DIIS: Der er behov for en dosis realisme i debatten om blended finance

Af Adam Moe Fejerskov
Forsker, Dansk Institut for Internationale Studier

De højtragende ambitioner og skåltaler om, at udviklingsbistanden kunne løfte private investeringer til utrolige størrelser, har vist sig mestendels at være tomme ord.

Langt de fleste internationale erfaringer viser indtil nu, at det er svært bare at matche private midler i samme størrelse som de offentlige, selv inden for åbenlyst kommercielt attraktive industrier og i stabile lande.

Forventningerne, godt presset frem af skiftende ministre, har vist sig urealistiske og umulige at indfri. Vi har brug for et skud realisme over hele linjen – fra politisk side, fra investeringsfondene, og fra kritikerne.

Kun med en mere balanceret forståelse fra alle sider kan vi skabe en ny og mere realistisk fortælling og samtale om den blandede finansiering. For der er brug for private investeringer, men de kommer hverken af sig selv eller har potentialet til at redde verden.

Et rosenrødt billede
Vi har fået tudet ørerne fulde af potentiale gennem de sidste mange år. En rapport fra Udenrigsministeriet kunne i januar i år fortælle, at verdensmålene åbner forretningsmuligheder for over 400 milliarder kroner frem mod 2030 for danske virksomheder.

Vi har i den grad brug for private investeringer til verdens udviklingslande, både den slags der er støttet med offentlige midler, og den slags der ikke er, men urealistiske og overdrevne forventninger tjener hverken investeringsfondene eller udviklingslandene.

Adam Moe Fejerskov
Forsker, Dansk Institut for Internationale Studier

”Vi kan ikke indfri verdensmålene og løfte mennesker ud af fattigdom uden private investeringer,” sagde Ulla Tørnæs ved åbningen af den nye danske SDG fond.

Danske virksomheders rolle i udviklingslandene var en markant prioritet for specielt den forhenværende minister, der i den grad var med til at etablere enorme forventninger til private investeringers udviklingspotentiale.

I dag ved vi, at forventningerne om bistandens katalytiske evner formentligt er dybt urealistiske. Derfor er det også positivt at se Rasmus Prehn (S) hurtigt komme på banen med et budskab om, at man nok har haft tendens til at se lidt for rosenrødt på de private investeringers potentiale.

Vi har i den grad brug for private investeringer til verdens udviklingslande, både den slags der er støttet med offentlige midler, og den slags der ikke er, men urealistiske og overdrevne forventninger tjener hverken investeringsfondene eller udviklingslandene.

Provokerende investeringer
Det er ikke overraskende, at en række af IFU's investeringer provokerer.

Hvorfor skal værdifulde danske bistandsmidler (som naturligvis kun udgør en mindre af den samlede IFU investering) bruges til at støtte cementfabrikker, oliekraftværker eller svinefarme i Kina - med de massive uligheds- og fattigdomsudfordringer, vi ser over hele verden?

Enhver, der har været bare nogenlunde tæt på IFU's arbejde ved, at afvejningen mellem udviklingspotentiale og kommercielt afkast sjældent tipper mod det første. Hvis da den såkaldte ”udviklingsadditionalitet” overhovedet fylder mere en blot en hurtig afvejning af, hvor en investering vil finde sted.

IFU er i dag en professionaliseret investeringsfond, der er ekstremt god til det, den gør, nemlig at finde gode investeringsmuligheder inden for dens mandat. Hvor finder man ellers tocifrede afkast med det lavrentemiljø, vi ser i dag?

Problemet er nok, at målene om at skabe udvikling altid har været sekundære, og derfor aldrig har drevet IFU's arbejde i lige så høj grad som de kommercielle. Og så er problemet, at der sjældent er sammenfald mellem dér, hvor de bedste investeringer er, og så dér, hvor de største udviklingsudfordringer befinder sig.

Det var et fejltrin af dimensioner, da Folketingets finansudvalg i 2015 udvidede IFU's investeringsmandat til at inkludere alle lande udpeget af OECD som udviklingslande.

Det åbnede op for fortsatte investeringer i lande som Mexico, Tyrkiet og Kina, og gav på den positive side IFU mulighed for at tiltrække endnu flere investorer, men det rykkede også investeringerne hen mod bestemte kontekster, hvor udviklingsudfordringerne er markant mindre end i verdens fattigste lande.

Der er brug for markante diskussioner om til hvad og hvor, IFUs investeringer bør være fokuseret.

Justering af forventninger
Hvis en investering vurderes at kunne sikre et tocifret afkast uden markante risici, så er der ikke brug for statsstøtte til at udføre investeringen. Længere er den ikke.

Er det den retning IFU bevæger sig i, så bør bistanden fuldstændig tages ud af ligningen.

På den positive front sker der dog bevægelser i IFU, der tegner mod en større erkendelse af behovet for udviklingsfokuserede investeringer.

Dertil kommer, at UM og IFU arbejder på en ny øremærket pulje til de fattigste lande. Det er et godt skridt på vejen.

Et næste skridt kunne være en større samtænkning mellem danske bistandsindsatser og investeringsfondenes projekter. Måske en mandatændring kunne komme i spil, der kunne fokusere en del af fondens investeringer mod lande, der har svært ved at tiltrække kapital.

Endelig er der behov for, at kritikerne dels selv justerer egne forventninger til, hvad IFU kan og ikke kan hen i mod et mere realistisk punkt, dels også indstiller sigtekornet i forhold til kritikken.

Både Udenrigsministeriet og Folketinget har en stor indflydelse i IFU, men har indtil videre brugt den indflydelse forkert. IFU er ikke Danida, og fondens kompetencer er naturligt nok fokuseret omkring de kommercielle aspekter.

Når man som organisation kører ud af en specifik tangent, kan det være svært at ændre praksis markant, og her kan pres fra politiske side af være nødvendigt.

Alt i alt er der brug for markante ændringer i både kommunikation, praksis og udførsel fra alle parter for at skabe en ny fortælling om den blandede finansierings potentiale og begrænsninger.