DIPD: Lyt til erfaringerne

Af Bjørn Førde
Direktør, DIPD - Institut for Flerpartisamarbejde

Der kan være gode grunde til at se med friske øjne på, hvordan vi skal fokusere vores partnerskaber i et fortsat arabisk initiativ. Der kan især være grund til at sikre, at vi ikke er urealistisk ambitiøse. Men intet af det, vi ved med nogenlunde sikkerhed, peger i retning af, at vi skal holde op med at være en del af en bredt funderet og åben dialog med reformorienterede grupper i den arabiske verden.

Der findes internationale organisationer, som hvert år giver et bud på, hvordan den demokratiske temperatur i verdens lande ser ud. For de fleste lande er der tale om forholdsvis små udsving fra år til år – en ny lov medfører indskrænkninger og dermed en lavere demokratisk temperatur; et parlamentsvalg har været fredeligt og giver dermed en højere temperatur.

Udviklingen kan være vanskelig at forudsige
Kun sjældent oplever vi jordskælvslignende udsving, som det var tilfældet i starten af 2011, da de fleste af os blev taget på sengen og på skærmen så det arabiske forår udfolde sig i mange former og farver.

Få måneder tidligere havde jeg som FN-ansat deltaget i et møde om den globale demokratiudvikling i New York, hvor konklusionen var ret éntydig blandt alle tilstedeværende, både forskere og praktikere: demokratiet finder næppe fast grund under fødderne lige med det samme i lige præcis den arabiske del af verden, som Det Arabiske Initiativ har beskæftiget sig med.

Det er et godt eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at forudsige udviklingen, når det drejer sig om reformer af det politiske system i bred almindelighed, og demokratiseringen af autoritære samfund i særdeleshed. Vi ved faktisk ret meget om, at det kan være svært at forudsige! Vi har en masse erfaringer fra den såkaldte tredje demokratibølge, som startede i begyndelsen af 1970’erne, da af en flok reformvenlige portugisiske officerer sørgede for, at diktaturet i Portugal fik en brat ende.

Nu om dage er det vigtigt, at vi kan beskrive det, vi kalder for vores ’forandringsstrategi’.

Bjørn Førde
Direktør, DIPD - Institut for Flerpartisamarbejde

I årtierne derefter væltede en demokratisk tsunami det ene autoritære regime omkuld efter det andet, i dele af Europa, i Latinamerika, og ikke mindst også i Afrika. Nogle steder resulterede det i etableringen af stærke demokratier, både hvad angår lovgivning og institutioner; andre steder var reformerne nok mere af overfladisk karakter. Og en hel del steder har vi også oplevet alvorlige og voldelige tilbageslag, når de tidligere magthavere genvandt styrke til at slå tilbage.

Inspirationen er central
Men der er ingen tvivl om, at det var inspirationen fra det ene land til det andet, som spillede en central rolle. Både i det globale samarbejde i regi af FN og tilsvarende institutioner; i regi af det officielle samarbejde mellem regeringer; og – ofte som det mest afgørende – i regi af mere løst organiserede relationer mellem organisationer i det ’civile samfund’.

Nu om dage er det vigtigt, at vi kan beskrive det, vi kalder for vores ’forandringsstrategi’. Det er egentlig ikke så tosset en øvelse. Det er sådan set blot at forklare, hvordan vi forestiller os, at vi når det mål, som vi har sat os for en bestemt aktivitet.

Eksempelvis ved gennem dialog at bidrage til reformer og demokrati, tolerance og forståelse i de lande, som er omfattet af Det Arabiske Initiativ.

Men at gennemføre forandrings-øvelsen på papir betyder selvsagt ikke, at vi når målet med det samme eller efter de ganske få år, som målt med vort eget demokratis udviklingshistorie blot er en parentes. Vores største fejl er ofte, at vi savner den tålmodighed, som store ændringer af et samfund kræver.

Det Arabiske Initiativ er blot 12 år gammelt; det er kun 4 år siden vi oplevede det Arabiske Forår. Meget er lykkedes, og endnu mere kan gøres bedre, hvis vi lytter til de erfaringer, vi har indhøstet indtil nu.