Christian Juhl om klimabistand til fattige lande: Der er langt igen

Floderne løber over sine bredder. Skovene går i brand. Somrene bliver varmere og varmere. Alle ser signalerne. Noget må være galt.

For få dage siden blev det slået fast, at det ikke blot er formodninger. Det er galt. Ravruskende galt. Det kunne vi læse i FN's klimarapport, som blev offentliggjort i sidste uge.

Hvis ikke alarmklokkerne allerede bimler og bamler, burde denne rapport få alarmklokkerne til at ringe hos alle, der beskæftiger sig med klimapolitik, måtte vores klimaminister Dan Jørgensen (S) konkludere. Vi når ikke målene i 2030, hvis ikke tempoet sættes alvorligt i vejret i alle sektorer – industri, landbrug, transport, byggeri og energi.

Selvom den danske klimaplan er en af verdens mest vidtgående, slår den ikke til. Der skal laves et sporskifte nu.

Det går for langsomt
Jeg forventer, at tempoet i sikringen af de nødvendige handlinger sættes væsentligt i vejret hos Dan Jørgensen, der arbejder med klimaet, som om han er født i trillebørens tegn. Han skal både løftes og skubbes for at komme fremad.

Hans indsats for at finde penge til indsatsen hos verdens fattigste er helt i skoven. Det er de rigeste lande, der har skabt klimaproblemerne, men det er i høj grad verdens fattigste, der rammes hårdest af konsekvenserne.

På COP15 i København besluttede nogle af verdens rigeste lande (inklusiv Danmark), at de ville sikre økonomien til verdens fattigste. Og endnu vigtigere skulle pengene være additionelle (nye) og ikke tages fra den traditionelle udviklingsbistand.

Landene lovede desuden at tage hjem for at finde penge til deres andel. Danmarks fair andel er cirka fem milliarder kroner per år.

Vi når ikke målene i 2030, hvis ikke tempoet sættes alvorligt i vejret i alle sektorer – industri, landbrug, transport, byggeri og energi.

Christian Juhl (EL)
Ordfører for udvikling og international solidaritet

Men har de gjort det? Nej, langt fra.

Langt igen
Det lykkedes ved finanslovsforhandlingerne at få regeringen til at bevilge 100 millioner nye kroner til klimabistand til verdens fattigste – så der er langt igen.

Regeringen har flere gange meddelt, at de er tæt på målet. Men i deres beregninger udgør hovedparten af beløbene til klimabistand penge, der er medregnet fra den traditionelle udviklingsbistand. Og opgørelserne er meget uigennemskuelige. Der er i vid udstrækning tale om, at pengene tælles med to gange.

Rigsrevisionen har i januar i år kritiseret ministeren for denne beregningsmetode. De skrev bland andet, "at Udenrigsministeriets metode til at opgøre klimabistanden giver et upræcist billede af omfanget af Danmarks klimabistand. Metoden har ført til, at klimabistanden er blevet overvurderet, for eksempel i landeprogram­mer, hvor klima udgør ét af flere mål, og er blevet undervurderet, fx ved at dele af bidragene til multilaterale organisationer ikke er medregnet."

Enhedslisten forbereder krav til finansloven
I marts i år kaldte jeg derfor (sammen med Socialistisk Folkeparti) ministrene i samråd for at få dem til at redegøre for forholdene. 

Kan vi forvente, at regeringen af sig selv finder de nye penge frem til verdens fattigste? Næppe. Der skal både løftes og skubbes for at få regeringen til at leve op til tilsagnene fra COP15. Men også for at få de andre rige lande til at leve op til deres løfter.

Der er behov for et yderligere samråd med udviklingsministeren og klimaministeren om FN's klimarapport for at få dem til at redegøre for, hvordan de vil nå målet.

Og vi forbereder i Enhedslisten krav til finansloven, der kan hjælpe dem på vej.

Hvis vi gradvis lader beløbet stige år for år frem til 2030, må det kunne lade sig gøre at finde pengene. Set i lyset af coronakrisens formidable bevillinger, er der tale om et overkommeligt beløb, der alene er afhængig af regeringens politiske vilje.