DIIS-forsker: Sahel-operation virker ikke efter hensigten

KRONIK: Antiterror-operationerne i Sahel kan måske begrænse terroristernes handlerum i noget tid. Men hvis ikke operationerne følges op af sociale og politisk ansvarlige myndighedsstrukturer, får vi ikke fred og sikkerhed, skriver Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Af Signe Marie Cold-Ravnkilde
Postdoc, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

De små prikker, der bevægede sig hen over sandet på satellitbilledet, var slørede. Alligevel var det klart, hvad de betød.

I de første dage af 2013 bevægede over hundrede pickup trucks fyldt med våben og Al-Qaeda krigere, der siden statskuppet i 2012 havde kontrolleret de tyndt befolkede nordlige regioner af Mali, sig mod Konna for at overtage kontrollen med byen.

Kort efter var Malis soldater tvunget i knæ, og de militante jihadister havde indtaget en strategisk vigtig position på grænsen til den mere befolkningstætte sydlige del af landet. Herfra truede de med at angribe hovedstaden Bamako.

Operation Serval
Det blev startskuddet til Frankrigs militære operation, der dengang bar navnet "Serval", og den snart syv år lange krig i Sahel-regionen, hvor sikkerhedssituationen stadig forværres.

Danmark skal bidrage til den udvidede fransk-ledede mission, Barkhane, der nu opererer, ikke kun i Mali, men i hele i Sahel-regionen, hvor 4.500 franske soldater jagter terrorister i Mali, Mauretanien, Burkina Faso, Tchad og Niger.

Det står klart efter, at et næsten enigt Folketing vedtog et beslutningsforslag om at sende danske tropper til Vestafrika tidligere på efteråret.

Nogle kritiserer missionen for primært at forsøge at tilgodese franske interesser ved at støtte siddende afrikanske regimer i Frankrigs tidligere kolonier. Andre har sammenlignet missionen med Afghanistan og kaldt den udsigtsløs. Men hvad er Frankrigs interesser i regionen, og hvorfor skal Danmark støtte Sahel-missionen?

Frankrigs interesser
Frankrigs interesser i regionen er primært af økonomisk og sikkerhedspolitisk karakter. Malis naboland Niger er verdens fjerdestørste eksportør af uran og leverer, ifølge den franske avis Le Monde, 20 procent af energien til de atomreaktorer, der producerer 75 procent af Frankrigs energi.

Især de økonomiske interesser er kilde til sværme af rygter på sociale medier, hvor spekulationerne går på, at Frankrig ønsker at udplyndre regionen for guld, olie og kapital.

Selvom Frankrigs økonomiske politik kan kritiseres, er en ressourcekrævende militær kamp alligevel ikke den bedste måde for Frankrig at forsvare sine interesser på.

Det er snarere de sikkerhedspolitiske interesser og muligheden for at styrke sin position som militær magt, der driver Frankrigs mission.

Flere militante jihadister
Frankrig har været i konflikt med terrorgrupperne i Sahel siden 1990'erne. Centrale aktører i blandt andet Al-Qaeda i Islamisk Maghreb (AQIM) har rødder i den algierske borgerkrig, hvor radikale grupper efter en hård behandling i Algeriet søgte tilflugt i Sahels svært kontrollerbare ørkenområder.

Disse grupper har igennem en årrække udført flere terrorangreb på franske ambassader i regionen og taget adskillige franskmænd som gidsler.

Efter Gadaffis fald i Libyen i 2011, der var med til at destabilisere regionen, er de militante jihadister vokset i antal og har fået større kapacitet til at udføre angreb.

Internationale observatører frygter, at Sahels ørkenområder er blevet mål for globale fremmedkrigere, der leder efter en ny front i krigen mod Vesten efter Islamisk Stats nederlag i Syrien, der blandt andet formodes at kunne give anledning til et tættere samarbejde mellem Al-Qaeda og Islamisk Stat.

Volden eskalerer
På trods af at Frankrig allerede i 2013 erklærede Operation Serval for en succes, har urolighederne i den fattige region spredt sig fra det nordlige Mali til grænseområdet mellem Mali, Niger og Burkina Faso.

Her prøver ikke kun franske og europæiske styrker, men også 13.000 FN-soldater, samt 5.000 regionale styrker, at få bugt med den eskalerende vold, som rammer civilbefolkningen og de regionale og internationale styrker hårdt.

FN-missionen i Mali har med sine over 200 døde soldater længe været anset som verdens farligste. Alene de sidste to måneder har flere hundrede regionale sikkerhedsstyrker mistet livet, og i sidste uge tog Islamisk Stat ansvaret for drabet på 71 nigerske soldater.

Frankrig har mistet 41 soldater siden 2013, hvoraf de 13, der døde den 26. november i år, markerede landets største militære tab i 36 år.

På den baggrund er det vanskeligt at se, at militæroperationen virker efter hensigten. Ikke mindst fordi mange af de konflikter, der også driver volden, er dybt forankrede i strukturel fattigdom, ulighed og marginalisering af hele befolkningsgrupper, og derfor ikke kan løses militært.

Behov for sociale og ansvarlige strukturer
Antiterror-operationerne kan måske begrænse terroristernes handlerum i et stykke tid, men hvis de ikke følges op af sociale og politisk ansvarlige myndighedsstrukturer, kommer der ikke fred og sikkerhed i regionen.

Problemet er også, at krigen mod terrorister primært foregår i samarbejde med regeringerne i de tidligere franske kolonier, hvis dårlige regeringsførelse er den primære kilde til utilfredshed og social armod.

Det ved jihadisterne, som udnytter staternes svaghed til at rekruttere blandt befolkningerne. Det gør de ved at argumentere for, at Vesten er i færd med at kolonisere Sahel-staterne udelukkende for at sikre deres egne interesser, og ved visse steder at levere den sikkerhed og de nødvendige ressourcer til befolkningen, som staten ikke kan.

Selvom jihadisternes ydelser i stigende grad også involverer vold og repressalier.

Sahel er ikke Afghanistan, men en region med unikke historisk forankrede socialpolitiske konflikter. Ikke desto mindre imiterer de militante jihadister, som ønsker en anden fremtid, end den Vesten agiterer for, andre globale jihadister i deres angreb mod de vestlige styrker.

Jihadisternes radikale vold mødes så igen af flere militære operationer og et hårdt modsvar fra især de franske styrker. Dermed eskalerer konflikten og leder tankerne hen på krigene i Afghanistan og Irak, selvom situationen i Sahel er en anden.

Den globale sikkerhedspolitiske dimension
Derudover har den globale geopolitiske situation ændret sig markant siden USA’s interventioner i Irak og Afghanistan i 00'erne.

På trods af at USA har været militært til stede i Sahel siden, krigen mod terror startede efter 11. september 2001, er USA’s aktuelle interesse i at deltage i endnu en krig mod terror langt væk hjemmefra svindende.

Dermed bliver Frankrigs mulighed for at styrke sin militære position i sine gamle kolonier aktualiseret. For at forblive en central sikkerhedsaktør er Frankrig dog både afhængig af sine allierede i Europa, herunder Danmark, og af staterne i Sahel.

Det afspejler også en bredere tendens til, at ikke kun Frankrig, men også Europa, fører en sikkerhedspolitik, der er drevet af snævre egne interesser frem for ønsket om at fremme demokrati og menneskerettigheder.

I takt med at Rusland og Kina intensiverer deres tilstedeværelse i regionen, er der også stormagtspolitiske interesser, der vanskeliggør en tilbagetrækning af de franske og allierede europæiske styrker.

Så dilemmaet for de internationale styrker er stadig det manglende alternativ til militær intervention. Ingen kan sige, hvad der var sket, hvis ikke Frankrig havde reageret på de små utydelige prikker på satellitbilledet tilbage i 2013.

Og dengang som i dag er ingen ansvarlig politiker i Europa interesseret i, at staterne i Sahel-regionen falder sammen, og at regionens voksende ustabilitet skal blive et europæisk og dermed også et dansk sikkerhedsproblem.

Det afgørende for Danmark
For Danmark er det afgørende, at vi ved, hvad vi vil opnå med vores bidrag, og hvad vi kan bruge vores indflydelse til.

Hvis det ikke kun er et spørgsmål om at pleje vores alliance med franskmændene, bør vi fortsat bekæmpe krænkelser af menneskerettighederne og sikre støtte til god regeringsførelse og anti-korruptionsindsatser med øget fokus på forvaltningen af regionens sparsomme naturressourcer.

Det fremhæves ofte, at udvikling og sikkerhed hænger sammen.

Men desværre får udviklingsdelen ikke den nødvendige prioritering, da den stadig ikke vægtes tilstrækkelig højt af alle vores forsvarsalliancepartnere.

Forrige artikel Rådgiver: Vi må ikke opgive blended finance på grund af en enkelt rapport Rådgiver: Vi må ikke opgive blended finance på grund af en enkelt rapport Næste artikel CBS-forsker: Verden har 10 år tilbage CBS-forsker: Verden har 10 år tilbage
  • Anmeld

    Kresten Kjær Sørensen · Seniorkonsulent, DEM

    Udvikling kræver sikkerhed

    Spændende gennemgang af baggrunden. Ift pointen med udvikling og sikkerhed, så er sikkerhed en afgørende betingelse for udviklingsindsatser. Manglende udvikling nærer samtidig destabilisering, men det kræver et vist sikkerhedsniveau før man kan sætte ordentligt ind mod det