet et besøg hos en gruppe indianske landmænd og kvinder på den kolde, golde og ørkenagtige højslette i Bolivia i foråret 2012.

Da jeg spurgte en lokal landmand, hvem der lavede det meste af arbejdet, brød konen, Modesta Vilca, straks ind: "Det er kvinderne. Vi står op klokken fem, laver mad, tager os af børnene og går med i marken".

Modesta blev mere og mere vred og højrøstet, jo mere hun talte, og manden stod bag ved med dukket hoved. I et lidt forkvaklet forsøg på at imødekomme hende sagde jeg, at Danmark netop ville hjælpe kvinderne med deres rettigheder. Svaret kom prompte: "Tak, så vil jeg gerne have en opvaskemaskine".

Der er langt fra Mike Pompeo til Modesta Vilca, når det gælder synet på menneskerettighederne. Mens vi i Vesten ofte fremhæver de civile og politiske rettigheder, er det for mange (især fattige) mennesker rundt om i verden langt mere konkret.

Den store bølge af demonstrationer, som verden oplevede i efteråret 2019, blev ikke primært startet på grund af ytringsfriheden eller religionsfriheden.

I Chile startede demonstrationerne efter en prisstigning på metrobilletter, i Libanon var det en afgift på WhatsApp, og i en række andre lande, herunder de Gule Veste i Frankrig, startede demonstrationerne efter varslede prisstigninger på brændstof.

Da den 26-årige gadehandler Muhammed Bouazizi i foråret 2011 satte ild til sig selv i Tunesien og dermed var med til at udløse de enorme omvæltninger og konflikter i den arabiske verden, var det ikke kun en kamp, der handlede om ytringsfrihed, demokrati og medbestemmelse.

Han satte ild til sig selv, fordi han blev ydmyget af myndighederne, som chikanerede ham og beslaglagde hans varer, så han ikke kunne forsørge sin familie.

Mike Pompeos udtalelser og den nye rapport genopliver årtiers kamp mellem de civile/politiske og de økonomiske/sociale menneskerettigheder.

En kamp, der resulterede i to forskellige konventioner og utallige sammenstød mellem Sovjetunionen, der fremhævede retten til mad og arbejde, og Vesten, der stod fast på ytringsfrihed og privat ejendomsret.

Det var en kamp, der formelt og juridisk blev bilagt efter Den Kolde Krigs ophør på Menneskerettighedskonferencen i Wien i 1993.

Her stemte 171 lande, herunder USA, for erklæringen, der fastslår, at menneskerettighederne er "universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og forbundne". Der er ikke et hierarki af menneskerettigheder.

Det er ikke tilfældigt, at stadigt flere lande siden har indarbejdet de sociale og økonomiske rettigheder i deres forfatninger og endda givet befolkningen mulighed for at forfølge retten til mad eller til sundhed i retssystemet. Verden oplever en stadig stærkere ligestilling af de civile/politiske og sociale/økonomiske rettigheder.

Skaber vi igen et hierarki af menneskerettighederne, også i dansk udenrigspolitik, risikerer vi at efterlade et "menneskerettighedernes tag-selv-bord", hvor lande og regeringer kan vælge og vrage mellem menneskerettighederne.

Vi risikerer, at lande i Mellemøsten fravælger kvinders rettigheder, at de afrikanske lande undertrykker LGBTI-personer, og at Kina fortsat med henvisning til deres suverænitet knægter ytrings- og forsamlingsfriheden i Hong Kong og i hele Kina.

Det giver for at vende tilbage til den amerikanske rapport anledning til bekymring, at netop rettigheder for kvinder og LGBTI-personer står svagt i den.

Men lige så væsentligt er, at vi mister muligheden for at sætte befolkningerne selv i spidsen for forandringerne. Hvis vi skal bruge menneskerettighederne aktivt i dansk udenrigspolitik, skal vi tage udgangspunkt i, at de store forandringer skabes indefra og nedefra af befolkningerne selv.

Det er der, hvor man skal starte – om det så er mad og metrobilletter, ytringsfrihed og demokrati – eller en opvaskemaskine.

Forandringer skabes sjældent udefra eller oppefra.

Vi kan lave uendelige erklæringer, aktioner og endda sanktioner for at fremme religionsfriheden og den private ejendomsret rundt om i verden, men hvis det ikke giver svar på befolkningens umiddelbare drømme og ønsker, vil det ikke føre til varige og positive forandringer.

Der kan være brug for at fokusere og prioritere, og Danmark kan lægge særligt vægt på menneskerettigheder, hvor vi kan bidrage med erfaringer og engagement som for eksempel kvinders rettigheder eller retten til uddannelse.

Men vi skal insistere på, at menneskerettighederne er udelelige, lytte til befolkningens egne ønsker og fokusere på strategier, som kan sætte en befolkning i stand til selv at kæmpe for deres rettigheder. Det handler om ansvarlighed, deltagelse, åbenhed og lighed.

Det er rettighedsbaseret udvikling. Det virker. Og det kommer forhåbentligt til at stå centralt i den nye danske udenrigspolitik.

-----

Christian Friis Bach er stifter af warfair.org, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Bogen 'Then I would like a dishwasher, please – a human rights-based strategy to development' er udkommet på Forlaget mellemgaard.

 

Forrige artikel Mattias Söderberg: Oversvømmelser udstiller behovet for en migrationsplan Mattias Söderberg: Oversvømmelser udstiller behovet for en migrationsplan