DIIS: Vi skal have en ny strategisk tilgang til den private sektor i udviklingssamarbejdet

Af Adam Moe Fejerskov
Forsker ved DIIS

Der synes at være enighed på Altingets debatsider om vigtigheden i at arbejde tæt sammen med den private sektor i indsatsen for at skabe udvikling. Fornuftigt.

Og indtil flere af Danidas instrumenter for privatsektorsamarbejde lader da også til at fungere, isoleret set.

Men to udviklinger spænder samtidigt ben for effektfuld udvikling.

Den første skrev jeg om 4. oktober. Bistanden og de private investeringer til verdens fattigste lande falder samtidigt med, at forsøgene på at blande de to har svært ved at lette og mestendels går til lande, hvor udviklingsudfordringerne ikke er størst.

Den anden handler om at være tilstrækkelig strategisk.

Snarere end en fragmenteret portefølje har Danida brug for en fokuseret helhedstilgang, der tør vælge fra og til i jagten på effektfulde samarbejder med den private sektor.

Adam Moe Fejerskov
Forsker ved DIIS

Fragmenteret indsats
Fællesnævneren for de mange forsøg på at engagere den private sektor i udvikling er nemlig, at indsatsen fremstår fragmenteret og uden større strategisk retning end at falde inden for brede temaer som for eksempel "grøn vækst".

IFU opererer og udvælger projekter på egne vilkår (inden for deres yderst brede mandat), og det samme lader andre instrumenter som P4G (der naturligvis ikke kun involverer Danmark), eller Danida Market Development Partnerships til at gøre.

Dertil kommer en lang række både bilaterale og multilaterale bidrag, der i sidste ende medvirker til et billede af en enormt bred portefølje af projekter, der forsøger at opnå individuelle resultater gennem en haglgeværsmetode, hvor man spreder sig mest muligt ud.

Snarere end en fragmenteret portefølje, så har Danida brug for en fokuseret helhedstilgang, der tør vælge fra og til i jagten på effektfulde samarbejder med den private sektor.

En tilgang, som på strategisk vis binder bilaterale og multilaterale indsatser og mobilisering af private midler sammen på en måde, der giver mening og viser tydeligt fokus og retning.

Det kræver markant gentænkning på mindst tre områder.

Strategisk helhed i vurderingen af støtte
Det første er spørgsmålet om, hvilke institutioner, partnerskaber eller organisationer Danmark vælger at støtte eller initiere.

Enhver ny form for støtte bør således vurderes ud fra en strategisk helhed og ikke blot ud fra, om initiativet giver mening i sig selv isoleret set.

Man må spørge sig selv, om et givent forslag understøtter eksisterende aktiviteter og prioriteter, og ikke bare, om det falder inden for de brede prioritetsrammer, vi nu engang har i udviklingssamarbejdet.

Danmark støtter eksempelvis Sefa, Sustainable Energy Fund for Africa, under den afrikanske udviklingsbank, for at bidrage til små og mellemstore bæredygtige energiprojekter i Afrika. I sig selv en rigtig god idé.

Men hvis Sefa er effektivt, hvorfor støtter vi så fortsat IFU, eller omvendt?

Hvilke strategiske forhold lægger bag sådanne beslutninger, og hvilke konsekvenser har det, når vi ender med at støtte et hav af forskellige initiativer, ud over at Udenrigsministeriets stakkels fuldmægtige bliver overbebyrdede?