Dansk Folkeparti: Ulandsbistanden skal omlægges til lån og styrke Europas allierede

I årtier har vi givet penge væk til alverdens formål i fremmede lande, som vi intet har tilfælles med – til diktaturer og slyngelstater. Nogle af dem er oven i købet velhavende, voksende økonomier som Kina. Hvorfor egentlig det? Det er på tide, at vi nytænker ulandsbistanden og hjælper modtagerlandene med en bæredygtig omstilling. Kort sagt, fra hjælp til selvhjælp.

I Dansk Folkeparti vil vi omlægge de 17 milliarder, vi årligt bruger på udviklingsbistand, til mikrolån. Lån som skal lære modtagerne at forvalte pengene på en sådan måde, at de opnår bæredygtig vækst på egne vilkår.

Alex Ahrendtsen
DF, udviklingsordfører

Det er dejligt, at Altinget vil sætte fokus på udviklingsbistand, for det er nemlig et område, der er næsten fastfrosset af konsensus. Kun Nye Borgerlige har på det seneste meldt noget interessant ud – nemlig at de helt vil afskaffe den.

De andre partier vil fortsat blot dele penge ud, som de foregående seks årtier. Ingen nytænkning her, blot nogle forudsigelige småjusteringer.

Fra bistand til lån
I Dansk Folkeparti vil vi omlægge de 17 milliarder, vi årligt bruger på udviklingsbistand, til mikrolån. Lån som skal lære modtagerne at forvalte pengene på en sådan måde, at de opnår bæredygtig vækst på egne vilkår.

Det skal fungere på en sådan måde, at de lærer at stå på egne ben og samtidig bevarer deres værdighed. Det sker ikke, når vi bare kommer med en pose penge. Derfor er vi også glade for det arbejde, som bl.a. Investeringsfonden for udviklingslande (IFU) gør, og hvis bestyrelse udviklingsministeren netop har valgt at udvide og styrke.

Den uansvarlighed der udvises af en lang række af verdens lande, også i høj grad de lande som vi yder ulandsbistand til, skal vi have bugt med. Giver man hånd på en aftale om at samarbejde, så kan man ikke bare stå og sige, at man eksempelvis ikke vil tage imod sine egne udviste statsborgere.

Naturligvis skal man det. Vi bliver til grin, fordi vi er så flinke, og fordi vi vil samarbejdet og dialogen og aldrig tør tale om konsekvenser. De her lande tager med den ene hånd vores penge på opportunistisk vis og afviser at hjælpe og samarbejde med os med den anden hånd.

Genbekræft vores fælles kulturarv
Det kan disse lande med god samvittighed, fordi de grundlæggende ikke respekterer os, og fordi de grundlæggende ikke deler værdier med os. Det betyder også, at ulandsbistanden skal omlægges, så den favoriserer mennesker og lande, med hvem vi har noget tilfælles.

Det være sig lande tæt på Europa, f.eks. Ukraine, Nordmakedonien og Montenegro, som tilmed er fattigere end f.eks. Kina. Formålet er indlysende – at styrke de lande, hvis fremtid også kommer til at påvirke vores.

At styrke deres spæde og skrøbelige demokratier. At gøre dem til allierede af Europa. At genbekræfte vores fælles kulturarv – den historie vi har tilfælles, og den kristendom vi deler.

Hjælp til forfulgte kristne
I næste række af ligesindede lande ønsker vi at se med milde øjne på kristne lande og organisationer. De skal med fordel have en større del af ulandsbistanden, i stedet for som nu hvor den går til fjendtligtsindede muslimske lande.

Lande hvor kristne bliver forfulgt i en højere grad end nogensinde før af deres muslimske naboer. Det er os en gåde, hvorfor vi giver så mange af skatteydernes penge til lande som grundlæggende foragter os og vores levevis.

Her har vi mulighed for at gøre en forskel for nogle mennesker, vi har noget tilfælles med, og som føler taknemmelighed.

De to forslag om at omlægge ulandsbistanden til mikrolån evt. igennem IFU, samt skæve til ligesindede og skæbnefæller, herunder de kristne lande og kirkelige organisationer, når vi tænker ulandsbistand, er to konkrete, oplagte og nemme måder at styrke den langsigtede udviklingspolitiske strategi.