Socialdemokratiet: Holdninger, normer og værdier skal være en del af udviklingsbistanden

”Hvad vil du kæmpe for inden for udviklingspolitik i det kommende år?” spørger Altinget i denne debatserie. Det korte – og måske lidt forudsigelige – svar er, at jeg vil kæmpe for, at vi kommer så langt som muligt med at føre den nye udviklingspolitiske strategi ud i livet.

En strategi, som et bredt flertal af partier står bag, og som overordnet fokuserer på tre vigtige ting, der er under pres i disse år: 1) klimaet og naturen, 2) nærområder til kriser, konflikter og skrøbelige stater samt 3) demokratiet og menneskerettighederne.

Det er afgørende, at et så vigtigt område har en bred parlamentarisk forankring - og indsatsen bliver kun bedre af, at der kommer flere øjne og perspektiver på.

Daniel Toft Jakobsen (S)
Udviklingsordfører

Forhåbentlig kommer strategien til at bidrage til en yderligere fokusering af den danske udviklingsbistand i retning af de områder (både geografiske og tematiske), hvor vi kan gøre den allerstørste forskel.

Og forhåbentlig kan vi på den måde vise, at udviklingssamarbejdet gør en forskel – og dermed inspirere flere lande til at følge Danmark i at leve op til FN's målsætning om en udviklingsbistand på mindst 0,7 procent af bni.

Udviklingspolitik kræver fokus
Det fantastiske ved udviklingspolitik er, at det er enormt meningsfuldt. Det frustrerende er omvendt, at der altid er flere gode formål at støtte og flere relevante lande at være stærkt til stede i, end Danmark har mulighed for.

I hvert fald hvis vores indsats ikke skal smøres så tyndt ud, at den ikke for alvor kommer til at gøre en forskel. Det er derfor, at vi gerne vil fokusere på klima og miljø, demokrati og menneskerettigheder samt ikke mindst nærområdeindsatser (for eksempel inden for sundhed og uddannelse).

Geografisk vil vi gerne være stærkest til stede der, hvor behovene er størst, og hvor Danmark samtidig kan gøre den største forskel. Det kan selvsagt ændre sig over tid, men lige nu er Sahel, Afrikas Horn samt Afghanistan og Syrien med nærområder blandt de områder, vi prioriterer højest.

Sindelag og overbevisning
En anden ting, jeg gerne vil bidrage til i det kommende folketingsår, er at fastholde det brede samarbejde om udviklingspolitikken i Folketinget. Det er afgørende, at et så vigtigt område har en bred parlamentarisk forankring – og indsatsen bliver kun bedre af, at der kommer flere øjne og perspektiver på.

En tredje – og måske mere personlig – ting, som jeg gerne vil dykke mere ned i, er det, som jeg vil kalde den ”ikkematerielle” del af udviklingsbistanden. Altså det, der ikke (direkte) har med fødevarer, infrastruktur, jobs, vindmøller, vandboringer, skolebygninger, sygehuse, økonomisk vækst og andre vigtige materielle goder at gøre, men som stadig spiller en vigtig rolle for udviklingen af et samfund: Holdninger, værdier, normer, sindelag.

Det, der sker inde i hovedet på mennesker. Det, man hverken kan købe eller lovgive sig til. Synet på demokratiet. Synet på kvinder og piger. Synet på dem, der har en anden tro, seksualitet, etnicitet eller politisk overbevisning end en selv.

Synet på menneskerettighederne. Alt sammen noget, der fylder meget i vores udviklingspolitik, men som også er komplekst, og hvor vi desværre jævnligt oplever tilbageskridt – også i lande, hvor vi har været til stede i mange år.

Man kan (heldigvis) ikke ændre menneskers sindelag og inderste overbevisninger med hverken tvang eller bestikkelse. Men hvordan griber vi så den her del af indsatsen an?

Fornyet diskussion af udviklingsudfordringen
Vi skal selvfølgelig fortsætte med at bakke op om progressive civilsamfundskræfter, folkelige bevægelser, demokratiske politiske partier og andre, som kæmper for de demokratiske principper og frihedsrettigheder.

Men spørgsmålet er, om ikke vi kunne have gavn af en fornyet og grundig diskussion af, hvordan vi bedst adresserer den del af udviklingsudfordringen, der handler om det, der sker inde i hovedet på mennesker.

Hvorfor går det galt i lande, hvor vi ellers håbede, at vi have opnået varige fremskridt? Hvordan er sammenhængen mellem graden af demokratiske institutioner i et land og graden af demokratisk sindelag i landets befolkning – og er det ene vigtigere end det andet?

Skal vi fokusere endnu mere på de unge, som ikke bare udgør fremtidens voksne, men som måske heller ikke er lige så fastlåste i deres nuværende holdninger og verdensanskuelser som de ældre?

Danmark har noget at bidrage med
Skal vi blive bedre til at tydeliggøre, at demokrati ikke handler om at mene eller tro på noget bestemt (vestligt), men derimod om friheden til at tænke og tro forskelligt – så længe man respekterer dem, der står et andet sted end en selv? Er der noget i vores egen demokratiske historie, som vi i endnu højere grad kan tage ved lære af i udviklingsarbejdet?

Jeg har ikke svarene. Men jeg er optaget af spørgsmålene. Og jeg er sikker på, at vi i Grundtvigs og Hal Kochs fædreland med en lang tradition for demokratisk samtale og ”frihed for Loke såvel som for Thor” har rigtig meget at bidrage med, når det kommer til demokrati, menneskerettigheder og frihed til forskellighed. Også ude i den store verden.